Skrækindjagende – Så fik jeg også prøvet det

Tjah, jeg er ikke helt sikker på, hvad der er mest skrækindjagende mig eller den oplevelse, jeg havde idag. Det må I vurdere. Jeg ved ihvertfald, at jeg blev gal, men lad mig nu starte med begyndelsen.

Jeg har, som I ved ligget syg, og gør til dels stadig. I dag var vejret så godt og ikke mindst tørt, at jeg tænkte at en lille gåtur var okay. Ikke mindst fordi, jeg nu havde resultat af blodprøverne, som alle var normale. Ikke at jeg får det bedre af det, men stadig. Virus som nu har stået på i 3 uger. Så langt så godt, planen var at gå over til min veninde og aflevere et Julekort, og det gjorde jeg, og medbragte kameraet. Min veninde, var som ventet ikke hjemme, så jeg afleverede bare kortet og gik hjemover igen. Jeg gik dog en lidt anden rute for variationens skyld.

Det var så her på hjemvejen det her lille optrin skete. Og set i lyset af den historie, jeg postede på Facebook tidligere, var det ironisk. Og jeg skal sige, noget lignende så vid jeg husker aldrig er sket før.

Jeg en middelaldrende dame (omend jeg godt ved, jeg til nøds kan gå for at være yngre, så dog voksen), kommer gående helt fredeligt og krydser gaden. Samtidig med, at jeg gør det stiger en ældre dame ud af sin bil og begynder at gå mod en gangsti, hvor jeg også går over mod. Hun er ældre og slæber på en nogle poser. Da hun ser, jeg stiler mod samme sti som hende, standser hun brat op og kunne hun have løbet, havde hun formentlig gjort det. Nu var hun som sagt ældre og havde poser på slæb.

Grunden til, at jeg ser, at hun rædselslagen stopper op og vender om og går, er at jeg stopper for at tage foto nedenfor. Og nu kunne det jo være, hun havde glemt noget, men nej det havde hun ikke, og derudover så jeg udtrykket i hendes ansigt. Først lader jeg som ingenting og går bare videre. Men netop for at bekræfte, hvad jeg allerede vidste, så stopper jeg op og vender mig, og igen får hun det her skrækslagne udtryk i ansigtet. Så kunne jeg ikke dy mig og råbte af hende

Jeg bider altså ikke!

Jeg ved ikke, hvad hun havde forestillet sig, men eftersom jeg er en, hvad mamn normalt ville kalde en helt almindelig pæn dame, så kan det kun tilskrives min anderledes hudfarve, at hun åbenbart troede, jeg ville springe på hende. Havde jeg været yngre, kunne det have været et spørgsmål om alder alene, men helt ærlig. Uanset, var det da en overreaktion udover, hvad jeg nogensinde har været ude for. Har jeg oplevet ubehageligheder før. Ja det har jeg, men det er heldigvis år siden nu, og det var faktisk på Galopbanen, men fra en person, jeg ikke forventer bedre fra. Men man bliver sgu noget sær ved det. Hvad den her dame ellers har oplevet og hvorfor hun reagerede som hun gjorde, ved jeg ikke. Og jeg burde måske have spurgt hende, men det gjorde jeg så ikke. Hun forsvandt ind i sin opgang, som var ligev ed, hvor foto er taget.

Men jeg synes historien var oplagt til bloggen og derfor kommer den her sammen med fotoet, der udløste det, og et par andre. Foreløbig vil jeg ønske jer god weekend.

Glade Jul – 2. søndag i advent

Jeg er normalt, langt fra at være lyseslukker. Tværtimod prøver jeg altid at være positiv, og indgyde det samme i andre. Julen er en højtid, jeg førhen elskede. Dette ikke mindst p.g.a. min mor, som elskede Julen også. Jeg tror ikke, det i min fars barndom, var noget sådan særligt af mange årsager.

Da min mor døde, så døde Julen faktisk også lidt for mig. I mange år, kunne jeg intet positivt se ved Julen overhovedet, og jeg sprang den helst over. Og gjorde alt for, at komme så hurtigt igennem den som muligt, uden at tillægge den større vægt eller iøvrigt deltage i noget, hvis jeg kunne blive fri. Vel også fordi, jeg aldrig har fået fornøjelsen at holde Jul for nogen. Det giver det jo en anden indgang. Jeg ved ikke, om andre har det ligesådan, at barndommens Jul, var den bedste, men sådan er det helt sikkert for mig.

