Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet her, endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder (som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife:

Ønsketænkning

Jeg ville ønske:

– jeg ikke havde ventet dette

– at jeg havde en tro på at bønner, kærlighed og håb, hjælper her

– at børn ikke skal vokse op i en verden, der er så ond

– at jeg på nogen som helst måde kan tro på, at dette ender

Til gengæld ved jeg, at der under ingen omdstændigheder skal gives køb på vores frihed, vores værdier og livsgrundlag. Det skal bekæmpes for enhver pris. Fløjlshandsker er ingen løsning i det her, det er helt sikkert!

Som mange andre lå jeg og så TV i går, da jeg på en kanalrundfart fangede, at noget var ravende galt, og det måtte jeg jo så sande, der var. Som alle andre, blev jeg ked af det og ganske lammet. Det kunne have været hvilken som helst by – også København. Dem som bilder sig ind, at det ikke kunne ske her, eller hvad nu, er bare for naive.

Tid til at sørge…..det er der bare ikke, der skal handles, og det skal være nu!

For mange kokke og alt det tjavs

Jeg er sikkert både gammeldags og meget andet. Det skal jeg ikke afvise, og jeg ved helt sikkert, at jeg er gammeldags på mange punkter. Dagens indlæg handler om sygdom, lægebesøg og kvaliteten af disse, så hvis du ikke har en mening om det, eller har lyst til at få det, må du hellere hoppe fra nu, for det bliver måske en lidt længere affære.

Som faste læsere efterhånden ved, så har jeg et mindre godt helbred og har haft det altid. Det bliver ikke anderledes, og sådan er det. Det betyder også, at jeg desværre får et noget nært forhold til mine skiftende praktiserende læger. For størstedelens vedkommende har jeg gennem årerne være rigtig heldig med dem. Dette var ikke mindst meget vigtigt for mig, da jeg i sin tid stod i situationen og måtte søge pension. Min søde læge dengang, kan jeg ikke takke nok, for hans varme og søde tilgang til tingene. Hvis han læser med, så håber jeg, han har det godt. En rigtig sød mand.

Nok om det og til en udvikling, der desværre er i stigning. Dette er som jeg forstår det ikke kun lægernes skyld, men ikke mindst systemet (læs sygesikringen), der presser lægerne til flere, og flere patienter på kortere og kortere tid (ret mig endelig, men sådan forstod jeg min læges udmelding).

Da jeg flyttede her tilbage, var jeg noget nervøs for at skulle skifte læge, for det er man noget “øm” over, når man nu er nødt til at have et tæt forhold. Jeg huskede, at jeg engang havde været hos den læge, jeg så endte med at vælge, da min egen i tidernes morgen var syg/bortrejst. Det var et godt valg, og ham var jeg fint tilfreds med.

Læs resten

Copyright forklaret/copyright explained

IMG_6501opt2_London_2015

Her forleden faldt jeg over en artikel, som jeg synes var ganske aktuel og informativ, og eftersom der også er copyright på tekst, så skrev jeg til ophavsmanden og spurgte, om jeg måtte gengive hans undskyldninger på dansk. Det fik jeg lov til (som man meget ofte gør, når man spørger først), så derfor har jeg fornøjelsen at dele:

“10 dårlige undskyldninger folk bruger når de stjæler et foto fra internettet”:

Her er det forklaret så alle skulle kunne forstå det, og selvom de ikke forstår det, er der ihvertfald ingen risiko for at alle eventualiteter ikke er dækket her. Vær venlig især at lægge mærke til nummer 8!. Og så husk, dette er ikke noget, jeg har fundet på, det er loven.

If you want to read the original excuses in English they’re right here.

1. Der var intet “copyright” logo eller andet vandmærke på fotoet. Copyright er der automatisk. Så snart en amatør eller professionel fotograf rammer udløseren på kameraet, gælder alle copyright love dette foto. Derfor behøver en fotograf ikke at specificere på foto eller på hans website, at foto er beskyttet af compyright. Så medmindre der står andet, er der copyright.

