Motorsavsmasakre og Kirkegårdsgåtur

I dag var planen at sove længe, hvilket jeg også gjorde. Men vejret var godt, og jeg skulle i byen efter noget, jeg havde glemt i går, så jeg ville gå en tur. Jeg skal jo have skruet op for det motion, så meget som muligt. Efter at have hentet det jeg skulle gik jeg en tur på Ordrup Kirkegård, som desværre som mange andre kirkegårde, er ved at blive ødelagt af det faktum at mange gamle gravsteder bliver sløjftet og store dele af kirkegården ikke bliver holdt og flere grave er groet helt til. Det er skammeligt. Specifikt, ledte jeg efter en venindes far, men jeg tror ikke gravstedet er der mere, for jeg ledte grundigt. Kirkegården er et dejligt sted at fotografere blomster, planter etc. Men i dag blev det også tydeligt, hvis ikke man iøvrigt har bemærket det. Efteråret er på vej.

Inden jeg gik kunne jeg “glæde mig” over lyden af en motorsav, og jeg spang ud på altanen for at se, hvad der var i gære. Det var fældning af 2 træer ud mod banen hos naboen. Hvad jeg ikke vidste var, at det blev min tur herinde senere. Det træ, der længe har blokeret min udsigt over tagene, blev fældet i dag. Jeg hader, når folk fælder træer, men jeg kan godt forstå, at stuelejligheden gerne vil have mere lys ind, for der er meget mørkt. Det medgiver jeg. Men på minussiden kan der nu fra stationen kigges lige ind alle steder. Så meget mere pres på mig for at få mine persienner eller hvad det nu bliver.

Ellers har jeg fået ordnet en masse planter i dag og forsøgt mig med at hænge noget op i loftet, hvilket ikke lod sige gøre. Tror det er ren mursten hvis ikke det er en stålbjælke. Og nu husker jeg godt, at det vist ikke lader sig gøre, så jeg skrotter bare det projekt igen. Men har dog fået lavet en del i dag. Nu skal jeg sove, for det er galopbanen i morgen.

Tur med forhindringer

Det var en spændende dag i dag. Jeg skulle besøge en gammel veninde, jeg ikke har set i årtier. Vi var rigtig meget sammen, da vi var helt unge, og havde det altid rigtig hyggeligt. Vi havde aftalt, at vi skulle spise frokost og drikke et glas vin.

Jeg havde en flaske i køleskabet, jeg ville have taget med, men hvad var det første, der skete – den glemte jeg. Men eftersom jeg skulle af på Hellerup og skifte tog, kunne jeg smutte i Netto og hente en anden, og det gjorde jeg og jeg fandt toget til Hillerød, jeg skulle med. Midt i turen fandt jeg ud af, at toget stoppede i Lyngby, og så skulle vi med bussen til Holte grundet en personpåkørsel. Ikke fedt. Nå, men af i Lyngby, hvor der så måtte ventes ½ tme på bussen.

Kender i typen, der bare leder efter det negative, ligemeget, hvad man siger og hvad der sker. Sådan en dame stod der ved bussen. Hun var rasende over at der ikke var ekstra busser, og at det hele ikke gik hurtigere, og når den her bus så endelig kom, så var der garanteret ikke plads til os o.s.v. Jeg var tæt på, at bede hende holde kaje, for hun var en pest. Og selvfølgelig gik det fint og også hun kom med bussen. Men det har hun garanteret også kunnet finde noget negativt i – nej jeg spurgte ikke, jeg holdt mig langt fra hende. Til gengæld mødte jeg en meget sød norsk dame, og vi sludrede rigtig hyggeligt.

