17. og 18. Oktober – Odense tur/retur

Det er ikke så længe siden, jeg havde besøg af min veninde. Hun var her også fra den ene dag til den anden og det var som havde vi aldrig bestilt andet. Vi er nemlig meget nye venner, men det føles bare slet ikke sådan, når vi er sammen. Det føles som om, vi har været venner altid. Den der indforståethed, som man som regel kun har med gamle venner, den har vi helt naturligt. Det er lidt vildt. Vi synes også om rigtig mange af de samme ting, og har de samme kæpheste. Dem der læser med her, ved at en af mine er ødelæggelse af gamle huse og den deler vi. Noget andet, som vi fandt ud af, vi deler er en passion for Donny Osmond. Ganske som jeg, har hun haft sit værelse tapeseret med ham, så man ikke kunne se væggene. Hold op hvor sjovt. Og sådan finder vi hele tiden ting, vi deler. Det er lykken. Indlægget her handler om min tur til Odense.

Hovebanegården, hvor jeg skulle have toget til Fyn. Lyntog, der fortsatte til Jylland

Jeg var i meget god tid (det kan jeg bedst lide), og ledte efter informationen, så jeg kunne finde ud af hvilken perron mit tog afgik fra. På vejen stødte jeg på Starbucks, og måtte bestemt, have en kop kaffe. Dels fordi jeg ingen havde fået og dels fordi de bare smager vildt godt. Jeg fik en Pumpkin Spice Latte (vegansk) og den smagte supergodt. Man skal vel forkæles lidt, når man skal på miniferie

Dette var udsigten, så snart, jeg kom op fra banelegemet udover Odense. Et ret fint førstehåndsindtryk

Denne statue, er så det første der møder en, når man kommer ud fra Banegårdscentret. En kæmpe statue, og den skulle vise sig, at være en af flere. Denne hedder Treenigheden – Skyggen, Rejsekammeraten og Improvisatoren. Normalt er jeg ikke særlig vild med moderne kunst i det hele taget, men den her kunne jeg sådan set godt forlige mig med

Odense Slot 1723. Alt for smukt til bare huse kommunen, men sådan er der så meget. Det var ihvertfald en smuk fotomulighed, som jeg greb

Odense Teater, Danmarks næstældste – en utroligt smuk bygning, lige efter mit hoved

Sct. Hans Kirke, er stort set sikker på. Jeg har jo ikke været i byen før, og vi så mere end en kirke. Odense har flere i Gotisk stil, men efter udelukkelsesmetoden, er jeg næsten sikker. Vi kom ikke ind og så nogen af dem, dels fordi en var lukket og der var så meget, vi gerne ville. Men næste gang

En af de første gader, vi var oppe ad. Odense, er fyldt med hyggelige gader og ikke mindst passager og hyggelige steder. Skøn by, og skulle jeg flytte, et godt bud fra, hvad jeg nåede at se. Rigtig hyggelig og bedre til at passe på deres gamle bygninger end København, som rask væk river ned istedet for at bevare. De kunne lære meget af Odense på mange måder. Dog er jeg nervøs for udsigten til den der letbane, som jeg ikke kan se noget behov for

Springvandet på Ove Sprogøes Plads. Jeg har ikke kunnet finde noget om det, og om der er nogen symbolik i det. Men de tre dutter kunne udemærket være symbol på Olsen Banden

En af utalllige hyggelige passager. De sorte vimpler, er grundet temaet i byen i de dage (Efterårsferien), nemlig Magiske Dage (før Harry Potter dage, men det må de ikke hedde, men det er det, det handler om)

Endnu en eventyrskulptur – Kejserens Nye Klæder. Min veninde og jeg var enige om, at det måske kammer rigeligt over i forhold til H.C. Andersen. Bevares han er værd at fejre, men det har altså taget overhånd. Jeg er sikker på, der er andre ting, der er værd at nævne i forhold til Odense og ikke mindst personer

Læs mere nedenfor:

Læs resten

En amerikaner vender hjem

Som mange af jer ved, er jeg nu vendt hjem fra USA. Det gjorde jeg i lørdags klokken 20.30, hvor jeg landede her på adressen. At sige, det er en udmattende tur, forstår næsten ikke. Jeg tog af sted fra Arizona klokken 20.40 lokal tid var min flyvetid. Så skal der lægges tiden til fra før vi nåede lufthavnen, som var et godt stykke tid før, fordi vi også skulle forbi en aftale min bror havde. Så det lagde ekstra tid til min rejsetid.