2. Fotoet er på Internettet, derfor er det til fri afbenyttelse! Er et foto let at kopiere, når det er på Internettet? Ja. Mister et fotos sin copyright status, når det bliver uploadet på internettet? Nej.
A photo does not magically fall into the public domain when it’s uploaded to the Internet. Fotografen beholder sin copyright og afhængig af land, gør han det et sted mellem 50-70 år efter hans død. Kun derefter vil det være offentlig ejendom.

3. Jeg fandt det på Google Image, derfor er det til fri afbenyttelse. Google Image er ikke en fri fotoagentur. Google ejer ikke nogen fotos vist some et resultat af den søgen. Google’s job er at finde fotos der passer til din søgning. Nogen andre ejer fotos og copyrights.

4. Det er på Facebook og alt på Facebook er offenligt domæne.

Modsat almindelig viden, taber en fotograf ikke sin copyright når hans foto uploades til Facebook. Facebook’s brugerregler siger:

Du ejer alt indhold og information, du poster på Facebook

So du kan dele et foto postet på Facebook? Normalt ja, men under betingelser. Facebooks brugerbetingelser siger:

Du bestemmer hvordan (dit foto) bliver delt via din privatlivs- og applications indstillinger.

Dette betyder at et foto på Facebook, kan deles af en anden bruger ved at bruge “dele” knappen og kun hvis fotograften tillader det i sine indstillinger. Du må ikke gemme det på din computer og bruge det nogen andre steder på Facebook eller Internettet.

5. Jamen jeg tjener ikke penge på dette foto! Det er kun til (min blog/mit personlige website/min facebook etc.). Om du tjener penge ændrer intet. Det er stadig en overtrædelse af copyright. Her i Canada (der er også regler i DK), siger Copyright lovene at du kan få en bøde på mellem $100 og $5,000 pr. foto, hvis de bruges på et ikke kommercielt formål. Du tror, du aldrig vil blive sagsøgt for at bruge et foto til et ikke kommercielt website? Tro om igen. Det er usandsynligt, men det ER muligt. (det kunne være så meget som mellem $100 and $5,000 brugt på et kommercielt formål).

6. Der var fotografens [logo/navn/email] som vandmærke på foto. Hvis han puttede det på, var det så han kunne reklamere for sin forretning, når vi deler fotoet, ikke? Nej, simpelthen nej.

7. Dette foto ser ikke godt nok ud/originalt nok, til at blive beskyttet af copyright. Fotografer et stykke hvidt papir på et hvidt bord midt i en snestorm med din iPhone. Dette foto vil være lige så beskyttet af copyright som det sidste kendis foto af Annie Leibovitz skudt med $200,000’s udstyr.

8. Jeg er på dette foto, derfor må jeg bruge det!
Dette virker logisk, men nej. Efter loven er det fotografen, der har copyright på dette foto, fordi han tog det. Fotografiet, er HANS artisktiske fortolkning af dig.

Så hvis du blev fotograferet mens du var til en sportsbegivenhed eller du var motivet på hans gadefoto, skal du spørge fotografen først, før du bruger det.

Hvis du har hyret en fotograf til at fotografere dig f.eks., har han formentlig givet dig tilladelse til at bruge det. Dog har han stadig copyrighten.

9. Jeg skrev fotografens navn under foto på mit website. Det er god reklame for ham! I de 7 år jeg har været professionel fotograf (Francis Vachon), er der aldrig nogen, der har ringet for at hyre mig og har sagt, at de fandt mig tilfældigt på et foto på Internettet.
Copyright loven inkludere begrebet “monopol til økonomisk udnyttelse” af et foto. Kun ejeren af copyright kan bestemme, hvordan et foto skal bruges. At gøre “reklame” for fotografen er ikke nogen gyldig eller lovlig grund til at bruge et foto uden først at spørge fotografen. Særligt når det ifølge loven er påkrævet i de fleste lande, at man kreditere under et foto, selvom man har betalt for at bruge det.