Vi nåede Holte og jeg kunne tage toget til Allerød derfra. Påkørsel var på Sorgenfri. Min veninde bor ganske tæt på stationen, så når jeg var der var resten let. Vi bestilte en pizza og drak noget vin og skvadrede og udvekslede liv hele dagen og vi kom også ud og gå en tur med hendes lille hund. Og vejret var rigtig fint, så vi endte også med at kunne side på altanen. En dejlig, dejlig dag i det bedste selskab. Det gør vi snart igen, for det var rigtig hyggeligt. Og hjemturen gik helt som den skulle, uden forhindringer.

Kay Fisker’s landsted i Snekkersten

I går var jeg på tur, og jeg havde inden spurgt min veninde, om hun ville med. Det ville hun gerne, og det var længe siden, jeg havde set hende, så det passede fint. Vi mødtes på Klampenborg St. og så tog vi toget til Snekkersten. Derefter skulle vi så gå en god bid, men på det tidspunkt var vejret meget fint, så intet problem i det.

Målet for vores tur var Kay Fisker’s landsted. Jeg havde glædet mig til at se huset, og det skuffede nu heller ikke, sådan rent visuelt. Det er et meget smukt hus fra 1917 med fantastisk mange fine detaljer, både ude og inde, og meget nænsomt restaureret og bragt tilbage til originalen næsten alle steder. Dog vil jeg sige, at det er et meget upraktisk hus, skulle man bo i det. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men det er grundet indretningen meget svært møblerbart, og de små vinduer gør, at mange nok vil finde det for mørkt.

Det ligger på en bakketop og har før haft en beliggenhed, der kan sammenlignes lidt med Eremitageslottets. Selvfølgelig ikke med så stor en “grund” omkring, men meget, meget større end nu, hvor grunden er reduceret til næsten mindre end mange store villaers. Det er rigtig synd, og det er en grim udstykning af grunden. Dette fik vi forklaret, blev på begyndt af nød og det gør måske også, at en mere hensigtsmæssig plan, ikke har været praktisk mulig. Derudover er det et dejligt område, hvor der fra huset er udsigt til vandet og meget stille og fredeligt. Vi var enige om, at der kunne vi godt bo. Efter rundvisningen var der en dejlig kaffevogn, hvor vi fik en dejlig kop latte og capuccino, så gik vi mod stationen.

Vi var inde og kigge på et hus, der var til salg på nettet og det var billigere, end man lige skulle tro. Så står du i den heldige situation, at du skal købe, er det bestemt et område, der er værd at kigge på. Vi nåede at se huset og retur til stationen uden at blive våde, men så snart vi nåede stationen stod det ned, og som det vides gjorde det, for meget af resten af dagen.

Dagen i dag er i formiddags blevet tilbragt i stalden, hvor jeg nåede en hel masse. Også hygge med Kicker, selvom han nu ikke var sit mest charmerende selv i dag. En hest kom “til frisøren”, to blev børstet, kom på walker, ind fra walker, på fold, og et par ture på banen blev det også til, sammen med træneren. Ganske som det skulle være. Vel her har jeg også fået lavet lidt. Vandet blomster, vasket op og tørret støv af, ligesom jeg har gang i et planteprojekt, som fortsætter i morgen. Lige så meget, jeg elsker at være i stalden, lige så meget elsker jeg, at være her og nusse rundt. Så det glæder jeg mig til at gøre de næste dage.

Iøvrigt var det også dagen, hvor jeg fandt ud af, hvad der er blevet af min gave fra min bror og svigerinde. Den ligger i Tolden og nu fandt jeg ud af hvorfor. Det kræver kun en email at frigive den, så det var rart. Min stakkels bror har været ved at gå ud af sit gode skind, fordi jeg ikke har fået den. Nu vil jeg se Barnaby og hygge mig med det. Jeg håber, I har haft en god dag.

Sommerminder og weekend

Der er flere sommerminder, jeg ikke har nået at poste, for som vanligt, hænger jeg efter. Det kniber at følge med, på alle fronter og energien er lig nul. Og når det er sådan, så får jeg ikke engang ordnet fotos. Og har jeg ikke ordnet, er der selvsagt heller ikke noget at poste.