. Alt gik efter planen lige bortset fra, at jeg ikke havde nærlæst nok på British Airways side, til trods for, at jeg synes, jeg gennemgik den med lup for ikke at gøre noget forkert. Og så gjorde jeg alligevel. Man må på langdistanceflyvninger gerne have 3 tasker med i flyet. Det havde jeg så, og havde ingen problemer på vej over. Da jeg sad i loungen inden afgang fra Heathrow, hørte jeg godt, hun talte om, at man skulle komme op, hvis man havde for mange tasker. Men jeg havde jo tjekket, målt og vejet så jeg følte mig slet ikke truffet. Mistake! Jeg måtte kun have 2 tasker med om bord. Så vi måtte tjekke en ind. Det irriterer mig bare, at pigen i skranken hos British Airways i Arizona ikke fortalte mig det. Så kunne jeg jo bare have tjekket den ind. Anyway, intet problem, den blev tjekket ind og jeg kom om bord. Så nu ved du det, fra Heathrow til København kun 2 tasker.

Jeg er ret død i sværen og slås med jetlag. Jeg har ikke kunnet falde i søvn, og når jeg så endelig er faldet i søvn, har jeg været vågen tidligt. I dag var jeg så vågen fra 4-7 ca. og så faldt jeg i søvn igen og sov til 16.30!! Så var den dag da brugt. Jeg har kun fået vasket den sidste vask og fået et bad og noget at spise, både til morgen og aften.

Noget jeg også har fået gjort er at fotografere en ny Troldekugle, så I kunne se den. Stars & Stripes som er købt i en af mange Troldekuglegrupper, jeg er med i. Men har du lyst til at få den, kan du stadig få den. Jeg havde bestilt en mere i grupperne, der skulle reflektere min tur og det var “Old West“, men den er ikke nået frem endnu, så indtil den gør, så ser armbåndet så nu sådan her ud.

Jeg skal nok tilkøbe lidt, for at få min amerikanerarmbånd, men nu står den på “spareprogram” for jeg har brugt lige nøjatigt alle min penge. Så de slog til og gik til, men det er også fint, for det var meningen, at jeg skulle have verdens bedste tur, og det har jeg haft. Helt, helt utrolig dejlig tur, som jeg aldrig, aldrig glemmer og som jeg er dybt taknemmelig for. Der er masser at fortælle, men jeg kan ikke helt lige greje, hvordan jeg skal gribe det an, men det kommer nok. Lige nu er jeg for træt. Så jeg håber, I har lidt tålmodighed (som ofte).

Sidst men ikke mindst, vil jeg gerne takke for alle de søde hilsener og kærlige tanker, jeg har modtaget i forbindelse med turen. Ganske, ganske fantastisk så søde folk har været med hilsener og støtte. Tusind, tusind tak. Det betyder helt utroligt meget, at alle har været så søde. Når det er sagt, bemærker man selvfølgelig også hvem der aldrig skriver noget eller støtter op, men sådan er det. Det kan man ikke bruge krudt på. Jeg vælger at fokusere på dem, der er der og der er heldigvis SÅ mange, at det er ganske overvældende. Tusind, tusind tak.

Jeg vender retur, så hurtigt som overhovedet muligt! Nedenfor min bror og jeg ved Grand Canyon, som var en fantastisk oplevelse og at opleve det med min bror, var bare fantastisk. Har jeg sagt, jeg elsker ham?

Arizona – The Final Countdown!

Disse to fotos er taget 30. december på vej ud til Botanical Gardens

Jeg har været til Galop 2 gange, mens jeg har været er. Her er lidt fotos fra 2. gang på Turf Paradise

Der var en ting, der var hel sikker, vi skulle nå, mens jeg var her, og det var Grand Canyon, og det gjorde vi, men det blev en tur ikke uden forhindringer. Mere om det senere og flotte fotos af det fantastiske sted. Det nederste foto er taget, da vi skulle retur til Hotellet og selvfølgelig klarede det op der.

Resten af fotos er fra lige her omkring, hvor min bror bor og fra min gåture her. Jeg tror godt I kan forstå, hvorfor jeg har svært ved at tage hjem. De orange frugter er clementiner som gror i folks haver her, ligesom grapefrugt, citroner og appelsiner også gør

Det er eftermiddag og jeg sidder i stuen og nyder livet. Min bror og nevø er lige kørt et ærinde, og det er kun hunde og jeg, der er her. Døren står åben og luften er dejlig mild og det er blå himmel og vatpudeskyer. Egentlig lige vejr til endnu en gåtur. Men vi gik tur i går aftes, og mit knæ brokker sig. Jeg skal heller ikke bruge hele energikontoen, for i morgen er det hjemdag. Deraf “Final Countdown”. Tiden er fløjet afsted, og jeg kan ikke sige, at jeg på nogen måde er desperat for at komme hjem. Ikke at jeg ikke bliver glad for det, når jeg først er der, men det bliver ikke let at undvære først og fremmest min familie, men sandelig også det gode vejr og i det hele taget Phoenix som bare er skøn. Så jeg er faldet pladask for begge dele. Men det er skønt at have sådan et sted at komme retur til. Og retur det skal jeg helt sikkert. Vi taler allerede om, hvad der skal ske næste gang.

