Smuk & Sexet

I dag var jeg ude og gå en tur. Det var jeg som bekendt også forleden dag. Vejret her i dag hedder som varmest 18 grader, blå himmel og sol. Jeg ville ikke gå så langt som forleden, men jeg gik da i 1½ time, så slet ikke så ringe endda, som de siger derovre. Men i stille og roligt tempo med tid til at suge indtryk til sig. Og hvad har jeg så fotograferet. Tjah, jeg har andre fotos end viste, men nu har jeg så valgt, at fokus skulle være på denne bil i dag. Det er en Dodge Challenger, og der er en del af dem herovre.

Kan en bil være sexet? Ja, det synes jeg godt den kan, og kan den, er denne det altså. Den og så Chevrolet Corvette og Mustangen minder om hinanden, og toppen er denne og Mustangen. Selvom jeg altid har været vild med Mustangen, så må jeg indrømme, at denne er noget helt for sig. Den er bare så rå!

Min bror har lovet mig en, vinder han i Lotto eller hvis han på anden måde kommer til en bunke penge. Det er langt fra et sikkert kort, men jeg værdsætter i stor til, at han tænker på sin søster. Har jeg sagt, jeg er vild med min bror *S*? Vi har også samme smag i biler og mange andre ting. Selvfølgelig er vi ikke enige i alting. Blandt andet er mit trang til ingen kød og og Earth, Wind & Fire to punkter, hvor vi ikke er. Men vi er lige glade for hinanden af den grund.

Med andre ord, jeg har det stadig supergodt her, og det er tæt på, at jeg er megafristet til at blive her. Jeg elsker at være her på alle måder. I weekenden skal vi til Grand Canyon og det bliver da helt vildt også. Og til dem som ikke har set det på facebook, så var jeg ude og køre på Harley Davidson i går. En af min brors venner, har sådan en lækker sag og havde lovet mig en tur, og det fik jeg så. Det var fedt!

En lille update fra Arizona

Så er der mindre tid tilbage, end der er gået. Jeg er bange for, at den tid, der er tilbage vil gå alt, alt for stærkt. Da jeg bookede denne her tur, var jeg bange for, at det ville blive en alt for lang tur. En bekymring, jeg slet ikke havde behøvet at have – tværtimod. Som jeg har nævnt for nogen – var det ikke for mine dejlige venner derhjemme, og selvfølgelig her ikke mindst de firbenede, kunne jeg sagtens blive her.

Det er ingen overdrivelse, at dette fremover bliver mit andet hjem. Min svigerinde var så sød i dag, da hun spurgte om jeg troede, jeg kom igen. Hun lød helt bekymret for, at jeg ikke ville. Jeg måtte jo så skuffe hende med, at hun skulle slås for at blive fri, hvis de gerne vil se mig, og det vil de allesammen heldigvis. Normalt er jeg ikke mundlam eller har svært ved at finde ordene, men i dette tilfælde slår selv mit ordforråd ikke til. Vi har det SÅ fantastisk sammen, og min taknemmelighed og glæde over min nye familie her, kender ingen grænser og ord er vitterligen fattige her.

Derudover er folk her utroligt søde og jeg har endnu ikke kunnet holde ikke at tale med fremmede, for folk er så søde og imødekommende, så jeg har fået flere hyggelige sludre med folk henad vejen. Således også i dag, da jeg var ude og gå en lang tur – over 9.000 skridt og næsten 7 km. Det var så heller ikke meningen, at det skulle have været helt så langt. Men nu havde jeg sat mig et mål, et dejligt område med en menneskeskabt sø, og fine boliger rundtom. Mere om det senere, men begge fotos er fra i dag.

Indgangen til dagens samtale med en meget venlig herre var denne Corvette, der ses herunder. Det var faktisk hans kones, og udover denne havde de en ældre Jaguar (Corvetten er også ældre) og en Harley Davidson motorcykel. Som jeg sagde til ham, han var da en mand efter mit hoved.

I morgen står den på et have/bolig marked og afhængig af vejret må vi se, hvad vi gør, men holder det tørt har vi også galop på programmet. Men alt i alt, så har denne “snowbird” (folk der overvintre i Arizona) det mere end udemærket, nu hvor hun næsten er kommmet sig over sin virusinfektion. Der er lidt hoste tilbage, men med min svigerinde, der er sygeplejerske, der der da råd for det også.