10. Millioner af mennesker gør det!
Dette argument holder ikke. Medmindre du kan vise mig loven, der siger hvor mange mennesker, det nøjagtigt kræver, der gør noget ulovligt for at gøre denne handling lovlig.

Når alt dette er sagt….Er det muligt, at overvåge nettet og stoppe alle overtrædelser af copyright? Nej det er teknisk umuligt, at stoppe nogen fra at kopiere dine fotos og det ville kræve tre liv at sagsøge alle overtrædelser. Lad os sige det sådan her: Hvis du ser en ubevogtet cykel i en park, ville du så beslutte ikke at stjæle den fordi du var bange for at blive fanget, eller fordi du ved, det er moralsk forkert? Hvis det er den første, kan jeg ikke hjælpe dig. Hvis det er den sidste, vil denne post måske ændre din opfattelse af, hvordan “vi” skal bruge fotos på Internettet.

Tak til Francis Vachon for brug af hans undskyldninger, som jeg ikke selv kunne have formuleret så fint. Thank you Francis for the use of your excuses, that I couldn’t have written as well myself.

Facebook guide: Hvem man viser hvad etc.

2000px-Facebook_600opt2

Jeg har opdaget et stort behov for forklaring udi Facebook og indstillinger, og hvordan det bruges. Bevares, enhver må jo i princippet gøre, som de lyster, men det er rigtig ofte, folk ikke aner, hvordan tingene fungere og hvem de i princippet viser hvad, eller ikke viser, hvilket er lige så vigtigt.

Jeg har f.eks. en ven på Facebook, der ville oprette grupper og så lave to forskellige facebookprofiler, så han ikke delte noget, han ikke ønskede, med “de forkerte”. Det kan han selvfølgelig godt, men det er ulig alt andet, at gøre livet MEGET besværligt for sig selv. Og så er det iøvrigt ulovligt at oprette flere profiler! Det er der også mange der gør, ligesom facebook ikke er for børn under 13, hvilket mange også blæser en hatfuld. Jeg ved ikke lige, hvad de synes de er for forbilleder for deres børn, hvis de lærer dem, at regler – dem holder vi da ikke!? Enough said, men jeg synes bestemt ikke, det er smart, hverken på den led eller i forhold til, hvad ungerne kan finde på facebook. Du kan læse lidt på dansk her om
opdatering af reglerne.

Læs og se meget mere nedenfor:

Læs resten

At skyde sig selv i foden


Jeremy Clarkson – foto Wikipedia

If you want the article in English – it’s here.

Debatten har bølget i flere uger vedrørende Jeremy Clarksons suspension fra Top Gear. Ifølge seneste nyt, er det nu vedtaget, at han skal fyres, hvilket man i samme åndedrag beklager. Det er fastslået, at TV-værten på Top Gear slog ud efter en producer af showet, efter verbalt at have svinet ham til i 20 minutter.

Som jeg ser dette, er der flere, der nu skyder sig selv i foden – og det rigtig grundigt. Sidste år, fik Clarkson en sidste advarsel, og dermed ment, at man ikke ville tolerere flere udskejelser fra hans side, og fik man nogle, så ville hammeren falde. Det har den så gjort nu.