Jeg ved ikke, hvor hurtigt jeg får skrevet indlæg om det forskellige, men nu synes jeg, I skulle have en forsmag på, hvad der venter og så er der jo meget mere. I går aftes var vi piger ude og spise. Pigerne er min svigerinde, niecerne og jeg selv. Den ene niece havde lovet, vi skulle på noget der hedder Olive Garden. Det er en kæder af restauranter med italiensk mad. Hvor italiensk den er, kan så diskuteres. Jeg vil kalde det italiensk inspireret. Der er ikke mange uafhængige restauranter her, men utroligt mange kæder i udi alle slags køkkener. Det er måske så en af de ting, jeg er knap så vild med. Når det er sagt, så smagte det dejligt og min svigerinde og jeg fik begge en Strawberry Daquri, som er blevet en ny ting, jeg er helt vild med.

Nu skal jeg så bare overlevet den lange tur hjem, hvilket jeg selvfølgelig gør, og så må vi se, hvor hårdt det tager på mig, at flyve den anden vej. Jeg var ret smadret, da jeg kom herover, men som jeg har oplevet det før, og hvad andre fortæller, er det langt fra så slemt den anden vej. Det håber vi og så ses vi på den anden side.

Musikken er sangen der inspirerede overskriften og jeg elsker den sang, og iøvrigt forsanger Joey Tempest’s stemme. Så det er såmænd derfor.

Smuk & Sexet

I dag var jeg ude og gå en tur. Det var jeg som bekendt også forleden dag. Vejret her i dag hedder som varmest 18 grader, blå himmel og sol. Jeg ville ikke gå så langt som forleden, men jeg gik da i 1½ time, så slet ikke så ringe endda, som de siger derovre. Men i stille og roligt tempo med tid til at suge indtryk til sig. Og hvad har jeg så fotograferet. Tjah, jeg har andre fotos end viste, men nu har jeg så valgt, at fokus skulle være på denne bil i dag. Det er en Dodge Challenger, og der er en del af dem herovre.

Kan en bil være sexet? Ja, det synes jeg godt den kan, og kan den, er denne det altså. Den og så Chevrolet Corvette og Mustangen minder om hinanden, og toppen er denne og Mustangen. Selvom jeg altid har været vild med Mustangen, så må jeg indrømme, at denne er noget helt for sig. Den er bare så rå!

Min bror har lovet mig en, vinder han i Lotto eller hvis han på anden måde kommer til en bunke penge. Det er langt fra et sikkert kort, men jeg værdsætter i stor til, at han tænker på sin søster. Har jeg sagt, jeg er vild med min bror *S*? Vi har også samme smag i biler og mange andre ting. Selvfølgelig er vi ikke enige i alting. Blandt andet er mit trang til ingen kød og og Earth, Wind & Fire to punkter, hvor vi ikke er. Men vi er lige glade for hinanden af den grund.

Med andre ord, jeg har det stadig supergodt her, og det er tæt på, at jeg er megafristet til at blive her. Jeg elsker at være her på alle måder. I weekenden skal vi til Grand Canyon og det bliver da helt vildt også. Og til dem som ikke har set det på facebook, så var jeg ude og køre på Harley Davidson i går. En af min brors venner, har sådan en lækker sag og havde lovet mig en tur, og det fik jeg så. Det var fedt!

En lille update fra Arizona

Så er der mindre tid tilbage, end der er gået. Jeg er bange for, at den tid, der er tilbage vil gå alt, alt for stærkt. Da jeg bookede denne her tur, var jeg bange for, at det ville blive en alt for lang tur. En bekymring, jeg slet ikke havde behøvet at have – tværtimod. Som jeg har nævnt for nogen – var det ikke for mine dejlige venner derhjemme, og selvfølgelig her ikke mindst de firbenede, kunne jeg sagtens blive her.

Det er ingen overdrivelse, at dette fremover bliver mit andet hjem. Min svigerinde var så sød i dag, da hun spurgte om jeg troede, jeg kom igen. Hun lød helt bekymret for, at jeg ikke ville. Jeg måtte jo så skuffe hende med, at hun skulle slås for at blive fri, hvis de gerne vil se mig, og det vil de allesammen heldigvis. Normalt er jeg ikke mundlam eller har svært ved at finde ordene, men i dette tilfælde slår selv mit ordforråd ikke til. Vi har det SÅ fantastisk sammen, og min taknemmelighed og glæde over min nye familie her, kender ingen grænser og ord er vitterligen fattige her.