Arizona 18. december

h

Søndag var dagen, hvor jeg skulle mødes med min søter. Dagen før hvor det skulle have været, havde hun det ikke så godt, så vi udsatte. Trods alt er jeg her jo længe endnu, så ingen hastværk. De kom og hentede mig sidst på dagen, og vi kørte ud til O.H.S.O Brewery Arcadia. Der var sådan en lidt huleagtig indretning, som nok skal reflektere, at det er et sted, der baserer sig på øl, og den mad, der er god til den. Jeg fik en veggieburger, som var rigtig god, men som desværre, godt kunne have været varmere. Min søsters mand og datter fik også sådan en og min søster fiske-tacos, som hun dog ikke spiste. Hun har desværre ikke megen appetit for tiden. Det betød, at min svoger fik rigeligt at spise.

Det var første gang overhovedet, at jeg var sammen med min søster og hendes familie, og jeg synes, det gik rigtig godt. Det var meget naturligt og hyggeligt. Sjovt var det, at min søter og jeg er så ens, som tilfældet er. På et tidspunkt, var min svoger lige ved at flippe helt ud, fordi, vi vendte vores Menuer helt synkront. Og iøvrigt er vores mimik, bevægelser etc. helt vildt ens, ligesom vi rent fysisk ligner hinanden. Den største forskel ligenu, er i vægt. Jeg har for mange kilo, og min søster har for lidt. Det ideelle ville være, om jeg kunne give hende, dem jeg har for meget, men sådan virker det jo desværre ikke.

Vi spiste og hyggede os og så kørte vi ned og så på Julelys i byen. De er meget kreative i deres Juleudsmykning. Det er lidt underligt, at skulle fejre Jul i sådan et varmt klima. Men det kunne jeg nu sagtens vænne mig til.

Til sidst var jeg og min søster godt trætte og vi vendte næseen retur. De satte mig af, og jeg gik i seng efter en vellykket aften.

Arizona 16., og 17. december

Det er dag 2. i Arizona, og jeg ligger her på min seng og skriver en hilsen om, hvad der sker her. Som nogen allerede har hørt, så landeede jeg jo i går. Men lad mig starte med begyndelsen. Jeg havde sovet dårligt i en lang periode inden, jeg skulle afsted. Det af mange årsage, men resultatet var ihvertfald, at jeg ugen op til, at jeg skulle afsted var mere død end levende. Jeg kunne dårligt slæbe mig afsted, eller tænke en klar tanke. Tågehjerne, når det er værst. Således gruede jeg for, hvordan det mon skulle gå, når jeg skulle afsted på sådan en lang tur,når jeg dårligt kunne holde mig vågen, og at pakke var en monsteropgave.

Det med at pakke lykkedes over forventning, da jeg først kom igang, og kom mig over skrækken for, at jeg skulle have overvægt. Det havde jeg ikke, og jeg fik målt alle tasker, der skulle med i fyet, og de var også under tilladte mål. Således var alt på plads. Jeg fik overdraget nøgler til min lejlighedspasser og således var jeg så klar til at tage afsted. Om jeg var spændt? Ja det var jeg ihvertfald, samtidig var det også stadig så uvirkeeligt, at jeg næsten troede, det var en drøm endnu. Men nu var det altså så tæt på, at jeg måtte forholde mig til det. Så afsted til Lunfthanven, og det er jo altså nemt.Toget til Nørreport og så Metroen. Og det hele til tiden. Det var jo rart

Da jeg kom til lufthaven, var der ingen tjekind skranke oppe endnu, men det varede ikke længe. Der var monsterkø, og det skyltes at deres bagagebånd var gået i stykker. Noget af et mareridt. I køen fik jeg en sludder med et sødt par fra Sydsjælland. Det var kun ham, der skulle afsted, dog ikke til Arizona, men Memphis og besøge familie også. Så fik de gang i baggagebåndet, og det kunne mærkes. Alt gik helt som det skulle og så kom vi i sikkerhedskontrollen. Og der var en, der i den grad tog røven på mig. Men han var nu sød. Han spurgte om mit navn ikke var Deborah, og det måtte jeg jo sige ja til , og så mente han, at det var mig, han havde mødt mig i byen forleden. Det kunne jeg jo så roligt fortælle ham, at det var ihvertfald ikke mig. Nu ved jeg jo, at der ikke er ret mange meit navn, oghvor kendte hanså mit fra? Joh ser I, for ikke ret længe siden købte jeg en halskæde med mit navn på – need I say more? Han morede sig, og helt ærligt, det gjorde jeg også. Jeg foreslog så, vi måske skulle prøve det, og det var han frisk på, jeg kunne bare levere mit nummer nede for enden. Det gjorde jeg så ikke, meen sød – det var han! Så læser hann med og mente det alvorligt, så kan han jo skrive til mig. Dejligt når folk har humor og jeg ikke blev tjekket i hoved o.s.v. som jeg plejer. Det havde jeg så tilgode til Heathrow, hvor jeg skulle smideskoene. Men der var jo intet. Men også det tog evigheder.

