Favorithuse og yndlingsaversioner

Et godt eksempel på, hvad jeg mener. Tænk at molestere sådan et smukt gammelt hus på den måde med sådan en grim stensætning- stensætning ja, men sgu ikke sådan. Før så det ud ligesom det ved siden af – smukt, naturligt og passende til huset og langt, langt kønnere

Et smukt gulstenshus, der (endnu) ikke er blevet pudset til ukendelighed – selvfølgelig hvidt – for der findes jo ikke andre “farver”, skal det endelig være – vel?

Et absolut yndlingshus, der heller ikke er moderniseret til ukendelighed og med gamle smukke vinduer. Glashuset, er bygget til for nogle år siden. Ikke at jeg havde valgt ligesådan (jeg havde valgt klassisk med sprosser), men det kan sagtens gå an og er i husets ånd, trods alt

Også et yndlingshus, men det ligger dumt. Egentlig er dette taget til min Instagramside, der helligerer sig biler, og gerne foran smukke huse. Bilen er en sjældenhed – Maserati

Dette hus er helt fantastisk, og ligger på modsatte hjørne af det ovenfor. På et tidspunkt havde nogen fået den “geniale” ide, at male det blåt! Gudskelov kom der nogen og reddede fra den grumme skæbne. Rædslen af et udhæng, har de dog desværre ikke fjernet (glasdims over hoveddøren)

Lidt længere henne ligger dette hus – også ultradum beliggenhed, men jeg er vild med altanen og stilen og ikke mindst de smukke gamle vinduer

Hele to rødstenshuse ved siden af hinanden – et særsyn efterhånden. Det første er iøvrigt til salg, 7,7 mill. og åbent hus på søndag til salg hos Danbolig, hvis nogen har lyst

Et absolut favorithus med en favoritbil foran – Mercedes Stationcar. Dog fik I mig aldrig til at betale, hvad det ville koste at købe det, for så stor er attraktionen vandudsigt ikke for mig, og slet ikke med en larmende vej foran. Taler vi direkte vandudsigt, er det noget helt andet, men jeg vil lige så gerne skov og marker – eller faktisk hellere. Dette er også et foto, du finder på 4thepassionofcars

Her er vi i udkanten af Skovshoved. Et af meget få huse, der har fået lov at beholde sin farve og ikke er blevet hvidt

Som mange ved, har jeg mine meninger i forhold til huse, arkitektur og ikke mindst, hvor meget og hvor lidt, man skal og hvordan man skal gøre det på gamle huse. Jeg elsker gamle huse, og ja det måtte meget gerne være en Patriciavilla, men andet kan bestemt også godt være flot. Jeg ser så også rigtig ofte Hammerslag, men efter de skiftede vært, så er jeg stået af. Men til sagens kerne. Hold nu op, hvor bor folk dog ens og efter min mening kedeligt – ihvertfald dem de vælger at vise frem meget ofte. Det lige med få undtagelser, men så har det også kostet spidsen af en jetjager.

Et andet program der omhandler huse og boliger er “Kender du typen?” Det har de så også ødelagt med skift af deltager. Intet ondt om Flemming Møldrup, men TV egner han sig altså ikke til. Til gengæld, er der dog der heldigvis mange, der tør skille sig ud fra mængden. Ligesåvel er Hammerslag og Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed uden Peter Ingemann, bare ikke det samme. Jeg er SÅ træt af, at danske TV-stationer ikke tager i betragtning, hvor stor værdi der er i værten. Jeg ser de gamle udsendelser, jeg ikke har set, men orker ikke de nyt. Jeg har vitterligen forsøgt. Istedet ser jeg hellere de engelske versioner af sidste, hvor de har haft de samme to fantastiske værter i mange år, og som bare er fantastiske. Ja, jeg er gammeldags og hader forandring på mange punkter.

Når vi så taler gamle huse, bliver jeg helt på tværs. Jeg kan slet ikke have, at folk smækker rædsler af nye køkkener i de her gamle huse, der slet ikke passer til dem. En anden yndlingsaversion sker her i kommunen og i det hele taget. Danmark er kendt for sine rødstenshuse især, men også gulstensejendeomme. Som det går p.t., er der snart ingen tilbage. Jeg kan ikke fortælle hvor mange huse og ejendomme herude, der er blevet pudset til ukendelighed. Murstenshuse er smukke og iøvrigt meget lettere at holde. Jeg synes, det er SÅ synd. Folk må selvfølgelig gøre, hvad de vil – men lad mig bare afsløre, at mange penge bestemt ikke er lig med god smag. Så er det sagt! Her ser du nogen af mine yndlingshuse, og jeg fortæller lidt om dem og som jeg opfatter dem.

Et helt fantastisk hus. Dog mistænker jeg, at de skiftede vinduer er plastik, uden jeg dog ved det. En dødssynd, og var der enevælde med mig som regent, blev de forbudt

A Place to Call Home (2013- )

Denne serie kører på DR1 (på dansk: En ny begyndelse), og har du ikke set den endnu, så anbefales den varmt herfra. Den er australsk, og jeg kom ind midt i det hele, men er godt og vel hooked. Du kan læse mere om serien her på IMDB. Men den beskrives således på DR:

Sygeplejersken Sarah Adams er vendt hjem til Australien efter 20 år i udlandet. Den rige familien Bligh har skaffet hende arbejde i en idyllisk landsby tæt på deres smukke gods, og Sarah er blevet knyttet sammen med familien for altid – på godt og ondt.

Burt og den helt nye Trans Am

Alle der læser med her, ved jeg elsker biler. En af de første biler, jeg virkelig kastede min kærlighed på var den Pontiac Trans Am, der var med i filmene “Smokey and The Bandit” med Burt Reynolds i hovedrollen. Som du kan se ude i min sidebar, så læser jeg p.t. en selvbiografi af og læst af Burt selv. Selvfølgelig er der også en masse om filmen han gjorde til et kæmpe hit. Og ikke nok med filmen blev et kæmpe hit – forespørgslen på Trans Am steg med 700%, hvilket må siges at være en sjat.

Siden har man flere gange forsøgt at lave en ny version af den elskede bil, men det er aldrig rigtigt lykkedes. Det er det så nu med Burt’s velsignelse og han har endda sat sin autograf på en limited Bandit version i 77 eksemplarer.

Bilen er udstyret med 230 nye dele og har højydende motorer, der generere 840 hestekræfter, ifølge Tod Warmack fra Trans Am, Worldwide. Skulle du have lyst til en sådan, så starter prisen på $70,0000 for en basismodel og $115,000 for Bandit modellen.

Men vær ikke i tvivl, havde jeg pengene, købte jeg den.

Newmarket

Jeg har vist været inde på det før, hvor meget jeg elsker Newmarket. Dem som har læst med her i længere tid, vil vide, at jeg har været der 2 gange. Det kan være svært at forklare, hvad det er, man er så vild med. Men forleden dukkede denne video op, og den illustrere det så godt, ihvertfald det hestemæssige aspekt. Derudover er der selve byen Newmarket, som også bare er hyggelig.

For mig er det ihvertfald som at komme i himlen, at komme derover. Det perfekte sted, at være både anglofil og hestetosset. Jeg gad vide, om de har et Newmarket i himlen, for så skal jeg der, når jeg går bort. Fotos er fra min tur derover i 2011.

Hairspray (2007)

Jeg så film forleden. Hairspray (2007), som jeg husker at have set en trailer til for snart længe siden. Som mange ved efterhånden venter jeg gerne på, at film kommer i TV før jeg ser dem og i sjældne tilfælde køber jeg en film her og der, hvis det er noget ganske særligt. Jeg har lige købt Once More (The Magic of Belle Isle)(2012). Sidste mest fordi, den er med Morgan Freeman, som for mig næsten uden undtagelse garantere en god oplevelse. Men det var ikke den, det handler om i dag – når jeg har set den formentlig.

Jeg elsker musik og som sådan kan en musikbasseret film, som regel godt udfylde et par timer, såfremt musikken falder i min smag. Jeg havde ingen ide om, hvad filmen var om på forhånd og oftes er det bedst sådan. Så går man til projektet uden fordomme så at sige. Og det er lige præcis fordommene, filmen handler om. Diskriminiation på flere planer.

Den foregår i starten af 60’erne, og filmens hovedperson Tracy Turnblad, er en temmelige kraftig pige, der elsker at danse, og hendes store drøm er at danse i et berømmet TV-show. Hendes chancer er umiddelbart ikke de største, men så sker der en hel masse, jeg ikke skal afsløre. Det lidt anderledes tvist her, er at John Travolta spiller hendes mor Edna Turnblad, og gør det aldeles fremragende. Han gør intet halvt, og således heller ikke her. Selv var jeg noget perpleks over, hvorfor han var valgt, og ikke en kvinde. Men ved nærlæsning på nettet viser det sig, at der er tradition for, at denne rolle besættes af en mand og det også er intentionen fra ophavsmandens side. Så giver det jo pludselig mening.

Der er masser af dejlig musik i filmen, og udover John Travolta, som stort set alle jo ved, hvem er, så er der prominente navne på plads som Michelle Pfeiffer (Velma Von Tussle), Christopher Walken (Wilbur Turnblad) og ikke mindst Queen Latifah (Motormouth Maybelle), som jeg bare synes, er helt genial i stort set alt, hun kaster sig over, og jeg håber meget af det, hun kaster sig over, vil blive vist her lige så langsomt. Michelle Pfeiffer (Velma Von Tussle) giver den også fremragende den som ondskabsfuldt overklasseløg, der gør alt for hendes egen datter skal få al opmærksomheden. Unødvendigt at sige, at det heldigvis ikke lykkes.

Filmen blev faktisk vist 2 gange her over weekenden, men jeg er sikker på, at holder du øje, kommer den snart igen, og så skal du bestemt se den.

Den omhandler alvorlige emner på en god måde, og understreger at man aldrig skal give op. Det hænder heldigvis også, at det lykkes at overkomme trods alle odds i virkeligheden. Vil du købe filmen eller CD’en med soundtrack, fås begge på Amazon.co.uk, og til meget rimelige penge. I skrivende stund ca. 40 kr. pr. del. Denne musical er nu også sat op i Danmark, men den har jeg ikke set, men det kan være, nogen af mine læsere har. Jeg har personligt svært ved at se det for mig, men…..

Sådan kommer babyer til verden *S*

??? ?????????? ???? )#7eventika #??????????? Seventika

Posted by Seventika on Thursday, 18 February 2016

Vil lige ønske jer en dejlig mandag med denne lille film som jeg fandt på Facebook!

En ny afhængighed – Long Lost Family

Jeg har fået en ny afhængighed her på nettet – Long Lost Family. Programmerne bliver selvfølgelig vist i England på TV, men heldigvis ligger der tonsvis på Youtube, og jeg svælger i dem, siden jeg fandt dem for et par dage siden.

Når man som jeg, sidder med tonsvis af ubesvarede spørgsmål og selv mangler halvdelen af historien – eller faktisk mere, fordi man ingen svar kan få, så kan man jo altid glæde sig over andres svar.

Mine egne spørgsmål, får jeg nok ikke svar på. Jeg skal have skrevet nogle mails i den anledning, som sidste desperate forsøg på at finde ud af mere, men jeg har ingen forhåbninger om, at det lykkes længere. Vi får se, og jeg holder jer opdateret, når jeg når dertil.

På “to-see-listen”

I dag slog jeg Hedda Hopper op i anden anledning og så at Helen Mirren spiller hende i denne film. Som stor fan af Old-School-Hollywood og den tid i det hele taget på den led, er denne film et must for mig. Jeg får den tidligst at se på DVD, eller når den kommer i TV, men alt godt kommer til den der venter. Og nu om stunder går der faktisk ikke så længe.

Ser du den, vil jeg da gerne høre, hvad du syntes. Når jeg engang får set vil jeg vende tilbage omkring den. Filmen har dansk premiere 11. februar.

Links:

Filmens officielle website

Rørende fantastisk – Joey Alexander

Jeg er bagud – jeg indrømmer det gerne. Det viser sig, at denne unge mand allerede i 2014 var på den danske Jazzfestival. Det er en af de ting, jeg gerne har villet de senere år, men som jeg ikke har fået gjort. Lidt sjovt er det, at det er Nils Lan Doky, der præsenterer ham (ovenfor)! Jeg har været heldig at se Niels flere gange, og han var det første, jeg tænkte på, da jeg hørte Joey Alexander. Selvsagt skal man kunne lide moderne Jazz for at kunne høre, at han er fantastisk eller bare Jazz som sådan. Ikke bare er han god for sin alder, hvor han er fantastisk, han er bare god i ordets forstand uanset.

Indrømmet da jeg i sin tid blev introduceret til det, kunne jeg ikke lide moderne Jazz, men nu sætter jeg stor pris på det. Og det skyldes ikke mindst Niels og hans musik. Det helt utrolige er at Joey Alexander kun er 12 år, og faktisk begyndte at spille som lidt af en tilfældighed. Han var hyberaktiv, og hans forældre købte ham et keyboard, og så gik det stærkt. For at gøre en lang historie kort, er han nu verdensberømt. Jeg så 60 minutes, som havde et indslag om ham. Han har også lavet et album, der hedder “My Favorite Things“. Nummeret nedenfor er derfra, og er “Over The Rainbow”.

Stemmer i stor stil

Jeg har altid haft noget med stemmer. Det har de fleste vel nok i en eller anden grad. Man skulle tro, jeg sad limet til skærmen ved diverse talentkonkurrencer. Det gør jeg ikke, der er simpelthen for mange til at man kan følge med. Og endnu en god ting ved Facebook er, at det behøver jeg slet ikke, for de bedste skal nok komme den vej rundt, og jeg bliver således gjort opmærksom på. Ikke at jeg kan miste nogen i farten, men jeg er sandelig blevet gjort opmærksom på nogle rigtig gode i årene. Det blev jeg så også lige i går, da jeg så ovensiddende video med Jordan Smith, tabte jeg underkæben.

Som mange andre på min alder og yngre, er jeg vokset op med Queen og Freddie Mecury og der er kun respekt til ham, men jeg må sige, at denne version i min øren, slår originalen. Helt, helt fantastisk. Og det er altså ikke kun mig, der synes! Dommerne er ved at trille ned af deres stole, når Jordan går i gang.

Ikke kun i denne sang, men også i “Chandelier” s, “Who you are” og sammen med Regina Love (også helt fantastisk) “Like I Can”. Gå selv ind på Youtube og lyt dig til mange, mange flere. Som en siger “You voice is like from another planet”! Enjoy!