Derudover er folk her utroligt søde og jeg har endnu ikke kunnet holde ikke at tale med fremmede, for folk er så søde og imødekommende, så jeg har fået flere hyggelige sludre med folk henad vejen. Således også i dag, da jeg var ude og gå en lang tur – over 9.000 skridt og næsten 7 km. Det var så heller ikke meningen, at det skulle have været helt så langt. Men nu havde jeg sat mig et mål, et dejligt område med en menneskeskabt sø, og fine boliger rundtom. Mere om det senere, men begge fotos er fra i dag.

Indgangen til dagens samtale med en meget venlig herre var denne Corvette, der ses herunder. Det var faktisk hans kones, og udover denne havde de en ældre Jaguar (Corvetten er også ældre) og en Harley Davidson motorcykel. Som jeg sagde til ham, han var da en mand efter mit hoved.

I morgen står den på et have/bolig marked og afhængig af vejret må vi se, hvad vi gør, men holder det tørt har vi også galop på programmet. Men alt i alt, så har denne “snowbird” (folk der overvintre i Arizona) det mere end udemærket, nu hvor hun næsten er kommmet sig over sin virusinfektion. Der er lidt hoste tilbage, men med min svigerinde, der er sygeplejerske, der der da råd for det også.

Arizona 18. december

h

Søndag var dagen, hvor jeg skulle mødes med min søter. Dagen før hvor det skulle have været, havde hun det ikke så godt, så vi udsatte. Trods alt er jeg her jo længe endnu, så ingen hastværk. De kom og hentede mig sidst på dagen, og vi kørte ud til O.H.S.O Brewery Arcadia. Der var sådan en lidt huleagtig indretning, som nok skal reflektere, at det er et sted, der baserer sig på øl, og den mad, der er god til den. Jeg fik en veggieburger, som var rigtig god, men som desværre, godt kunne have været varmere. Min søsters mand og datter fik også sådan en og min søster fiske-tacos, som hun dog ikke spiste. Hun har desværre ikke megen appetit for tiden. Det betød, at min svoger fik rigeligt at spise.

Det var første gang overhovedet, at jeg var sammen med min søster og hendes familie, og jeg synes, det gik rigtig godt. Det var meget naturligt og hyggeligt. Sjovt var det, at min søter og jeg er så ens, som tilfældet er. På et tidspunkt, var min svoger lige ved at flippe helt ud, fordi, vi vendte vores Menuer helt synkront. Og iøvrigt er vores mimik, bevægelser etc. helt vildt ens, ligesom vi rent fysisk ligner hinanden. Den største forskel ligenu, er i vægt. Jeg har for mange kilo, og min søster har for lidt. Det ideelle ville være, om jeg kunne give hende, dem jeg har for meget, men sådan virker det jo desværre ikke.

Vi spiste og hyggede os og så kørte vi ned og så på Julelys i byen. De er meget kreative i deres Juleudsmykning. Det er lidt underligt, at skulle fejre Jul i sådan et varmt klima. Men det kunne jeg nu sagtens vænne mig til.

Til sidst var jeg og min søster godt trætte og vi vendte næseen retur. De satte mig af, og jeg gik i seng efter en vellykket aften.

Arizona 16., og 17. december

Det er dag 2. i Arizona, og jeg ligger her på min seng og skriver en hilsen om, hvad der sker her. Som nogen allerede har hørt, så landede jeg jo i går. Men lad mig starte med begyndelsen. Jeg havde sovet dårligt i en lang periode inden, jeg skulle afsted. Det af mange årsager, men resultatet var ihvertfald, at jeg ugen op til, at jeg skulle afsted var mere død end levende. Jeg kunne dårligt slæbe mig afsted, eller tænke en klar tanke. Tågehjerne, når det er værst. Således gruede jeg for, hvordan det mon skulle gå, når jeg skulle afsted på sådan en lang tur, når jeg dårligt kunne holde mig vågen, og at pakke var en monsteropgave.

Det med at pakke lykkedes over forventning, da jeg først kom igang, og kom mig over skrækken for, at jeg skulle have overvægt. Det havde jeg ikke, og jeg fik målt alle tasker, der skulle med i flyet, og de var også under tilladte mål. Således var alt på plads. Jeg fik overdraget nøgler til min lejlighedspasser og således var jeg så klar til at tage afsted. Om jeg var spændt? Ja det var jeg ihvertfald, samtidig var det også stadig så uvirkeligt, at jeg næsten troede, det var en drøm endnu. Men nu var det altså så tæt på, at jeg måtte forholde mig til det. Så afsted til Lufthavnen, og det er jo altså nemt. Toget til Nørreport og så Metroen. Og det hele til tiden. Det var jo rart