Noget andet slog mig i går. Julen er i høj grad også facadernes tid. Julen er idyllens tid. Hyggeligt samvær, glade familier, forelskede kærester og lykkelige ægtepar og søde børn. Og jeg håber da, der er masser af dem. Men det er også tiden, hvor der er rigtig mange, der kører på facade, og hvis folk vidste, hvad der var bag facaden, så ville de i mange tilfælde få et chock. Mange ægteskaber er så ødelagte, at de burde have været opløst for mange år siden, der er sygdom, utroskab, dødsfald, manipulation, kontrol og endda i mange tilfælde sikkert også misbrug og mishandling. Det glemmer mange.

Normalt, er jeg heller ikke en dyt ked af at være alene. Slet ikke, men nogle situationer, bringer savnet efter den eneste ene op, for selvfølgelig ville jeg da gerne have en, at være noget for. Julen er også sådan en tid. Den bringer også savnet af de kære, man har mistet, og dem man gerne ville have kendt. Her tænker jeg på mine forældre, både dem her og de biologiske. Dertil kommer, at det også er traditioneres tid. Men når man ingen har, at lave traditioner med længere, så bliver det også årsag til sorg. Andre har bygget deres traditioner med andre venner, famlie etc., og så sidder man her og kan ærligt talt godt føle sig udenfor.

Lige nu fylder alt det lidt for meget, og jeg prøver at arbejde mig ud af det så godt jeg kan, på trods af, at jeg lige nu er langt fra motiveret og helbredet stadig driller. Lys i adventsstagen, godt fjernesyn, Julekortskrivning og snart en kop kaffe, for det har jeg ikke fået endnu. Til gengæld har jeg fået brasede kartofler og hjemmelavet vegansk pølse og grønlangkål (den var så ikke helt så vellykket som ønsket, men ikke værre end det kan rettes). Der er også flere malebøger der venter.

På mange punkter, har jeg det let og rigtig godt, og det er jeg også bevidst om.Jeg har tonsvis af dejlige venner (her er det en sorg ikke at have mere energi til samvær end tilfældet er og ofte må melde fra til ting, på grund af heldbred), en bolig jeg elsker og har mulighed for at dyrke de ting, jeg har lyst til og en rejse af og til. Det er altsammen noget, jeg er bevidst om, at være meget taknemmelig for og også er. Men trods min ellers altid positive tilgang til tingene, synes jeg ikke det gør noget, at I ved, at der også er ting, der gør mig ked af det og trist. I lige nu er det lidt svært.

Jeg tænker, der er positiver og negativer ved alt, men det kan godt gøre mig ked af det, når jeg nogengange ser, hvordan folk spilder deres liv, selvom det er deres beslutning. Hver eneste af os har ansvar, at være lykkelige og gøre det som er rigtigt for os. Man kan ikke gøre alle tilpas og det skal man heller ikke. Man har pligt til at være så lykkelig som muligt, og få det bedste ud af den tid, man har her. Ingen har ret til at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv. At man undervejs selv bliver såret eller træder nogen over tæerne, er uundgåeligt, men tiden er kort, og det er afgørende, at du sætter dig og finder ud af, hvad der er vigtigt for dig, og hvad du ønsker af livet. Tro mig, det vigtige er ikke penge, position og status….Og så vil jeg iøvrigt prøve at finde mit positive jeg frem, så meget så vel muligt, for det har erfaringen også lært mig, at andet kan ikke betale sig…..Og tak, hvis I læste med så langt.

På falderebet minder jeg lige om, at jer der ikke er på Facebook og også dem der er selvfølgelig, kan synes om indlægget på det lille hjerte under indlægget.

Skræmmende tæt på – hvordan ved man det?

I min stue, har jeg den fine elpejs, og den er jeg meget glad for, og den er skøn, når det er lidt råt, og man lige fryser lidt, og vil man ikke varmen, kan man jo have den tændt bare med flammerne, som jeg jo endelig fandt ud af. De seneste gange, jeg har tændt den, har jeg undret mig for der bredte sig en fæl lugt som af brændt plastik. Det kunne jeg ikke få til at stemme. Jeg tænkte, at det måske var fordi det var længe siden, jeg havde haft den tændt. Den teori røg hurtigt, for det blev ved.