Nu blev det til en lille sjat blomster som er taget, da jeg passede hus for min veninde. Der var så mange dejlige blomster, og jeg har altid godt kunnet lide stokroser, og dem var der mængder af. Dejligt med nogle blomster. Ville gerne se flere herude, jeg synes folk er for dårlige til at plante nogle farver, og gøre noget ud af deres have her.

Nå, men bortset fra det, så er der ikke sket det vilde. Jeg har været i stalden og når jeg er kommet hjem, er jeg gået ud som et lys, har spist og er gået i seng igen. Det er grænser for, hvor spændende det er.

Dagen i dag har været lige sådan. I morgen skal jeg på banen, så jeg prøver at samle kræfter til det. Søndag var det planen, at jeg ville op og Kay Fisker’s landsted, men nu får vi se, om energien rækker.

Ugen har budt på fødselsdagsfejringer, og det har været superhyggeligt, men det har intet gjort for mit energiniveau, som allerede der var en udfordring. Jeg går og venter på en fødselsdagsgave fra min bror og svigerinde. Den sidder fast i tolden kan de se, men jeg har intet hørt. Jeg må se, om jeg kan finde et sted, jeg kan prøve at ringe til.

Jeg håber, I har en dejlig weekend. Jeg giver nok et pip, men vi får se, hvordan og hvorledes.

Den sidste uge

Det har været en mere end travl uge. Indtil i går aftes, har jeg passet hus, hunde og katte for en veninde, mens hun var på ferie. Det har været hyggeligt, og jeg har nydt hundene og en luftforandring, for hun bor i et dejligt område. Det er utroligt, så mange mennesker, man møde, når man går med hund. Jeg har talt med rigtig mange søde mennesker.

Vejret er det vist ikke værd at tale om, for det ved I jo også, hvordan har været. En katastrofe. I dag er faktisk første dag, det slet ikke har regnet. Det i sig selv, siger vist alt.

Ovenpå weekenden havde jeg mindre end ingen energi i morges, da min telefon vækkede mig. Men jeg slæbte mig ned i stalden, hvor jeg fik nusset lidt om alle yndlinge og lidt til og også weekendens Derbyvindere fik jeg æren af at hilse på i dag. Det klager jeg ikke over.

Da jeg kom hjem, gik jeg i karbad og gav den hele armen med ansigtsmaske etc. Og så har jeg ligget her og ordnet fotos og set TV. Og det har jeg så tænkt mig dagen i morgen også skal gå med. Der er nok at tage fat på efter sådan en weekend. Det er også okay, jeg skal bare bruge mere energi og flere timer i døgnet, men det må komme som det kan, omend jeg gerne ville være meget hurtigere.

Verdens sødeste, og letteste hund, Emma

Fotoekspedition – Bella Sky

Bella Sky, og det er afkørslen før Lufthaven, så var der ikke meget at betænke sig på. Så som sagt så gjort og oven i fik jeg så Crowne Plaza Copenhagen Towers.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om nogen af dem, men det er interessante fotoemner og som sådan, er jeg ihvertfald okay med dem. De fleste, der kender mig ved, at jeg ikke er ret glad for moderne byggeri. Me n det var fint, at køre forbi og altid sjovt at fotografere noget nyt. Rækkehusene, er fotograferet, fordi de også er helt nye og ligger klods op ad Bella Sky. Faktisk står jeg stort set med ryggen til den foreste række, på det foto med vandet og Bella Sky.

Bagefter kørte jeg i lufthaven og bedrev ventetiden med en kop iskaffe i Starbucks. Den var god, og så kom de kære mennesker hjem og vi kørte hjemover. Og det var meget af vejen i sneglefart, for det var myldretid og fredag. Men hjem kom jeg og de også til sidst. I morgen er det græsgalopdag og klokken sniger sig derud af, så jeg må hellere snart sove, for det er jo tidligt. Hvis alt går som forventet, skulle der så gerne blive nogle gode fotos ud af det. Overskyet i den forbindelse er super.