Da jeg kom til lufthaven, var der ingen tjek-ind skranke oppe endnu, men det varede ikke længe. Der var monsterkø, og det skyldtes at deres bagagebånd var gået i stykker. Noget af et mareridt. I køen fik jeg en sludder med et sødt par fra Sydsjælland. Det var kun ham, der skulle afsted, dog ikke til Arizona, men Memphis og besøge familie også. Så fik de gang i baggagebåndet, og det kunne mærkes. Alt gik helt som det skulle og så kom vi i sikkerhedskontrollen. Og der var en, der i den grad tog røven på mig. Men han var nu sød. Han spurgte om mit navn ikke var Deborah, og det måtte jeg jo sige ja til , og så mente han, at det var mig, han havde mødt mig i byen forleden. Det kunne jeg jo så roligt fortælle ham, at det var ihvertfald ikke mig. Nu ved jeg jo, at der ikke er ret mange mit navn, og hvor kendte hanså mit fra? Joh ser I, for ikke ret længe siden købte jeg en halskæde med mit navn på – need I say more? Han morede sig, og helt ærligt, det gjorde jeg også. Jeg foreslog så, vi måske skulle prøve det, og det var han frisk på, jeg kunne bare levere mit nummer nede for enden. Det gjorde jeg så ikke, meen sød – det var han! Så læser han med og mente det alvorligt, så kan han jo skrive til mig. Dejligt når folk har humor og jeg ikke blev tjekket i hoved o.s.v. som jeg plejer. Det havde jeg så tilgode til Heathrow, hvor jeg skulle smide skoene. Men der var jo intet. Men også det tog evigheder.

Oveni var flyet forsinket i ca. en halv time,men det mente de, vi ville indhente. Når man skal flyve i 10 timer betyder en halv time nu heller ikke alverden. Men som det gik, så indhentede vi næsten det hele og var kun forsinket ca. et kvarter. Det var en flot flytur, Vi fløj højt over skyerne og solnedgangen over skyerne, var fantastisk.Der var flere lag af skyer, der var senere is og sne og Heathrow, havde fået enten for meget fart på, eller også havde de trukket en lidt for kort landingsbane, for jeg skal love for, der blev bremset. Det var lige før, man var glad for sit sikkerhedsbælte,så man ikke fløj ned i den anden ende. Men vi landede sikkert og fint begge steder. Der var 2 timer imellem flyene, så det skal jo så lægges til rejsetiden. De to timer i Heathrow gik nu hurtigt, og nu var vi jo så også forsinkede og igen gik der jo evigheder med sikkerhedskontrol. Jeg var allerede der spændt på, hvad der mon ventede i USA. Men først skulle der flyves i 10 timer.

Mellemlandingen i Heathrow, var noget, jeg havde været nervøs for, men det gik som en leg. jeg var fra København tjekket ind helt til Key Harbour, Phoenix, Arizona, så jeg skulle intet gøre, og kufferten levede sit eget liv, til jeg nåede dertil. Som den søde pige i skranken sagde, så behøvede jeg slet ikke tænke, og det må man godt lade være med, når man skal holde ferie. Og da jeg nåede frem, var der lilla skilte hele vejen for os, der var i transit og der stod mænd og damer i lilla jakker, som kunne fortælle, hvilken terminal, vi skulle til før vi kunne nå at kigge på tavlen. Se det er service! Så man skulle være ekstremt klodset og ubehjælpelig, hvis det skulle gå galt, og det gjorde det så heller ikke. Som alle nok ved, er Heathrow megastor, så det var bus i 12 minutter til Terminal 3.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg tænkte på, men jeg havde ikke regnet med andet end et måltid mad om bord.Ikke helt realistisk, at vi vkulle klare os på så lidt så længe. Men til mit forsvar skal siges, at jeg jo kun få gange før, har fløjet så langt. Men det viste sig, at der var hele 3 serveringer undervejs, to regulære måltider og så en snackboks.Og alt smagte rigtig godt. det eneste, jeg ikke smagte var kellogs musli bar af en slags. Den fik min sidemand. En sød ung mand, der skulle til Californien, ad snørkelde omveje, så han fik en meget længere tur end jeg. Skal vi ikke bare sige, at jeg ikke var misundelig!! Han var iøvrigt iklædt en festlig Juleskjorte, han havde købt online. Gad vide, om danske mænd også kan finde på det. Min oplevelse er, at folk er bange for at skille sig ud og ikke mindst for farver. Men her var så begge dele.

Nu jeg skulle sidde der og alligvel ikke kunne sove,kunne jeg lige så godt få det bedste ud af det, så jeg så film. Og der var lige to på min to-see-liste. Den ene “Me before you” havde jeg store forventninger til, fordi jeg har læst bogen, der fik mig opløst tårer. Det gjorde filmen så ikke, måske også, fordi jeg nu vidste, hvad der skete. Den kan vi tage mere om en anden gang, for det fortjener den og bogen. Den anden var en Meryl Streep- film,som jeg også gerne ville se Florence Foster Jenkins (2016), som jeg intet vidste om, men havde set klip fra hist og pist. Den fortjener også senere omtale, så det får den så.