Oveni var flyet forsinket i ca. en halv time,mendet mente de vi ville indhente. Når man skal flyve i 10 timer betyder en halv time nu heller ikke alverden. Men som det gik, så indhentede vi næsten det hele og var kun forsinket ca. et kvarter. Det var en flot flytur, Vi fløj højt over skyerne og solnedgangen over skyerne, var fantastisk.Der var flere lag af skyer, der var senere is og sne og Heathrow, havde fået enten for meget fart på, eller også havde de trukket en lidt for kort landingsbane, for jeg skal love for, der blev bremset. Det var lige før, man var glad for sit sikkerhedsbælte,så man ikke fløj ned i den anden ende. Men vi landede sikekrt og fint begge steder. Der var 2 timer imellem flyene, så det skal jo så lægges til rejsetiden. De to timer i Heathrow gik nu hurtigt, og nu var vi jo så også forsinkede og igen gik der jo evigheder med sikkerhedskontro. Jeg var allerede der spændt på, hvad der mon ventede i USA. Men først skulle der flyes i 10 timer. Mellemlandingen i Heathrow, var noget, jeg havde været nervøs for, men det gik som en leg. jeg var fra København tjekket ind helt til Key Harbour, Phoenix, Arizona, så jeg skulle intet gøre, og kufferten levede sit eget liv, til jeg nåede dertil. Som den søde pige i skranken sagde, så behøvede jeg slet ikke tænke, og det må man godt lade være med, når man skal holde ferie. Og da jeg nåede frem, var der lilla skilte hele vejen for os, der var i transit og der stod mænd og damer i lilla jakker, som kunne fortælle, hvilken terminal, vi skulle til før vi kunne nå at kigge på tavlen. Se dët er service! Så man skulle være ekstremt klodset og ubehjælpelig, hvis det skulle gå galt, og det gjorde det så heller ikke. Som alle nok ved, er Heathrow megastor, så det var bus i 12 minutter til Terminal 3.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg tænkte på, men jeg havde ikke regnet med andet end et måltid mad om bord.Ikke helt realistisk, at vi vkulle klare os på så lidt så længe. Mentilmit forsvar skal siges, at jeg jo kun få gange før, har fløjet så langt. Men det viste sig, at der var hele 3 serveringer undervejs, to regulære måltider og så en snackboks.Og alt smagte rigtig godt. det eneste, jeg ikke smagte var kellogs musli bar af en slags. Den fik min sidemand. En sød ung mand, der skulle til Californien, ad snørkelde omveje, så han fik en meget længere tur end jeg. Skalvi ikke bare sige, at jeg ikke var misundelig!! Han var iøvrigt iklædt en festlig Juleskjorte, han havde købt online. Gad vide, om danske mænd også kan finde på det. Min oplevelse er, at folk r bange for at skille sig ud og ikke mindst for farver. Men her var så begge dele.

Nu jeg skulle sidde der og alligvel ikke kunne sove,kunne jeg lige så godt få det bedste ud af det, så jeg så film. Og der var lige to på min To-see-liste. Den ene “Me before you” havde jeg store forventninger til, fordi jeg har læst bogen, der fik mig opløst tårer. Det gjorde filmen så ikke, måske også, fordi jeg nu vidste, hvad der skete. Den kan vi tage mere om en anden gang, for det fortjener den og bogen. Den anden var Meryl Streep- film,som jeg også gerne ville se Florence Foster Jenkins (2016), som jeg intet vidste om, men havde set klip fra hist og pist. Den fortjener også senere omtale, så det får den så.