Først og fremmest, synes jeg at BBC, burde være profesionelle nok til at sørge for, hvad angiveligt er deres største stjerne, kan få lige, hvad han har lyst til at spise, når han har filmet en hel dag. Det kan så bare være mig. Fås det ikke lige der, så må det kunne skaffes andetsteds fra. Clarkson har arbejdet for dem, så mange år, at det ikke kan komme som nogen stor overraskelse, at han gerne vil have sin bøf og pommes fritter efter endt arbejdsdag. Det er første gang nogen skyder sig selv i foden. Anden gang er selvfølgelig, når Clarkson går til yderligheder, og overfuser produceren og ovenikøbet, slår ud efter ham. Et er, at han berretiget (i mine øjne) kan være skidesur over, at han ikke kan få noget at spise, noget andet er, at gribe til yderligheder. Når man har set ham “folde sig ud før”, så er man desværre ikke overrasket. Han skyder da sig selv rigtig meget i foden, for han er formentlig ikke så senil, at han allerede har glemt, den advarsel, han allerede har fået.

Nu har BBC, jo så givet ham den advarsel, og så er de pisket til at handle på den, og jeg kan sagtens se, at sådan en opførsel er uacceptabel. Det synes jeg da også. Problemet bliver så, at man melder ud, at man har tænkt sig at fortsætte showet – her skyder man ihvertfald også sig selv i foden, for uanset, hvad man synes om Clarkson og co., så er der ingen Top Gear uden ham. Glem det! Og hvem har lige lyst til at overtage efter sådant dels kontroversielt og populært show (som eksempel har over 1 mill. skrevet under, for at beholde Clarkson). Tilsyneladende, har man alternativer linet op.

Jeg ved ikke, hvad der bliver af May og Hammonds udmelding om, at de ikke vil fortsætte uden Clarkson, må vi vente at høre. Uanset er showet dødsdømt, og det bedste ville være, at slutte mens legen er god, eller også skal alle 3 fortsætte hos konkurrerende kanal.

Til sidst vil jeg lige sige, at jeg selv tidligere så Top Gear rigtig meget og jeg elskede det, for jeg elsker biler. Jeg fik dog i den grad nok, at alle 3 værters nedladende og til tider både racistiske og ubehagelige bemærkninger, så derfor har jeg ikke set længe. Om dette er en storm i et glas vand, ved jeg ikke helt, det er vel først og fremmest alle, der har bakket sig selv op i det berømte hjørne, og så er der ingen vej tilbage.

Shooting yourself in the foot!


Jeremy Clarkson – Photo: Wikipedia

Hvis du ønsker artiklen på dansk – så ligger den her.

The debate has been on for weeks about Jeremy Clarkson’s suspension from Top Gear. According to the latest news, it has now been decided to sack him, something which at the same time is done regretably. It has been established that the TV host on Top Gear hit a producer af the show after verbally asulting him for 20 min.

As I see this, there is several who are shooting themselves in the foot – and that very thoroughly. Last year Clarkson had a final warning and thereby meant that no more rantics would be tolerated from him, and if they did, then there would be consequenses. They are here now.

First and foremost I think that BBC should have been profesionel enough to see to, that what allegedly is their biggest star, could get exsactly what he wants to eat, when he has filmed for a whole day. That might be me. If it can’t be obtained right there, it had to be possible to get from somewhere else. Clarkson has worked for them, so many years, that it cannot be a big surprise, that he’s like his steak and chips after filming. It’s again the first time on their part of shooting oneself in the foot. Second time is of course when Clarkson goes of the rails and assults the producer and on top lashes out. One thing is that he rightly (in my view) gets pissed of that he can’t get anything to eat, another matter is to take it to extreemes. When you have seen his behavior before, you’re sadly not surprised. He goes on to make matter totally worse as presumably is not so senile that ha has forgotten the warning he had already recieved.

Now BBC has given him a warning and they feel pressured to act on it and I for one can easily see, that such behavior can’t be tolerated. And I agree. The problem is that they say they want to continue the show – another case of shooting themselves in the foot, as notmatter what you think of Clarkson & Co. there is no Top Gear without him. Forget it! And who would want to take over such a controversial and popular show (which as an exampel has over 1 mill. people sign , to keep Clarkson). Appearantly they have alternatives lined up.

I don’t know what is going to happen regarding May and Hammonds announcement that they wouldn’t continue without Clarkson, we’ll have to wait and hear. No matter what the show is doomed and the best would be to end the show or alternatively all three start up at another channel.