Endelig nåede vi USA og Phoenix, efter en fantastisk flot indflyvning. Og så var der sikkerhedestjek. Hold nu magle, det tog tid. Det var ikke så underligt, for man får taget fingeraftryk af begge hænder de fire fingre (undtaget tommelfinger altså) på og så tommeltotten på begge også, ligesom man bliver fotograferet. Så jeg skal love for, at det bliver gjort grundigt.
Min nervøsitet gik nu på, om jeg ville få vrøvl med min medicin, jeg havde med.Jeg havde gjort, alt, som foreskrevet fra Ambassaden, og det var også helt fint, og ingen problemer i det.

Så stod min bror, hans kone og deres ældste datter og ventede på mig. Og hold nu op, det var skønt, at se dem. Det havde jeg nu også regnet med, men det var faktisk bedre den ventet. Det føltes så naturligt og har gjort lige siden. Vi har altid været i familie, sådan føles det og vi klinger bare SÅ godt. Min brors kone, kunne snildt være min veninde, og det er hun ved at blive allerede. Hun er lige så sød og dejlig som han er, og det var også det indtryk, jeg havde. Jeg har indtil nu kun mødt den ældste datter og efternøleren på 10, og de er bare dejlige også. Jeg mangler datteren i midten.

Vi kørte ud for at få noget at drikke og spise i går d.v.s., det var mest de andre, der spiste, for jeg var stopmæt. Jeg fik en dejlig drink og et stort glas limonade og lidt pommes frites. Jeg kan altid spise Pommes Frites,men jeg kunne dårligt i går. Og hold op, hvor var jeg træt. Alligevel kunne jeg jo selvfølgeli gikkesov og vågnede klokken 5 og var vågen til kl. 8!! Og så Havde jeg mega hovedpine. Jeg forsøgte at sove lidt mere, men det blev ikke rigtig, men hovedpinen blev bedre ved hjælp af piller og et bad hjalp også. Min bror mente, jeg ville få det bedre, når jeg fik noget at spise, og det fik han ret i. Og det gode selskab var jo ren lise for alting. En ting er, at man får familie serveret på et sølvfad, men at føle, at man får det, er noget ganske andet, men det kan jeg altså roligt sige, at jeg i den grad føler, at jeg har fået. Helt oprigtigt er jeg vild med min bror og hans dejlige familie, og de virker rigtig glade for mig, så det kan ikke være bedre. Og jeg føler mig superheldig. Og så har jeg endnu ikke mødt min søster.

Da vi havde spiste morgenmad/brunch, kørte vi i shoppingcentret, hvor jeg skulle have en ny omformerdims, fordi den jeg havde ikke duede. Den er rund og stikket til computeren og forlængerledningen, jeg på opfordring fra Rene FrederiksenR Roadtrip USA”> havde medbragt, var for store til at komme i, og så var jeg lige vidt i forhold til computeren og nu var den altså slæbt med, og skulle selvfølgelig bruges. Så vi var i en kæmpe elektronikforretning (a la Elgiganten), og der fandt vi en omformerdims, der duede. Super. One down, one to go, for det var et simkort, som vi også via Renes side også fandt i AT&T og fik god og kompetent hjælp og charme oveni af italienske Vinny! Så var jeg all set. Så skulle vi videre og købe gaver for yngstemand, der skulle til hele 2 fødselsdage i går. Han var allerede til en, mens vi gik der og så skulle han hentes og videre til en mere. På vej retur blev jeg sat af her, og fik endelig kontakt til min søster, der endte med gerne at ville udsætte til i morgen, og det gør vi så.

Min bror og svingerinde, som jo bare supeersøde og omsorgsfulde, kunne godt se, at jeg var træt, så de foreslog at komme med mad til mig, som jeg kunne lune i mikroovnen og så kunne jeg få hvilet ud. God ide, så min bror kom med mad til mig. Jeg spist lidt, men var ærligt talt for træt til at spise meget, så nu vil jeg prøve at sove.

Dog vil jeg lige skrive et par ting, der er meget anderledes her, end derhjemme:

  • Vejret – som er meget mildt og i går ca. 10-12 grader, så ikke så varmt som da jeg ankom
  • Bilerne – Den ene dejlige bil efter den anden. Ikke engang, hvad man ville kalde luksus – de er bare meget meget større og der er modeller her, jeg aldrig har hør om
  • Beplantningen – Er som, hvad jeg ville have i min dagligstue, meget af det ihvertfald. Kaktus og palmer. Og så selvfølgelig gevækster, jeg aldrig har set. Helt klart et andet klima
  • Trafik – de kører nok noget nær lige så råddent som derhjemme. Det tror jeg på, men derudover er der ihvertfald mindst en regel der er anderledes: Man må køre over for rødt, hvis man holder i en højresvingsbane, og der er klar bane. Og så er der intet krav om foreste nummerplade her i Arizona, selvsagt, er der ingen, der har en – jeg har ihvertfald ikke set endnu.
  • Fotos fra oven: Heathrow ved gaten
    Solnedgangen fanget fra flyet, mens vi holdt i kø for at lette
    Solnedgangen over skyerne
    Vi forlader London
    Udsigt fra hotelværelset
    Hotellet udefra
    .do-
    Palmer og fine buske udenfor shoppingcentret

    Newmarket

    Jeg har vist været inde på det før, hvor meget jeg elsker Newmarket. Dem som har læst med her i længere tid, vil vide, at jeg har været der 2 gange. Det kan være svært at forklare, hvad det er, man er så vild med. Men forleden dukkede denne video op, og den illustrere det så godt, ihvertfald det hestemæssige aspekt. Derudover er der selve byen Newmarket, som også bare er hyggelig.

    For mig er det ihvertfald som at komme i himlen, at komme derover. Det perfekte sted, at være både anglofil og hestetosset. Jeg gad vide, om de har et Newmarket i himlen, for så skal jeg der, når jeg går bort. Fotos er fra min tur derover i 2011.

    Varm, varmere og varmest!

    IMG_3468opt2_NorskDerby2015

    Jeg startede med ikke at kunne sove, så jeg vågnede klokken 2 om natten og var vågen til klokken 4!”Great” når man i forvejen ved, at man får en lang dag. Så jeg var noget træt, da jeg så skulle op, men det var der jo ikke at gøre ved, og faktisk mærkede jeg væsentlig mindre til det, end jeg havde frygtet heldigvis. Toget til Nørreport og så Metroen til Lufthavnen – det er så nemt, så nemt. Undervejs havde jeg sludret lidt med min rejsefælle, træner Hanne Bechmann om, hvor vi skulle mødes. Det skulle endte med, vi skulle mødes lige inden securitytjek, men vi var kommet ind hver sin vej, så det endte med toldfri istedet. Og så mødte vi iøvrigt rigtig mange af de andre fra banen i lufthavnen, der også skulle med vores fly. Altid hyggeligt. Fra lufthavnen tog vi en togbus til Lysaker og så en vogn derfra.

    IMG_3489opt2_NorskDerby2015

    Og så ankom vi til banen efter at have nydt køreturen derop. Jeg begynder at forstå folk, der på nettet priser Norge sådan. Hold op, hvor er der smukt. Allerede ved indflyvningen kunne dette ses tydeligt. Jeg skal helt sikkert se noget mere af Norge på et tidspunkt. Nå, men vi smuttede ned til hestene først og kiggede og så gik dagen jo slag i slag, som den slags gør. Vores heste gjorde det fantastisk og fik en 3. og en 5. plads. Det lyder for udenforstående måske ikke som “det vilde”, men det er også noget med, hvor langt man er slået og mange, mange andre faktorer. Vi er godt tilfreds.

    Dagens hovedløb var selvfølgelig Derbyet, og det var sejr til Træner Rune Haugen med hesten Quarterback (GER) og jockey Rafael Schistl for Team MK, som ses på fotos her. Jeg tog ikke nær så mange fotos, som jeg sagtens kunne have gjort, hvis jeg havde koncentreret mig om det kun, men jeg synes dagen gik på at nyde mit første besøg på Øvrevoll. Og det gjorde jeg bestemt, en mængde søde mennesker, en del jeg ser ofte, og så andre, jeg desværre ikke ser så tit og selvfølgelig alle de smukke heste og gode væddeløb.

    Jeg ved godt, jeg skrev, at dagen på Klampenborg var varm. Og det var den. Men dagen i går på Øvrevoll slår det meste, jeg har prøvet. Det var kogende varmt, og der var stort set ikke en vind, der rørte sig. Jeg følte mig allerede mere end klam allerede, da jeg ankom, og fortrød bittert, at jeg ikke havde taget både deodorant, skiftesko og lignende ting med. Men det plejer jo at gå for nogle timer, men det gjorde det ikke der. jeg lånte en deodorant og klarede mig, men det er ikke rart, at føle sig usogineret til trods for, man stort set lige har været i bad. Nå, men det kunne jeg ikke ændre på, og jeg kan kun udlede af det hele, at jeg umuligt kan have været den eneste, der havde det mere end varmt. Alle stønnede og pustede og søgte skyggen så snart de kunne. Det var næsten mest synd for jockeys og heste.

    The Kicker’s løb var dagens sidste og vi tog så afsted, og inden jeg var hjemme var klokken 22.30, så jeg er godt brugt op her i dag. Så nu vil jeg gå ind på min sofa, og blive der. Og som altid kommer der lidt mere herovre på et tidspunkt.

    IMG_3486opt2_NorskDerby2015_2

    London – 29. maj – Sloane Square etc. og verdens dyreste creme!

    Så blev det fredag og dagen, hvor jeg skulle mødes med en gammel, gammel veninde. Vi har kendt hinanden siden 1. klasse og jeg har besøgt hende flere gange i London op gennem årene. I 2. klasse flyttede hun og hele familien til England og har boet der siden. Sidst jeg så hende, var da hun var på et lyn-visit her og hun tilfældigvis var på Galopbanen. Af bar befippelse over at se hende, tog jeg ikke noget foto – det ligner mig ikke ligefrem, men det fortæller, hvor overrasket, jeg blev. I London var jeg heldigvis godt forberedt.

    Det var først til aften efter arbejde, at vi skulle mødes, og dermed havde jeg tid til lidt andet inden jeg skulle afsted og mødes med Jeannette. Så jeg tog til Chapel Market, som er et lokalt marked i Islington, og hvor jeg let kunne gå over. Det var den dag, jeg lavede en opdatering, der var mindre positiv på Facebook for det p…… ned for nu at sige det lige ud, hvilket også fremgår af fotoet derfra. Af samme grund var lysten til at se på noget der meget lille. Det nærmede sig frokost så jeg tænkte, at nu kunne jeg da lige så godt prøve den her Veggie Burger, de skulle have på McDonalds. Det skulle jeg aldrig have gjort, og jeg gør det aldrig mere! Jeg vil ikke engang værdige den mere plads, andet end at sige, hold jer fra den.

    Godt irriteret over at have spildt penge på den, tog jeg hjem og hvilede mig til jeg skulle afsted for at mødes med Jeannette. Vi skulle mødes ved Sloane Square Station. Jeg var i god tid, så jeg kunne gå rundt og kigge lidt, inden hun kom. Det skulle vise sig at blive farligt og mega-dyrt. Jeg kiggede mig som sagt lidt om, og på vej retur bliver jeg tiltalt af den her unge mand, der står i en butiksdør. Man er fra Danmark jo langt fra vant til den slags aggresive forretningsmetoder, så til at starte med, var jeg usikker på, hvad han ville. Det viste sig så, at han var sælger med stort S. For nu at gøre en lang historie kortere, fik han prakket mig det dyreste creme, jeg nogensinde har køb på ærmet og en scrub tillige med. Det skal siges, at han havde prøvet produkterne på mig, og jeg kunne vitterligen se forskellen og mærke den. Men prisen – prisen min kære Watson, var astronomisk.

    Han påstod, at han gav mig rabat, hvilket jeg lige skal tjekke, men han og mit telefoneventyr, skal nok have skylden for det overtræk, jeg havde, da jeg kom hjem. Heldigvis kan finanserne bære det, men det var bestemt ikke hensigten. Nå, men om alt går som han prædikede, så har jeg til et helt år, og så er det trods alt ikke dyrt. Men som for pokker, hvor kunne han sælge sand i Sahara. Da jeg endelig fik vristet mig fri af hans venlige men oversælgende kløer, var jeg adskillige 500 kr. sedler fattigere og noget rundt på gulvet. Nå, men skidt pyt, jeg tog det som en oplevelse, og belært af erfaringen, så skal man altså afvise den slags!! Det råd er hermed givet videre. Jeg kan nu se, at jeg ikke er den eneste, der er faldet i fælden.

    Ovenpå den omgang, trængte jeg ærlig talt for en drink. Der var kun meget fine steder, hvor jeg følte mig i den grad underdressed, men de lukkede mig da ind og jeg fik en Gin & Tonic på Colbert. Mens jeg sad der ringede Jeannette, og hun kom der (det var klods op og ned af stationen). Jeg drak ud og vi gik over på Cote, som Jeannette foreslog (jeg lod det være op til hende, for hun er madkender også, og arbejder i faget). Vi fik de lækre gratinerede madpandekager, der ses ovenfor med et dejligt glas Chablis til. Det var lige til at holde ud, og så i det bedste selskab. Så dejligt. Restauranten er selvsagt stor, men virker utroligt hyggelig alligevel og betejningen var tip-top, så det er ihvertfald et sted, jeg gerne kommer igen.

    Det var skønt, at se Jeannette, og jeg ville gerne have haft mere tid for det var simpelthen så hyggeligt, men sådan er det jo. Hun er også travl med et krævende job og familie. Men jeg er utroligt glad for, den hyggelig aften vi havde. Heldivis kommer hun jævnligt til Danmark, så jeg håber, vi ses næste gang, hun lægger vejen forbi. Og ellers skal jeg nok tage over til hende, men jeg holder mig fra ham med cremerne – for hulan da!!

    (P.S.: Husk musen over fotos for tekst)