I går morges var netop sådan en rå morgen og jeg prøvede for sidste gang med samme resultat. Det lugtede så grimt, at jeg havde åbnet altandøren i stuen. Normalt åbner jeg i soveværelset. Men det viste sig at være megaheldigt (nogen har holdt hånden over mig), at jeg gjorde. Da jeg går hen for at lukke altandøren spotter jeg et lysglimt ude til venstre for mig og ser stikdåsen i flammer! Jeg troede først ikke mine egne øjne, men fik selvfølgelig benene på nakken ud og hente en klud til at slå flammerne ud med, og så fik jeg taget strømmen fra, og det gik stærkt. Som det ses, har det hele tiden været den, der lugtede. Men hvorfor? Det er som det ses en stikkontakt til flere ting, men der var selvfølgelig både TV en omformer (lyskæde), udover stereoanlæg. Anyway, jeg skal ud og købe en 2 nye stikdåser. Vores søde jockey i stalden fortalte at godt nok, ser de ud til, at være til flere ting, men de kan oftest ikke klare mosten. Nej det kan jeg så se. Det undrer mig bare, for jeg har brugt den på samme måde hele tiden. Så hvordan hulen sikrer man sig, at den slags ikke sker. Jeg tænker, man hellere må fordele på flere dåser, men det bliver jo en skov af dåser. Det er det i forvejen her, og det er et helvede, for her er næsten ingen stikkontakter. Er der nogen af jer, der har prøvet noget lignende?

Iøvrigt vil jeg så godt lige advare. Min underbo fortalte om tre tilfælde, hvor der var gået ild i en tørretubmler. Så lad aldrig jeres tørretumbler kører, uden at I er der. Jeg tør slet ikke tænke på, at dette let kunne være sket, når jeg ikke var hjemme, og følgerne af det!

Brev til Mor – en stærk bog

Jeg blev færdig med en bog i går, som jeg fik lyst til at dele med jer. En barsk affære, som jeg dog på trods synes, at I skal høre om. Det hele kom sig af,at jeg så dokumentaren, som stadig ligger tilgængelig (men se den nu, hvis ikke du så den forleden, og inden du læser bogen). Og så fik jeg lyst til at vide mere om denne fantastiske kvinde. Og der er altså så også en bog.

Inden du læser den, skal du bare være klar over, at Malene ikke ligger fingre imellem i sin beskrivelse af, hvad hun har været igennem, og de værste episoder gav mig fysisk kvalme. Men hold ud, for de stærke beskrivelser af det værste får en ende, og resten af bogen er mindst lige så vigtig.

Jeg har Gudskelov ikke selv oplevet noget i den her stil, men jeg kender flere, der har oplevet grimme ting, og ikke mindst har forældre, der er ALDRIG skulle have haft børn og som reagere noget lignende som moderen i det her, selvom der måske ikke ligefrem har været tale om Incest og den slags overgreb. Det er så ødelæggende.

Fantastisk, som Malene er lykkedes at komme ud på den anden side efter en barndom med års misbrug fra faderens side. En helt vildt stærk kvinde, som man kun kan få den dybeste medfølelse og respekt for. Jeg synes Malene skal have stor tak for at skrive en bog, som jeg er sikker på, kan give andre håb og inspiration og forhåbentlig lære systemet noget om, hvad man ihvertfald ikke skal gøre!

Brev til mor af Carsten Graff & Malene Lauritsen

Jeg har lyttet bogen på Nota, men har kun fundet den på lyd iøvrig på Politikens Plusbog. På Mofibo er den ikke og den er ikke til låns på lyd på biblioteket iøvrigt, men findes der som bog og e-bog.

Du kan kontakte/følge Malene her:

Website 

Facebook

Prins Pinlig

Dem der følger med her, ved at jeg er meget glad for vores Kongehus og gladeligt tager fotos af de kongelige, hvis jeg får chancen. Dronningen er en klog og værdig repræsentant for Danmark, men om hun var lige så vis, da hun valgte ægtemand, kan jeg efterhånden være i tvivl om. Jeg kan kun tilskrive det forelskelse, hvor man som bekendt let taber hovedet.