Lastly I’d like to say that I used to watch Top Gear a lot, and I loved it, as I love cars. I just got enough of all three hosts patronising and at time both racist and uncomfortalbe comments so that’s why I haven’t seen for ages. If this is a storm in a glass of water, I don’t know, but first and foremost I guess everyone has backed themselves into a corner, with no way back.

Offentlighed og et liv

Forleden blev jeg konfronteret med en holdning, som mange sikkert har. Jeg ved det ikke, men hvis en har den, er chancen der ihvertfald. Vedkommende kom med højlydte ytringer om, at h*n altså ikke forstod folks (sikkert direkte henvendt til mig, men jeg lod som ingenting) behov for at plastre deres liv ud i al offentlighed og de skulle få sig et liv.

Nu er det sådan, at vedkommendes forståelse for noget som helst, heldigvis ikke er nødvendig for, at jeg kan gøre helt som jeg har lyst. Noget helt andet er, at det jo er meget meget langt fra at være hele mit liv, der ender i offentlighed, men nøje udvalgte ting.

Nu har jeg en blog – eller faktisk 2, og skal jeg det, så er jeg i en vis grad nødt til at udlevere mig selv i udvalgt grad, medmindre jeg kun postede fotos, og det kunne jeg jo godt og der ender en af bloggene nok snart, men det er en helt anden snak.

At have en blog og “udlevere” sig selv, er ikke for alle. Det medgiver jeg gerne, men sålænge jeg synes det er sjovt, at have den og rigtig mange har lyst til at læse med, så forbliver det sådan.

Til det med at få et liv! Jeg har skam et liv. Lige det liv, jeg har lyst til inklusiv mine blogs, fotos og facebook m.m. For mig er det sjovt og berigende og en del af mit liv. Ikke det hele, men en, jeg ikke har lyst til at undvære. Sålænge folk ikke engang selv har prøvet, hvad det giver af positiver, så synes jeg ærlig talt de skal lukke sprækken! Det ene udelukker ikke det andet.

Har du også mødt den holdning/fordom eller har du den selv?

Jeg skulle vel egentlig have været…

til mindehøjtidlighed i går. Jeg ville hjertens gerne, men jeg er stadig ikke frisk. Det var ellers lige begyndt at gå den rigtige vej, synes jeg. Især i forhold til anklen! Men så her i dag, så var det lige 2 skridt frem og 3 baglæns. Uden jeg skal kunne sige hvorfor, og hvad værre er, så gør den også ondt i hvilende tilstand nu. At sige, jeg er frustreret forslår vist ikke. I dag har jeg så også været træt – igen, omend heldigvis ikke så slemt, som det kunne være.

Jeg har fået ordnet lidt fotos i dag fra min Newmarkettur – nej ikke den seneste, men den første i 2011 – hold op, jeg skal begrænse fotograferingen, hvis jeg skal have bare den mindste lille chance for nogensinde at komme med. Men dejligt at sidde og kigge dem igennem. Hvis du vil se dagens arbejde, ligger de her:

Newmarket, Suffolk, England

Newmarket Town

Som trøst i al elendigheden, har jeg noget forsinket sat en pandekagedej (det er Pandekagedag i dag) over, som jeg skal prøve når jeg har sat punktum her. Jeg plejer at være en total klovn til det med pandekager, men ingen skal påstå, jeg giver op, så nu prøver jeg igen. Om jeg kan få noget, der minder om pandekager. Hvis jeg gør, er du den første, der hører det.

Som du husker, købte jeg “vildt” ind for nyeligen, og en af de CD’er jeg købte var SEAL’s II. album, der også bare hedder SEAL. På det album, som jeg har hørt idag (fantastisk dejligt), er “Prayer for the Dying”, hvilket jeg synes var passende, som hyldest til ofrene for skyderierne.