Endelig nåede vi USA og Phoenix, efter en fantastisk flot indflyvning. Og så var der sikkerhedestjek. Hold nu magle,det tog tid. Det var ikke så underligt, for man får taget fingeraftryk af begge hænder de fire fingre (undtaget tommelfinger altså) på og så tommeltotten på begge oså, ligesom man bliver fotograferet. Så ejg skal love for, at det bliver gjort grundigt.
Min nervøsitet gik nu på, om jeg ville få vrøvl med min emdicin, jeg havde med.Jeg havde gjort, alt, som foreskrevet fra Ambasaden, og det var også helt fint, og ingen problemer i det.

Så stod min bror, hans kone og deres ældste datter og ventede på mig. Og hold nu op, det var skønt, at se dem. Det havde jeg nu også regnet med, men det var faktisk bedre den ventet. Det føltes så naturligt og har gjort lige siden. Vi har altid været i familie, sådan føles det og vi klinger bare SÅ godt. Min brors kone, kunne snildt være min veinde, og det er hun ved at blive allerede. Hun er lige så sød og dejlig som han er, og det var også det indtryk, jeg havde. Jeg har indtil nu kun mødt den ældste datter og efternøleren på 10, og de er bare dejlige også. Jeg mangler datteren i midten.

Vi kørte ud for at få noget at drikke og spise i går. D.V.S. det var mest de andre, der spiste, for jeg var stopmæt. Jeg fik en dejlig drink og et stort glas limonade og lidt pommes frites. Jeg kan altid spise pommes frites,men jeg kunne dårligt i går.Og hold op, hvor var jeg træt. Alligevel kunne jeg jo selvfølgeli gikkesov og vågnede klokken 5 og var vågen til kl. 8!! Og så Havde jeg mega hovedpine. Jeg forsøgte at sove lidt mere, men det blev ikke rigtig, men hovedpinen blev bedre ved hjælp af piller og et bad hjalp også. Min bror mente, jeg ville få det bedre, når jeg fik noget at spise, og det fik han ret i. Og det gode selskab var jo ren lise for alting. En ting er, at man får familie serveret på et sølvfad, men at føle, at man får det, er noget ganske andet, men det kan jeg altså roligt sige, at jeg i den grad føler, at jeg har fået. Helt oprigtigt er jeg vild med min bror og hans dejlige familie, og de virker rigtig glade for mig, så det kan ikke være bedre. Og jeg føler mig superheldig. Og så har jeg endnu ikke mødt min søster.

Da vi havde spiste morgenmad/brunch, kørte vi i shoppingcentret, hvor jeg skulle have en ny omformerdims, fordi den jeg havde ikke duede. Den er rund og stikket til computeren og forlængerledningen, jeg på opfordring fra Rene FrederiksenR Roadtrip USA”> havde medbragt, var for store til at komme i, og så var jeg lige vidt i forhold til computeren og nu var den altså slæbt med, og skulle selvfølgelig bruges. Så vi var i en kæmpe elektronikforretning (a la Elgiganten), og der fandt vi en omformerdims, der duede. Super. One down, one to go, for det var et simkort, som vi også via Renës side også fandt i AT&T og fik god og kompetent hjælp og charme oveni af italienske Vinny! Så var jeg all set. Så skulle vi videre og købe gaver for yngstemand, der skulle til hele 2 fødselsdage i går. Han var allerede til en, mens vi gik der og så skulle han hentes og videre til en mere. På vej retur blev jeg sat af her, og fik endelig kontakt til min søster, der endte med gerne at ville udsætte til i morgen, og det gør vi så.

Min bror og svingerinde, som jo bare supeersøde og omsorgsfulde, kunne godt se, at jeg var træt, så de foreslog at komme med mad til mig, som jeg kunne lune i mikroovnen og så kunne jeg få hvilet ud. God ide, så min bror kom med mad til mig. Jeg spist lidt, men var ærligt talt for træt til at spise meget, så nu vil jeg prøve at sove.

Dog vil jeg lige skrive et par ting, der er meget anderledes her, end derhjemme:

  • Vejret – som er meget mildt og i går ca. 10-12 grader, så ikke så varmt som da jeg ankom
  • Bilerne – Den ene dejlige bil efter den anden. Ikke engang, hvad man ville kalde luksus – de er bare meget meget større og der er modeller her, jeg aldrig har hør om
  • Beplantningen – Er som, hvad jeg ville have i min dagligstue, meget af det ihvertfald. Kaktus og palmer. Og så selvfølgelig gevækster, jeg aldrig har set. Helt klart et andet klima
  • H

  • Trafik – det kører nok noget nær lige så råddent som derhjemme. Det tror jeg på, men derudover er der ihvertfald mindst en regel der er andderledes: Man må køre over for rødt, hvis man holder i en højresvingsbane, og der er klar bane. Og så er der intet krav om foreste nummerplade her i Arizona, selvsagt, er der ingen, der har en – jeg har ihvertfald ikke set endnu.
  • Fotos fra oven: Heathrow ved gaten
    Solnedgangen fanget fra flyet, mens vi holdt i kø for at lette
    Solnedgangen over skyerne
    Vi forlader London
    Udsigt fra hotelværelset
    Hotellet udefra
    .do-
    Palmer og fine buske udenfor shoppingcentret

    Newmarket

    Jeg har vist været inde på det før, hvor meget jeg elsker Newmarket. Dem som har læst med her i længere tid, vil vide, at jeg har været der 2 gange. Det kan være svært at forklare, hvad det er, man er så vild med. Men forleden dukkede denne video op, og den illustrere det så godt, ihvertfald det hestemæssige aspekt. Derudover er der selve byen Newmarket, som også bare er hyggelig.

    For mig er det ihvertfald som at komme i himlen, at komme derover. Det perfekte sted, at være både anglofil og hestetosset. Jeg gad vide, om de har et Newmarket i himlen, for så skal jeg der, når jeg går bort. Fotos er fra min tur derover i 2011.

    Varm, varmere og varmest!

    IMG_3468opt2_NorskDerby2015

    Jeg startede med ikke at kunne sove, så jeg vågnede klokken 2 om natten og var vågen til klokken 4!”Great” når man i forvejen ved, at man får en lang dag. Så jeg var noget træt, da jeg så skulle op, men det var der jo ikke at gøre ved, og faktisk mærkede jeg væsentlig mindre til det, end jeg havde frygtet heldigvis. Toget til Nørreport og så Metroen til Lufthavnen – det er så nemt, så nemt. Undervejs havde jeg sludret lidt med min rejsefælle, træner Hanne Bechmann om, hvor vi skulle mødes. Det skulle endte med, vi skulle mødes lige inden securitytjek, men vi var kommet ind hver sin vej, så det endte med toldfri istedet. Og så mødte vi iøvrigt rigtig mange af de andre fra banen i lufthavnen, der også skulle med vores fly. Altid hyggeligt. Fra lufthavnen tog vi en togbus til Lysaker og så en vogn derfra.

    IMG_3489opt2_NorskDerby2015

    Og så ankom vi til banen efter at have nydt køreturen derop. Jeg begynder at forstå folk, der på nettet priser Norge sådan. Hold op, hvor er der smukt. Allerede ved indflyvningen kunne dette ses tydeligt. Jeg skal helt sikkert se noget mere af Norge på et tidspunkt. Nå, men vi smuttede ned til hestene først og kiggede og så gik dagen jo slag i slag, som den slags gør. Vores heste gjorde det fantastisk og fik en 3. og en 5. plads. Det lyder for udenforstående måske ikke som “det vilde”, men det er også noget med, hvor langt man er slået og mange, mange andre faktorer. Vi er godt tilfreds.

    Dagens hovedløb var selvfølgelig Derbyet, og det var sejr til Træner Rune Haugen med hesten Quarterback (GER) og jockey Rafael Schistl for Team MK, som ses på fotos her. Jeg tog ikke nær så mange fotos, som jeg sagtens kunne have gjort, hvis jeg havde koncentreret mig om det kun, men jeg synes dagen gik på at nyde mit første besøg på Øvrevoll. Og det gjorde jeg bestemt, en mængde søde mennesker, en del jeg ser ofte, og så andre, jeg desværre ikke ser så tit og selvfølgelig alle de smukke heste og gode væddeløb.

    Jeg ved godt, jeg skrev, at dagen på Klampenborg var varm. Og det var den. Men dagen i går på Øvrevoll slår det meste, jeg har prøvet. Det var kogende varmt, og der var stort set ikke en vind, der rørte sig. Jeg følte mig allerede mere end klam allerede, da jeg ankom, og fortrød bittert, at jeg ikke havde taget både deodorant, skiftesko og lignende ting med. Men det plejer jo at gå for nogle timer, men det gjorde det ikke der. jeg lånte en deodorant og klarede mig, men det er ikke rart, at føle sig usogineret til trods for, man stort set lige har været i bad. Nå, men det kunne jeg ikke ændre på, og jeg kan kun udlede af det hele, at jeg umuligt kan have været den eneste, der havde det mere end varmt. Alle stønnede og pustede og søgte skyggen så snart de kunne. Det var næsten mest synd for jockeys og heste.

    The Kicker’s løb var dagens sidste og vi tog så afsted, og inden jeg var hjemme var klokken 22.30, så jeg er godt brugt op her i dag. Så nu vil jeg gå ind på min sofa, og blive der. Og som altid kommer der lidt mere herovre på et tidspunkt.

    IMG_3486opt2_NorskDerby2015_2

    London – 29. maj – Sloane Square etc. og verdens dyreste creme!

    Så blev det fredag og dagen, hvor jeg skulle mødes med en gammel, gammel veninde. Vi har kendt hinanden siden 1. klasse og jeg har besøgt hende flere gange i London op gennem årene. I 2. klasse flyttede hun og hele familien til England og har boet der siden. Sidst jeg så hende, var da hun var på et lyn-visit her og hun tilfældigvis var på Galopbanen. Af bar befippelse over at se hende, tog jeg ikke noget foto – det ligner mig ikke ligefrem, men det fortæller, hvor overrasket, jeg blev. I London var jeg heldigvis godt forberedt.

    Det var først til aften efter arbejde, at vi skulle mødes, og dermed havde jeg tid til lidt andet inden jeg skulle afsted og mødes med Jeannette. Så jeg tog til Chapel Market, som er et lokalt marked i Islington, og hvor jeg let kunne gå over. Det var den dag, jeg lavede en opdatering, der var mindre positiv på Facebook for det p…… ned for nu at sige det lige ud, hvilket også fremgår af fotoet derfra. Af samme grund var lysten til at se på noget der meget lille. Det nærmede sig frokost så jeg tænkte, at nu kunne jeg da lige så godt prøve den her Veggie Burger, de skulle have på McDonalds. Det skulle jeg aldrig have gjort, og jeg gør det aldrig mere! Jeg vil ikke engang værdige den mere plads, andet end at sige, hold jer fra den.

    Godt irriteret over at have spildt penge på den, tog jeg hjem og hvilede mig til jeg skulle afsted for at mødes med Jeannette. Vi skulle mødes ved Sloane Square Station. Jeg var i god tid, så jeg kunne gå rundt og kigge lidt, inden hun kom. Det skulle vise sig at blive farligt og mega-dyrt. Jeg kiggede mig som sagt lidt om, og på vej retur bliver jeg tiltalt af den her unge mand, der står i en butiksdør. Man er fra Danmark jo langt fra vant til den slags aggresive forretningsmetoder, så til at starte med, var jeg usikker på, hvad han ville. Det viste sig så, at han var sælger med stort S. For nu at gøre en lang historie kortere, fik han prakket mig det dyreste creme, jeg nogensinde har køb på ærmet og en scrub tillige med. Det skal siges, at han havde prøvet produkterne på mig, og jeg kunne vitterligen se forskellen og mærke den. Men prisen – prisen min kære Watson, var astronomisk.

    Han påstod, at han gav mig rabat, hvilket jeg lige skal tjekke, men han og mit telefoneventyr, skal nok have skylden for det overtræk, jeg havde, da jeg kom hjem. Heldigvis kan finanserne bære det, men det var bestemt ikke hensigten. Nå, men om alt går som han prædikede, så har jeg til et helt år, og så er det trods alt ikke dyrt. Men som for pokker, hvor kunne han sælge sand i Sahara. Da jeg endelig fik vristet mig fri af hans venlige men oversælgende kløer, var jeg adskillige 500 kr. sedler fattigere og noget rundt på gulvet. Nå, men skidt pyt, jeg tog det som en oplevelse, og belært af erfaringen, så skal man altså afvise den slags!! Det råd er hermed givet videre. Jeg kan nu se, at jeg ikke er den eneste, der er faldet i fælden.

    Ovenpå den omgang, trængte jeg ærlig talt for en drink. Der var kun meget fine steder, hvor jeg følte mig i den grad underdressed, men de lukkede mig da ind og jeg fik en Gin & Tonic på Colbert. Mens jeg sad der ringede Jeannette, og hun kom der (det var klods op og ned af stationen). Jeg drak ud og vi gik over på Cote, som Jeannette foreslog (jeg lod det være op til hende, for hun er madkender også, og arbejder i faget). Vi fik de lækre gratinerede madpandekager, der ses ovenfor med et dejligt glas Chablis til. Det var lige til at holde ud, og så i det bedste selskab. Så dejligt. Restauranten er selvsagt stor, men virker utroligt hyggelig alligevel og betejningen var tip-top, så det er ihvertfald et sted, jeg gerne kommer igen.

    Det var skønt, at se Jeannette, og jeg ville gerne have haft mere tid for det var simpelthen så hyggeligt, men sådan er det jo. Hun er også travl med et krævende job og familie. Men jeg er utroligt glad for, den hyggelig aften vi havde. Heldivis kommer hun jævnligt til Danmark, så jeg håber, vi ses næste gang, hun lægger vejen forbi. Og ellers skal jeg nok tage over til hende, men jeg holder mig fra ham med cremerne – for hulan da!!

    (P.S.: Husk musen over fotos for tekst)

    London – torsdag den 28. maj – Tina og 2 broer

    Om torsdagen sov jeg relativt længe, jeg var træt ovenpå gårsdagens rejseri, men jeg måtte op, for jeg havde en aftale med Tina, eller det fik jeg, efter vi skrev sammen. Vi havde forinden skrevet om at mødes, og hvilken dag, så var det kun tidspunktet.

    Nu glemte jeg helt at fortælle om mine telefonproblemer, som sådan set startede dagen før. På vejen hjem købte vi nemlig et Tesco sim-kort med 4G data på. Men det var ikke bare lige, at få det til at svinge. Man skulle jo først registreres og alt muligt, så igen var jeg med en telefon, der ikke virkede. Mens jeg havde mit eget nummer kunne jeg i det mindste ringe. Men nu var jeg ligesom undervejs, og fordi jeg havde prøvet at gå ned til Tesco’s for at ordne det her telefonhalløj, var jeg voldsomt forsinket i forhold til, hvornår jeg skulle mødes med Tina. Og lige lidt hjalp det! Så til sidst var der ikke andet at gøre, end at komme afsted, og så håbe og bede til, at Tina stadig kunne mødes. Jeg bandede godt, det skal ingen hemmelighed være. Telefonproblemer var også skyld i, at jeg aldrig fik mødt ihvertfald en ven, da jeg var i Newmarket. Nå, men der var ikke andet for, end at prøve og så håbe det bedste. Hvis det ikke gik, var jeg i centrum, og kunne sagtens få tiden til at gå.

    Jeg nåede ind til Charing Cross Tubestation, og gik mod National Gallery. Der greb jeg den første og bedste mand, der så nogenlunde normal ud, og spurgte, om han havde travlt? Det havde han ikke og indvilgede sødt nok i at hjælpe en kvinde i stor nød. Han ringede til en noget forbløffet Tina, som ikke sådan var vant til at blive inviteret ud af fremmede mænd, men han fik dog forklaret, at jeg stod ved siden af og kort efter blev jeg forenet med Tina foran National Gallery. Pyh!! Dejligt, dejligt at se hende, og vi spiste en skøn frokost på Caféen netop der, som er rigtig hyggelig.

    Vi kunne sagtens have sludret længere og hygget os med det, men Tina skulle tilbage på job. Jeg håber, at mødes med hende igen enten her eller der, for det var bare superhyggeligt. Inden hun susede afsted fik jeg lov at tage et par fotos af hende foran “Cabman’s Shelter”” og hun mig anvisninger på, hvordan jeg kom ned til Golden Jubilee Bridges (og Hungerford Bridge). De to førstenævnte er for fodgængere og man går over den ene og tilbage af den anden, eller det kan man, og det er jo oplagt. Imellem dem ligger så Hungerford Bridge, som er den oprindelige Jernbanebro. Derfra kan man så se blandt andet London Eye og i det hele taget var jeg bare heldig, for der var ikke mange dage på turen, der havde den slags vejr, men lige her, var det perfekt, og det var om at udnytte det. Det gjorde jeg og nød det i fulde drag. Både vejret, udsigten og få taget nogle fotos. Iøvrigt var det allerede her på denne relativt lille tur tydeligt, hvor meget, der har ændret sig, siden sidst jeg var der for 10-12 år siden. Der er heldigvis også meget, der ligner sig selv. Den største forandring, er at der er lukket af for bilerne i meget store dele af de mest turistede områder. Og så er der jo alle de fantastiske bygninger, der er kommet til.

    Efter at have gået rundt der et godt stykke tid, vendte jeg næsen hjemefter og mener, det var den aften, jeg købte en pizza med hjem. Man bliver træt af alt den vandren, så om aftenen slappede jeg som regel af på mit værelse. Både fordi mine ben og fødder simpelthen ikke kunne mere, og generel træthed, men også fordi, jeg ikke er meget for at “rasle rundt” alene om aftenen. Det er jeg såmænd heller ikke herhjemme, eller i det hele taget, så intet underligt i det.

    London – onsdag den 27. maj

    Jeg havde sørget for at booke billetter, så jeg ikke skulle for tidligt af sted. Det er sådan en “note to self”, som man laver henad vejen, hvor man konstatere, at det bare ikke virker for en. Det stresser mig totalt ud, og så er det bedre at vente til senere på dagen. Ulempen er så, at man et sted mister en dag, men jeg havde så bare booket en dag ekstra, og så går det jo lige op.

    Da jeg ankom tog jeg “Tuben” til King’s Cross, og der hentede Theresa mig. Man kan gå derfra, til hvor hun bor. Man kan også tage et stop mere med “Northern line” og stå af på “Angel” som stationen hedder. Men lige der gik vi så. Først var vi hjemme med min baggage, og så daffede vi afsted for at få mad.

    Det viste sig, at Theresa havde set, at der i nabolaget lå en vegetarisk restaurant, som skulle være rigtig god. Kigger man på websiden, får man også det indtryk, at det er en rigtig god restaurant. Her er ordet “har været”. For stedet har vist nok skiftet ejer, og prisen passer heller ikke mere, ligesom adressen på visitkortet (til hjemmesiden) også er forkert. Desværre passer lovprisningerne heller ikke længere. Det var ganske enkelt næsten uspiseligt. Maden var kold for stor dels vedkommende. De sprøde løgringe etc. var ikke sprøde, men seje og kedelige og i det hele taget var det et sjusket og trist indtryk buffetten gjorde, ligesom man altså ikke kommer gammelt brød i retterne for at fylde op, og så serverer (hvis jeg husker ret), mindst to andre slags brød ved siden af. Det var bare meget langt fra, at være godt nok. Så vi anbefaler bestemt ikke, og skal restauranten leve op til de lovprisninger, den før har fået, så skal der strammes gevaldigt op.

    Efter maden gik vi hjem, jeg var træt og vi sludrede og drak en kop te, da vi kom hjem og så drønede jeg i seng.

    Hjemme igen fra fantastiske London

    Så kom jeg hjem fra London igen. Det var en dejlig, dejlig tur og jeg ved, jeg sagde, at Berlin potentielt har skubbet London af pinden, som den bedste by – glem det lige!! London er og bliver den mest fantastiske by i hele verden. Der er måske byer, der nærmer sig, men jeg kan ikke forestille mig, at nogen by kan være mere fantastisk – ikke for mig ihvertfald. Jeg skal gladeligt indrømme, at jeg havde glemt, hvor fantastisk London er, men det er altså også længe siden sidst.

    Uanset, så var det skønt at se London igen og ikke mindst mine dejlige venner, jeg mødte derovre. Også Tina mødte jeg. Selvom vi aldrig har mødtes før, endsige talt sammen, så gik det ganske fortrinligt skal jeg hilse og sige, og vi kunne have sludret hele eftermiddagen, hvis ikke det havde været for det faktum, at hun skulle tilbage på job. Derudover mødtes jeg med 3 andre venner derovre, så det er da fantastisk at have så mange venner sådan et dejligt sted. Og så er Theresa som jeg boede med ikke med i det antal.

    Selvsagt, så har jeg masser af fotos fra turen og jeg har lige kigget dem igennem, og jeg er godt tilfreds, men selvsagt, går der lige lidt inden jeg får ordnet og uploadet 500 fotos, men jeg er fast besluttet på at få skrevet om turen, mens det hele er i frisk erindring.

    Desværre fik jeg her onsdag en kedelig besked på sms. Min far er indlagt igen, og det betyder, at jeg igen har hund og en far på hopspitalet. Det var bestemt ikke planen, men sådan er det altså, og jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg er træt ovenpå turen, men jeg prøver på ikke at stresse over situationen og tage det stille og roligt en dag ad gangen.

    Vaskemaskinen har været på arbejde i dag og kufferten er blevet tømt, Emil blevet hentet og far besøgt, og nu må der vist slappes af.