Som Kongelig skifter man jo ikke bare mening, og om det har været en overvejelse, skal jeg lade være usagt. Men jeg kan ihvertfald sige, at efter min ringe mening, burde det nok have været det. Det er for længst for sent, men det er ikke for sent at blive skilt, og med Prinsens seneste udmelding, er grænsen for pinligheder, man burde tolerere fra den kant for længst overskredet. Prins Pinlig , burde fratages alle privilegier, når han ikke vil følge skik og brug, som han med åbne øjne giftede sig til i sin tid.

Han har aldrig gjort sig fortjent til mere end han får, og han har i princippet underskrevet en kontrakt, da han giftede sig med en dronning. Stod til til mig, blev han hældt ud, men det er det ikke, det er op til Dronningen og reglerne for den slags. Men han følger dem så ikke. Jeg er dybt forarget, og jeg er nok ikke den eneste.

Foto: Wikipedia

Demokrati og nyerhvervelser

Så blev det dagen derpå – altså valget – hvilket valg, er der forhåbentlig ingen der spørger om. Det har nu hængt mig langt ud af halsen længe. Og lige nu, tror jeg vitterligen jeg kaster op, hvis jeg ser en post mere om det. Det være sig folk der protesterer over en Præsident, der allerede er valgt – øh! Eller folk der poster om (på Facebook), hvor meget de kommer til at savne Obama for slet, slet ikke at nævne dem, som allerede har travlt med at få Michelle Obama som kandidat næste gang. For helvede da!! Give it a rest already. Demokratiet har talt i USA nu! Så kan man synes lige, hvad man iøvrigt har lyst til. Om jeg er tilfreds? Det ved jeg ærligt talt ikke. For mig har det hele tiden været et valg mellem 2 onder, og det mener jeg sådan set stadig. Men jeg ved, at jeg ikke kommer til at savne Obama – så er det sagt. Nok om det!

Fotos er nogle nyerhvervelser jeg har gjort nyeligen. Jeg “kom til” at melde mig på nogle grupper på Facebook for køb, salg og bytte af Troldekugler. Jeg er kommet til den realisation, at skal jeg have et vist antal kugler og i nå at få hele armbånd, skal jeg da til at samle sådan mere seriøst. Så det begynder jeg så på nu. Altså har jeg forkøbt mig lidt på kugler nu her, for ligesom at komme igang. Og så har det vel også været lidt trøsteshopping ovenpå alting her nyeligen. Man kunne også vælge, det er tidlige Julegaver. Og man skal jo være god ved sig eller noget… Når de andre kugler kommer skal jeg præsentere dem også. På fotos er det de to yderste glaskugler, der er nye. Julehjertet og den hvide kugle med sølvtråde, fik jeg af min far et år til Jul og disse blev købt for at passe til den hvide kugle.

Udover kuglerne har jeg købt et (brugt, men det kan overhovedet ikke ses) supplementkamera. Et Canon EOS 600D, som er mindre end det jeg har og udover dette også kan optage video. Så det er oplagt, når jeg ikke gider slæbe så meget eller hvis jeg har brug for at bruge to objektiver, hvilket jeg har i galopsammenhænge. Det er så iøvrigt noget, hvor jeg skal skære ned, for det løber mig af hænde, men uanset, er jeg glad for det ekstra kamera, som nu bare mangler et hukommelseskort.

Nu her har jeg en rejse, jeg skal have stykket sammen, så jeg løber igen, men vender selvfølgelig retur. Iøvrigt det med sne…. Vi fik masser i går, men eftersom det er plusgrader, er her bare vådt og ingen sne.

Måske ikke forståelse, men så i det mindste respekt

Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan

Det var egentlig Anne’s indlæg, der fik mig til at gribe “pennen”, for hun rammer igen hovedet på sømmet i det hun skriver. Og grunden til, at jeg farer i blækhuset nu er, at jeg i går oplevede en af den slags bemærkninger, der kan gøre, at jeg bliver endnu mere træt (Læs: Udmattet) end jeg allerede er i forvejen. De fleste, der følger med her, ved, at jeg har en del udfordringer med mit helbred. Det har jeg hver dag og har altid haft. Det er ikke for sjov, at jeg har fået en pension, eller at jeg i lange perioder, bare ligger i min seng.