Hunde- og kattepasningsdage

Emma verdens sødeste og mest velopdragne hund. Der skulle også have været et foto af Rose, den anden søde hund, men jeg kunne ikke både holde hende og fotografere

Geels Skov – der er dejligt

Tæt på min venindes hus ligger dette dejlige grønne område med en lille sø i midten – oplagt til de mindre hundeture og forbi var vi stort set hver dag, lange eller korte ture

Dronningebusk

Denne Clematis var bare fantastisk som det ses

Gule valmuer som bien også syntes om

Klartrehortensia

Dronningebusk close-up

Det har været et par “travle” uger. Ikke sådan at jeg ikke har kunnet nå det jeg skulle, men jeg har været mange steder og ikke hjemme i den sidste del. Det føles vel altid lige lidt stressende, at være hjemmefra. Jeg fortalte allerede her, om at jeg var hos hestene nogle dage. Det var superhyggeligt og også første gang, jeg så årets føl. Der er ikke noget bedre end sådan nogle tutter. De var meget forskellige, den ene kravlede nærmest ned i lommen på en, hvorimod den anden og yngste, var mere reserveret.

Her i ugen har jeg passet hus, bil, hunde og katte for en anden veninde. Kattene passer jo nærmest sig selv, og gør lejlighedsvise besøg som katte nu gør. Men en af dem beærede mig dog med sit selskab i sofaen. Hundene var supersøde og nemme og en sand fornøjelse. Især er Emma nok den mest velopdragne hund, jeg nogensinde har oplevet. Hun går løs, og man kan styre hende næsten uden at gøre det. Hun stopper selv, når hun skal og er bare så fantastisk og så kunne hun vise mig vej på veje, jeg ikke kendte.

Den dag vi var i Geels Skov lykkedes det selvfølgelig klovnen her, at fare vild. Emma havde faktisk vist mig, hvilken vej, jeg skulle, men jeg lyttede ikke – my mistake! Min telefon var selvføglelig løbet tør for strøm, så nu var gode råde dyre. Heldigvis mødte vi Matilde. Hun gik med os og fik os på rette vej og vi fik en hyggelig sludder. Hvis du læser med Matilde – Tusind tak. Det var både hyggeligt og supersødt af dig.

Fredag var det så store hjemdag for min veninde og hendes unger og jeg skulle hente dem i lufthavnen. Eftersom bilen indgik i aftalen, havde jeg jo den at suse rundt i. Og den var jeg godt nok fristet til at beholde – en dejlig Suzuki Vitara, som jeg nød i fulde drag. Egentlig en pæn stor bil, men supernem at køre, men ikke benzinøkonomisk! Automatgearet hjælper så heller ikke i den sammenhæng.

I går var løbsdag, hvor jeg for første gang skulle prøve at trække Kicker til løb. Det var en testrun for at se, hvor meget min stakkels krop kunne klare og om, det ville være noget, jeg kunne fremover evt. Det var fra starten klart at Kicker aldrig ville være et problem, hvorfor han også er den eneste jeg overhovedet ville forsøge med. Han kunne ikke være sødere og ganske som når vi ellers går tur, kunne jeg styre tempoet. Jeg havde dog følgeskab, og de synes ikke, at vi gik stærkt nok. Så kom vi ned på banen, og skulle gå i paddock og igen – Kicker er en engel.

Igen blev min nemesis andre mennesker i paddocken. Hesten der gik bag mig var lige ca. ½ så stor som Kicker og var tillige ikke til sinds at tage det så roligt som vi kunne og gjorde, selvom jeg gik så hurtigt, jeg kunne. Så da der var et par omgange tilbage overtog min veninde Susie for mig, hvilket var planen. Det var ikke, at jeg ikke kunne gå, for det kunne jeg, men jeg kunne ikke gå hurtigere. Det underlige er, at jeg stivner i mine hofter, og så kan jeg simplethen ikke gå hurtigere. Og det er ikke til at vide, hvornår det sker, og det er faktisk meget ubehageligt. Jeg forstår det ikke helt for faktisk er jeg jo hybermobil, så burde kunne “strække ud”, men sådan er det ikke i praksis.

Da hestene gik bagom, gik jeg så med, og der går de endnu hurtigere, når de har fået jockeyen på. Her gik Kicker endda sidst, men det var ingen hjælp for mig, der sakkede håbløst bagud til trods for mine bedste anstrengelser. Så der blev det ihvertfald klart, at det med at trække hest, bare ikke er for mig. Så skal jeg ihvertfald i endnu bedre for, end tilfældet er. Det prøver jeg også på, så vi må se. Men i forhold til, hvor ondt jeg har i dag i hofter og ben og ryg, så er jeg det åbenbart ikke endnu. Men jeg trak ham hjem, så Susie kunne hjælpe en anden af pigerne, som trak for første gang, og hvis hest fik en 2. plads.

Jeg prøver ikke at føle mig for ked af det, men selv den anden pige, der trak og som er ½ min alder og i god form, kunne mærke det (også hendes første gang). Så jeg behøver ikke føle mig helt så håbløs og i det mindste prøver jeg. Susie synes, jeg gjorde det godt. Kicker? Han endte desværre helt udenfor præmierækken, hvilket er usædvanligt for ham.

27. maj 2017 – Indian Vegetarian (Home Cooked) Regional Food Festival

Det var på Facebook, jeg så om dette arrangement i Nørrebrohallen. Jeg meldte mig som interesseret, og så kunne jeg jo hoppe på, eller lade være. Det gør jeg til flere ting. Ofte har jeg ikke kræfterne til at tage afsted, men sådan er det. I dette tilfælde lykkedes det mig, at komme afsted. Ikke at det lige lå i kortene, for jeg var også i stalden og så var kræfterne ligesom brugt, så da jeg var færdig der, så da jeg endelig kom hjem, kunne jeg dårligt stå på benene. Men jeg tog et bad, og kom afsted. Og da jeg først kom afsted, gik det fint nok.

I den periode var der tog-omlægninger, og det betød at den sædvanlige C-linie var udskiftet med en F, der netop kører til Nørrebro St. smart! Jeg stod af toget og skulle så bare gå ganske kort, og så var jeg der. Jeg købte to billetter til noget mad, og en til noget vand. Og så var jeg klar til at gå på opdagelse. Da jeg ankom var klokken 14, og arrangementet var til kl. 17, og der var allerede boder, der var ved at løbe tør for nogle slags mad. Så jeg blev letter panikket og tænkte, jeg hellere måtte skynde mig at få noget. Og det gjorde jeg så. Det kan ses ovenfor, hvad. Det smagte skønt, og min eneste anke over dette var, at jeg ikke kunne spise mere, end jeg gjorde. Det var meget lækkert. Og som det ses, var jeg ikke den eneste, der var mødt op, og da jeg gik var der endnu flere, og flere strømmede til. Det var god timining at komme, da jeg gjorde.

Jeg var der ikke så voldsomt længe igen, men jeg fik da siddet på en af betonklodserne (anti-terrordimser) og spist min mad i en sol, der på det tidspunkt bankede ned fra en fuldstændig skyfri himmel. Det var næsten for varmt – det må man så ikke sige, men det er altså sandt.

Jeg havde fået fyldt op på oplevelseskontoen og i mavsen og ikke mindst også kameraet, og så kan jeg dårligt forlange mere. Mæt og glad tog jeg toget retur hjem igen. En god oplevelse og jeg håber, de laver det igen, så jeg kan smage mere spændende mad. Arrangementet var stillet på benene af HSS Denmark:

Hindu Swayamsevak Sangh (HSS) Denmark, er en frivilig, non-profit, social and kulturel organization. SANGH, som organisationen populært kaldes, har som mål at organisere det hinduistiske samfund for at bevare, praktisere og promovere hinduistiske idealer og værdier.

Hyldest til en fætter

Som alle vist efterhånden ved, så fandt jeg jo min biologiske familie. Nogen siger, jeg ikke siger så meget om det mere. Er det forkert? Jeg kan jo ikke blive ved med at svælge i, hvor meget jeg elsker min nye familie, og selvfølgelig ikke mindst min bror. Det ville I sgu nok blive trætte af. Men bare rolig, jeg er mindst lige så glad for min nye familie og min bror som jeg hele tiden har været, hvis ikke mere.

Som i andre familier er alt ikke kun fryd og gammen og det er ikke noget glansbillede, man træder ind i. Det er det heller ikke her. Der er flere “issues”, men det er jo virkeligheden og hører med. I den her virkelighed, havde jeg også en fætter og en kusine i USA. En fætter, som var lige gammel med mig – født 8. maj og en kusine. Da jeg fik kontakt til min bror og familien som sådan skrev jeg også til dem selvfølgelig.

Min kusine har jeg haft kontakt til siden i større eller mindre grad, hvorimod min fætter aldrig svarede eller godkendte mit venskab på Facebook. Hvorfor ved jeg ikke, men nu er det så ihvertfald for sent. Desværre var han allerede der, ret syg, og det skulle blive værre. Den 15. maj døde han, efter at have ligget i koma en uge, og i går blev han stedt til hvile.

Min bror har taget den tunge tur til Ohio, hvor den del af familien bor (og hvor også vores fælles far boede til sin død i 1989). Det må være tungt for min kusine, som således mister sin bror og eneste søskende. Jeg er ked af det for hende og min brors skyld, og for min egen del ked af, at jeg aldrig nåede at lære min eneste biologiske fætter at kende. R.I.P.

Fotos er fra Ordrup Kirkegård, taget 17/5

Forårsfarver og Ermelunden

Det er nu 10 dage siden, jeg fik den ide, at jeg skulle ud og have nogle kilometer i fødderne. Det skal jeg helst så ofte som muligt, så jeg tog mig sammen og begav mig afsted. Selvfølgelig kunne jeg ikke holde mig fra stalden og gik der forbi. Så fulgtes jeg med en af pigerne, som alligevel skulle ud og gå med sine hunde, og vi gik over mod i Ermelunden og jeg ville så fortsætte den vej op alene og op til søen jeg tidligere har fotograferet i Efterårsdragten.

Det var i princippet også en god nok plan, bortset fra, at jeg for vild! Hvordan det lykkedes mig ved jeg ikke. Men det resulterede ihvertfald i, at jeg kom til at gå en mega-omvej. Den rute jeg troede jeg var direkte til søen viste sig at være længere væk så jeg endte på Ermelundsvej. Ikke at der er noget galt med den, men når det nu ikke var meningen, så ….Anyway, jeg kunne jo bare have været vendt om, og været gået retur (der var ikke mulighed for at dreje af). Det ville jeg så ikke, for nu havde jeg besluttet at jeg ville op til den sø, og så skulle jeg også. Sådan kan jeg være så stædig når det tager mig.

Efter at have konstateret, hvor jeg var endt, var det direkte op til Klampenborgvej, så jeg dog vidste nøjagtigt, hvor jeg var, for så er der en sti der fører lige ind til søen. Som sagt så gjort, og jeg fik min sø og mine fotos. Dog ikke så mange og helt fra de vinkler, der var meningen, men den ligger der jo forhåbentlig også en anden dag. Til gengæld fik jeg set både galopbanen, Ermelunden og Ermelundsvej og Ordrup kirkegård og fik gået 14.628 skridt eller 10,86 km. Det var godt nok også i overkanten, og der var en der kravlede det sidste stykke næsten. Men en dejlig tur på trods, hvor jeg som det ses fik fanget forårets farver.