Som Anne skriver, forsøger man som kronisk syg, at leve det bedste liv, man kan hver dag. Det er langt fra det aktive og spændende liv, man måske drømte om, men man putter så meget indhold i dagene, som man overhovedet kan, med de betingelser, der nu er. Nu her har de seneste tiders begivenheder ikke ligefrem hjulpet på min træthed (jeg havde flere uger, hvor jeg ikke sov ordentligt oveni), og jeg er totalt udmattet. Det bliver jeg engang imellem, og må bare ligge indtil det går over. Tro mig, jeg kan intet andet end bare blive her! Hvis man kender mig, så ved man også, at kunne jeg, så gjorde jeg.

Dertil kommer, at jeg til dagligt iøvrigt bare hurtigere bliver træt end alle andre gør, og har mindre energi på kontoen eller færre skeer, om du vil (Læs den endelig, for den forklarer det perfekt). Og så kan jeg selvfølgelig som alle andre få influenza etc. ganske som alle andre også kan det. Der er bare lige den hage ved det, at når jeg gør, så bliver det altid værre end for alle andre.

At jeg er kronisk syg og ikke kan, hvad jeg drømte om, er noget jeg ikke tænker så meget over mere. Nogengange gør jeg da, men som hovedregel – nej! Og jeg synes ikke, jeg lader det deffinere mig overhovedet! Men jeg tænker over, det når folk igen prøver at give mig gode råd, og ikke mindst, hvis de skal være nedladende overfor, at jeg er træt! De skulle prøve min træthed bare en uge, så tror jeg piben fik en hel anden lyd og de ville være klar over, at jeg gør meget, meget mere, end man med rette kan forvente af mig ofte. Jeg ønsker ikke for nogen, at de bliver syge, men engang imellem er der nogen, der kunne trænge til at mærke på egen krop, hvordan det er.

Til alle dem, med de gode råd! Tro mig, jeg har prøvet stort set alt, når jeg er syg og op gennem årene, og jeg har også lært, hvad der potentielt kan hjælpe mig en smule og hvad der ikke kan. Det er i bedste mening råd bliver givet (vælger jeg da at tro), men mit helbred er altså væsentlig anderledes skruet sammen end meningmands, og derfor er kuren ofte nødt til at være det også. F.eks. kan jeg også give min læge masser af grå hår i hovedet, fordi hans kur enten ikke hjælper eller jeg ikke kan tåle, det han skriver ud til mig.

Der er SÅ mange ting, jeg gerne vil. Listen er kilometerlang. Noget får jeg gjort og andre ting hober sig op (blandt andet middagsaftaler og sammenkomster med venner). Jeg er helt alene, og har ingen der kan hjælpe mig med ting, der skal gøres her f.eks. Som alle andre skal jeg have mad, rydde op og gøre rent (jeg vil ikke fortælle, hvordan her ser ud lige nu, og så med håndværkere oveni), og til det skal lægges, at jeg bruger rigtig mange kræfter på stalden og banen, når jeg er der. Som oftest falder jeg i søvn, når jeg kommer hjem og så sker der ikke mere den dag, udover aftensmad som oftest.

Dagen i dag, skulle egentlig bruges til at gøre rent og rydde op her, men jeg er igen bare dødhamrende kvæstet, så hvor meget, det ender med, ved jeg igen ikke. Jeg prøver, at se det sådan, at alt jeg får lavet, er en bonus. Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan, for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan.

Jeg skriver ikke dette for medlidenhed, for den ønsker jeg ikke, men jeg vil som minimum gerne have respekt for, at jeg gør mit bedste, og meget ofte endda mere! Vær sød og læse indlægget om skeerne, for så forstår du måske bare lidt mere (der er link til historien om skeerne på engelsk i indlægget). Og så iøvrigt tak for, at du læste med så langt, som hertil.

P.S.: Blandt meget, jeg elsker, er min blog her og også at lære nyt. Selvom jeg har blogget i mange år nu, så har jeg aldrig udforsket muligheden for farveskift i teksten før i dag. Så blev jeg også klogere, noget jeg ofte heller ikke har overskud til.

Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife: