Racerpony 1 & 2


Danny Patil på Sazerac, som var ude for første gang, og sluttede 6. i Annaboda 2-års Maidenløb

Det er to heste som folk ofte forveksler. Sazerac og The Kicker. Kommer folk ridende på Sazerac, tror folk ofte, at det er The Kicker. SÅ meget synes jeg nu ikke de ligner, men jeg kan godt forstå folk som er kun ser dem glimtvis, kan tage fejl. Og indrømmet, så har jeg faktisk også selv gjort det. Smukke er de begge og det var selvsagt lidt sjovt, at det “kun” var de to, der skulle ud i dag. Tillige løber de i samme farver, fordi de har samme ejere (noget jeg før har været inde på). Hvorfor kalder jeg dem racerponyer. Tjah, det gør jeg fordi Kicker har attitude som en pony meget ofte, og Sazerac har størrelsen.

De gjorde det begge godt, og alt forløb som det skulle den vej rundt. Desværre havde vi to løse heste på banen i dag, og således også to jockeys, der var steget af i farten. Den ene er helt okay, for hende så jeg gå rundt bagefter, ligesom jeg så en hest også være okay. Desværre er jeg ikke helt så sikker i forhold til hest nummer 2 og jockeyen, der hørte med. Som jeg også har været inde på, vil vi sandelig helst undgå uheld af den art.


Oliver Wilson og The Kicker på vej til start

Efter løb var jeg lige et smut i stalden og så havde jeg lavet en aftale med en hesteveninde om, at vi skulle finde på noget. Det endte med, at vi gik ud og spiste lidt indisk på Kardemomme i Hellerup. Det var rigtig godt, og noget jeg varmt kan anbefale (også for vegetarer og veganere). Sjovt nok mødte vi to andre fra banen dernede. Jeg tænker “great minds think alike” :-)

Så var vi her og få en kop te og en sludder mere, men vi var trætte begge to, og jeg sidder her og kan dårligt holde mig vågen. Der må kommer flere fotos i morgen og Guderne skal vide der er nok at tage af – hele 840 stk.’s blev det til i dag.

Udover fotos så kommer der løb fra Stockholm i morgen, og jeg må indrømme jeg glæder mig til en dag, jeg kan putte i lige, hvad jeg orker. Jeg siger godnat med tak for en dejlig dag!


Oliver og The Kicker i Opløbet i Benny Jensen Memorial

Maden – Blågårdsgade


Helt ovre til højre ved den sorte markise ligger Cafe N, hvor vi spiste aftensmad


Den meget velsmagende friskpressede juice, der hørte med vores burger


Den veganske burger, der var lavet af bl.a. kartoffel og bønner og som smagte skønt. Som tilbehør var der chilimayo og store velskårne stegte kartoffelbåde – det var himmelsk


Efter maden gik vi lidt op ad gaden, dels for at kigge men også for at få en drink og det fik vi hos Kimia, ligesom vi fik en vegansk glutenfri kage, der bl.a. indeholdt dadler og kokos


Den festlige og farverige Blågårdsgade


Café N – som det ses gør den ikke megen væsen af sig

Efter vores Sandskulpturer og Bibliotekshaven, kørte vi videre mod Nørrebro. Der ligger nemlig en vegetarrestaurant, der serverer vegansk også, nemlig Cafe N. Og den ville jeg gerne prøve. Heldigvis kan Susie også rigtig godt lide den grønne mad, så den var hun helt med på.

Som nævnt før, så er kørsel på cykel inde i centrum en noget nervepirrende affære, og folk kører som “brækkede arme” (cyklisterne). Men frem kom vi til Blågårdsgade, som ellers er en gågade, men hvor folk også gladeligt cykler til stor fare for gående en stor del af tiden.

Frem kom vi med forhindringer, der også inkluderede de mange opgravninger i hele byen. Vi overvejede lidt, hvad vi skulle og bestemte os for en burger (vegansk selvfølgelig) med juice, der var et af dagens tilbud. Som det ses en fin portion mad, som vi spiste med stor appetit efter alt det cyklen rundt. Det var meget lækkert og velsmagende og alt hjemmelavet. Det bliver ikke sidste besøg der.

Da vi havde slået maver lidt, besluttede vi os for at gå l idt op ad gaden og kigge. Der er nok at kigge på, både butikker og mennesker i alle mulige afskygninger. Man keder sig helt sikkert ikke derinde. Vi nåede Kimia, hvor Susie har været før, og besluttede, at her ville vi have en drink. Underligt nok ingen hvidvin – undtagen en sød (det havde vi ikke lyst til) og tog så et glas kold rødvin istedet. Den smagte fint, men man er ikke vant til at få kold rødvin. Da vi var nede (vi sad udenfor), så jeg på tavlen at de havde vegansk kage og sådan en besluttede vi, at vi ville prøve. Den var lækker og glutenfri – og så vidt vi kunne regne ud med kokos og dadler ihvertfald. Vi fik ingen kaffe, men jeg spurgte og det er altså også muligt at få vegansk kaffe – altså med soyamælk istedet for almindelig mælk. Hvorvidt menu-kortet også omfatter veganske retter, skal jeg ikke kunne sige, men ihvertfald kan man få en starter med noget brød, olie og en krydderblanding, som ihvertfald er. Det er en cafe med mellemøstligt tilsnit, så det skulle undre, hvis ikke, der er nogle retter imellem også. På anmeldelsen nævnt nedenfor, kan det læses, at der fås nogle veganske retter, og cafeen iøvrigt er vegetarisk.

Godt mætte, trillede vi tilbage til cyklerne efter at have set alverdens typer af mennesker. Vil du have underholdning og dejlig mad, kaffe etc. så er Blågårdsgade et besøg værd. Og så ligger der en kæmpe grønthandel også, som har alt (ifølge Susie). Jeg er sikker på mange af de andre cafeer også tilbyder noget vegansk, men det vil jeg vende tilbage om. Det bliver ikke sidste gang, jeg slår vejen forbi der. Vejret var som sagt fantastisk, og det ses tydeligt på mit foto fra Søerne. Tak for det gode selskab, og endnu en oplevelse, der kan leves på, de mørke vinteraftener.

Links:

Blågårdsgade – website om gaden som sådan og restauranter også

Café N website

Cafë N på Facebook

Café Kima på Facebook (intet website)

Cafë Kimia – anmeldelse på Politiken

Fødselsdag i ord og fotos


Den caffé latte, jeg fik mig fra morgenen af


Pasta penne med svampesauce


Øster Farimagsgade

Det var en meget fredelig fødselsdag. Jeg nussede rundt her, og tilbragte dagen på sofaen med at se flere forskellige ting på fjernesynet. Hovedet var ikke i topform, og jeg skulle være frisk, til jeg om aftenen skulle ud og spise med min far på FireflyGarden.

Jeg startede min culinariske side af dagen med en vegans caffé latte. Og som det ses så er soyamælk fabelagtigt til at skumme. Næsten bedre end almindelig mælk, og så smager det skønt. Det er også den mælk der i sin opbygning minder mest om almindelig mælk. Det er langt fra hver dag, jeg får en sådan, men til min fødselsdag ville jeg have en og så fik jeg faktisk en ting, jeg også elsker. Peanutbutter og banan på rugbrød som jeg aldrig fik fotograferet, nok også fordi jeg tænkte, det ikke ville have den store interesse.
Men det smager altså dejligt. Så har du ikke prøvet det, så gør det, forudsat du selvfølgelig kan lide både peanutbutter og banan. Selvfølgelig kan det også spises traditionelt på sandwichbrød eller grovbrød, hvis man ønsker, men jeg synes rugbrød er sagen.

Så blev det tid til at stå op fra sofaen og komme til at se så civiliseret ud som mulig. Inden far kom tjekkede jeg beliggenheden på restauranten en ekstra gang og var helt sikker på, at der var 100% styr på det. Vi begav os afsted, men som vi nærmede os det, der skulle være adressen forekom beliggenheden fuldstændig usandsynlig og ingen restaurant i sigte. Dette illustrere hvordan mit hoved fungerer, eller rettere ikke fungerer. Det viste sig, at jeg havde taget fejl af Frederiksborgvej og Frederiksborggade. Som bekendt ikke det samme og beliggende i hver sin ende af byen (overdrivelse fremme forståelsen). Heldigvis var vi i god tid, og kom kun en anelse for sent.


Far får sig en tår af den dejlige pilsner fra Nørrebro’s Bryghus


Vores hovedret: Ravioli på tomat og kantareller, serveret med squash, stikkelsbær og salvie


Et slappe af hjørne, hvor vi sad lige ved siden af – kunne jeg rigtig godt lide


Cacao-avocadomousse tilsmagt med ingefær og rom, hertil ananas og maca-chai is RAW (far)


Rose-havtorn “cheese cake” med hyldeblomstcrème og rabarbersorbet RAW (mig)

Lokalet var første behagelige oplevelse. Alle der læser med her, ved jeg ikke er glad for moderne indretning – slet ikke! Jeg ville aldrig kunne bo i det, og jeg foretrækker så klart, at opholde mig i noget, der er langt fra. Ikke desto mindre fandt jeg mig godt tilpas i disse lokaler som har en smuk grå farve på væggene, fantastiske lamper, masser af grønne planter (måske planterne gør meget, jeg tror det), og mørke stole og borde – dermed bliver det hele ikke hvidt i hvidt som mange steder. Utroligt så bange folk er for farver, og der er så mange smukke. Men ikke her. Nu var det aften, hvilket også altid hjælper og det var mørkt i vejret, og det gør selvfølgelig hyggefaktoren større.

Men maden, betjeningen og service var i top, og i modsætning til sidste år, gik jeg glad og tilfreds og meget, meget mæt fra mit fødselsdagsmåltid. Som en ekstra bonus fik vi lidt rabat, fordi jeg er medlem af Dansk Vegetarforening. Jeg kan kun på det varmeste anbefale FireflyGarden og det søde personale og den lækre mad, og skal helt sikkert derind igen. Ikke nok med, at undertegnede var glad og tilfreds, også min far, som jo langt fra er veganer/vegetar, synes rigtig godt om maden, og det var bestemt også meget positivt synes jeg.

Vel hjemme igen efter en dejlig aften, satte jeg mig og læste et væld af søde fødselsdagshilsener på Facebook, udover alle dem, der også kom på mail, sms og pr. telefon dagen i gennem, og også et par her på bloggen. Og selv her dage efter har jeg fået nogen overbragt. Tusind tak til alle, der har tænkt på mig i den anledning.


På vej hjem igen, en fin og lun aften endte det med at være, selvom vejret ikke var super i løbet af dagen

Udstilling i Øksnehallen m.m.


Sidst jeg var den vej ind, undrede jeg mig over, den lå der endnu. Nu er en epoke slut. Helt fra jeg var en lille pige, har den ligget der og forsynet folk fra nær og fjern. Det gør de så stadig, men her i stedet. Nye tider!


Sidst jeg var her på Kultorvet, var det byggerod i stor stil. Nu var der et fint springvand og siddeplads og en ellers fin belægning, men med underlige krom dimser også


Øksnehallen, hvor jeg aldrig har været før forleden


Susie kigger på et meget smukt fotografi fra det Skotske. Hun er halv skotsk, så vi mente det var meget passende at fotografere hende der

Tryk nedenfor at læse mere:
Læs resten

En anderledes evaluering af Derbydag

Ingen der læser med her, eller iøvrigt kender mig, kan være i tvivl om, at jeg elsker Galopbanen, sporten, hestene og alle de gode venner dernede. Selvsagt er man så ekstra varsom med at udtale sig negativt om noget, man holder af og gerne vil promovere positivt. Der er dog en stor negativ ting ved banen, som rigtig mange er mere end kede af og det handler om mad og muligheder (eller mangel på samme) på banen. Problemet er ikke kun at få banen i tale, for det hjælper sådan set ikke. Som jeg har forstået det, har banen overgivet al kontrol og råderet over den slags til Marienlund, som således sidder tungt og mageligt på alt, hvad der hedder mad på banen.

Nu var det så Derbydag, og stalden havde bestilt et bord, og vi havde bestilt mad også selvfølgelig. De andre fik en platte med diverse . Jeg klovn glemte at fotografere den, men det så lækkert ud, og det forlød også, at det var det. Så langt så godt, efter vi havde fået smidt nogen væk, der troede, de skulle have vores bord. Den gik så ikke.

Inden dagen, havde jeg selvsagt været i dialog med Marienlund, for jeg ville sikre mig, at jeg ikke bare sad med en salat, hvilket jeg ikke synes, jeg vil betale mange penge for. Når jeg går ud, vil jeg (også som veganer) have noget udover det, jeg ville lave selv til daglig. Efter megen skriveri frem og tilbage, melder de, at det skal de nok finde ud af, at lave mig en platte også. Jeg tager afsted, og er spændt på, at se, hvad de finder på.

At sige, jeg blev skuffet forslår vist ikke. Det jeg fik var som det ses grønt stabelt dekorativt på en tallerken. Udover lige grøntsager, var der oliven, 3 jordbær og lidt valnødder og tørrede figner/abrikoser. Det var ikke engang en salat – der var ingen dressing af nogen slags heller, så en tør omgang og stivelse var der heller ingen af – jeg kunne nævne pasta, quinoa, bulgur, cous cous, ris, nudler, wraps, for ikke at nævne kartofler eller andre rodfrugter. Man kunne have lavet de lækreste salater. Jeg ville intet have haft imod at få en tallerken med 3 forskellige salater – overhovedet ikke, hvis det var gjort med omtanke og ordenligt.

Det her var lige præcis den løsning, jeg skrev for at undgå. Det var lækre grøntsager, sprøde og flotte, men det er ikke det, det her handler om. Hvad ville du sige, hvis du fik serveret ovensiddende til en pris af 275,- kr.??? Jeg sagde ikke noget på dagen, for hvad skulle jeg så gøre?? Jeg havde ikke tid til at gå hjem og spise noget, og jeg var ærligt talt ved at dø af sult, og blev selvsagt dårligt mæt. Men jeg er godt nok rasende over at de vil være sig selv bekendt – især fordi jeg netop havde skrevet til dem på forhånd. Så var det bedre, de havde sagt, vi kan ikke løfte opgaven. Fint, så havde jeg spist mig mæt hjemmefra og havde hilst på mine venner ved bordet og drukket et glas sammen med dem. Det havde jeg været gladere for. Som det er, føler jeg mig snydt så vandet driver af mig, og det er ufedt!

Man havde sat alle sejl til i forhold til reklamering for denne Derbydag. Det betalte sig, og dagen endte med rekordomsætning. Hvad der var mindre godt, var at man havde glemt at tage højde for den ekstra menneskemmængde i form af ekstra personale. Det gjaldt såvel Marienlund som selve banen. Jeg ved ikke, hvem der står for informationsboderne og udbetalingsboderne/informationer. Folk skulle stå halve timer i kø, hvis de ville hæve penge. Klog af skade hævede jeg, så snart jeg kom rigeligt, men hvad med alle dem, som aldrig har været på banen før – hvor fedt er det lige?

Dertil kommer det evigt tilbagevendende problem med pølseboden, hvor folk stod i en kæmpekø. Det gør folk selv på almindelige løbsdage, og også thaimaden og pandekagerne var overbelastet. En mere af alle de 3 ting, kunne snildt have været beskæftiget.

Kaffevognen vi har været så glade for, når den endelig har været der, var der selvfølgelig ikke. Med det vejr der var, ville folk gerne have en kop kaffe. Oppe ved højen meldte man, at de ikke kunne følge med, så folk der havde betalt rigeligt for deres mad og platter, kunne ikke få en kop kaffe bagefter – hvad hulen ligner det? Det er dog en helt almindelig ting, at man gerne vil have en kop kaffe ovenpå maden.

Læs mere nedenfor:
Læs resten

Berlin maj 23. maj 2012 – Hermsdorf & Schöneberg


Den vidunderlige togstation i Hermsdoff – bemærk træet som vokser på perronen
.

Mere S-Bahn her den ene udgang, der var som oftest to
.

Sommeren var på sit højeste, og jeg kunne ikke dy mig for at fotografere dettte smukke blomsterflor
.

Skiltet, der markerede, at nu var jeg nået frem til mit bestemmelsessted. Kinderheim Elisabethstift
.

En af flere store villaer, der tilsammen udgør børnehjemmet
.

Indkørslen til børnehjemmet – igen bemærk de høje træer. Her bliver der med stor jubel kælket nedad, når vejret tillader – det skråner ret så meget
.

Endnu en villa og smukke rhododendron
.

Nu spørger du nok dig selv, hvorfor jeg har taget fotos af en ret så kedelig gård. Læs nedenfor så får du forklaring
.

.

Sabine.Rumöller som var så fantastisk sød ved mig og viste mig rundt
.

Denne giftig grønne drik har jeg fortalt om før, en BerlinerWeisse, som smagte skønt på en varm dag
.

.

.

Jeg fik en menu på tilbud, som bestod af bruschetta’en, suppe og fisk med stegte kartofler – altsammen meget lækkert. Restauranten ligger lige ved siden af stationen næsten og hedder Leonardo Da Vinci – Italiensk
.

Ejendommen, som var den sidste min biologiske mor boede i
.

Schöneberg Rådhus
.

Bagsiden af huset, hvor min biologiske mor boede, også her var der masser af træer og blomster
.

.

.

Aftensmåltidet var også Italiensk på en restaurant La Plazza, Berlin. Spagetti med oksemørbrad – bare lækkert. Restauranten er beliggende mellem Kürfurstendanm og Kantstrasse tæt på banen – bilen er en ældre model Rolls Royce og tilhører ejeren af Restauranten som ses i baggrunden

Så fik jeg mig endelig skrabet sammen til at få skrevet om endnu en dag i Berlin. Forstå mig ret, det er ikke fordi, det som sådan er “en sur pligt” slet ikke, men jeg vil gerne gøre det ordenligt og have det vigtige med. Bloggen fungerer jo i den forstand også som en slags dagbog for mig selv. Og så skulle man jo tro, at så mindeværdig en tur, den glemmer man ikke. Man glemmer ikke, at man har været der, og selvfølgelig heller ikke overrodnet at det var en fantastisk tur. Men jeg ved fra en tidligere tur til Guatemale, Honduras og El Salvador, hvor jeg ikke kan finde mine dagbogsnotater, at det er mig helt umuligt at huske detaljer, som jeg gerne ville have kunne huske nu. Det var også en længer etur, og er længe siden – men stadig. Det her er heldigvis kun lige knapt et år siden, så det er med, at skrive, mens man kan huske følelser og stemninger.

Dette var en meget spændende dag for mig. Jeg skulle først og fremmest finde ud til det Børnehjem, hvor jeg tilbragte den første tid af mit liv. Fra jeg blev udskrevet fra et børnehospital og til jeg blev adopteret i september 1963. Dels var det spændende i sig selv, at skulle se børnehjemme og så var det mindst lige så spændende, om jeg kunne finde derud, uden at fare vild. Mig og finde rundt, er ikke det bedste altid. Af samme grund havde jeg faktisk købt en telefon med GPS lige inden, jeg skulle afsted, men det viste sig så, at det ville blive for dyrt at bruge dernede. Man kan eventuelt købe et kort dernede, det er noget, jeg vil undersøge en anden gang.

Jeg startede med at gå op på Bahnhoff Zoo og finde ud af, hvordan jeg skulle begå med mig at kommer derud. Jeg skulle endda skifte tog på hovedbanegården (den flotte nye), men det gik som en leg og der var ingen problemer. Jeg kan faktisk godt lide at køre i tog og sidde og kigge ud. Jo mere vi kørte, jo grønnere blev det, og området jeg havnede i, kan bedst sammenlignes med Charlottenlund/Klampenborg hvis noget. Store villaer og masser (mange, mange flere end i Danmark) store træer – et skønt område.

Så var næste udfordring at finde Berliner Strasse, hvor børnehjemmet ligger. Det var ikke helt så nemt, men efter at have spurgt mig lidt for, kom jeg på rette vej. Jeg var i meget god tid, så jeg kunne sætte mig hos den lokale bager med en kop kaffe og puste lidt ud, og lade op til næste “heat” af udflugten. Vejret var som alle dagen dernede bare helt fantastisk. Blå himmel og sol fra en skyfri.

Da jeg ankom skulle jeg så finde ud af, hvilken af de store villaer, jeg mon skulle gå ind i for at finde Sabine. Heldigvis valgte jeg rigtigt, og fandt hende også – igen efter at have spurgt efter hende. Hun var utroligt sød og er forstander der nu. Før hende var det faktisk den søster, der i sin tid passede mig – Schwester Gerda, der var forstander. Dengang var der som det antydes søstre på børnehjemmet, men som tilfældet er så mange steder, er der ikke det længere. Jeg har for mange år siden skrevet til Søster Gerda og hun kunne sagtens huske mig. Hun er nu pensioneret og taget tilbage til sin hjemegn, som er langt fra Berlin. Hun er også en meget ældre dame nu.

Efter en lille snak og lidt kaffe begyndte vi vores tur rundt på stedet. Det er i mine øjne et dejligt sted, som jeg kun kan være glad for at have startet min færd i livet på. Selvfølgelig er meget helt anderledes nu end dengang. Gården som er afbiledet ovenfor, er en går som jeg har et foto af, taget dengang, og hvor jeg muligvis også er på. Dengang blev barnesengene stillet derud og så hentet ind igen senere. Nu er det så legetplads. Der er også en stor forskel i antallet af børn, ligesom der næsten ingen adoptioner foretages længere. Der lægges nu stor vægt på det forebyggende arbejde og lære de mødre, der mangle evner og færdigheder udi moderskabet disse. Den afdeling så jeg også. Så også et lille barn, som havde været der næsten et år, og som det samme dag ville blive besluttet, om han skulle tilbage til sine forældre, eller hvad der skulle ske. Vi talte også om, hvor hårdt det er for personalet, som jo ikke kan undgå at knytte sig til de små mennesker. Der har Sabine en stor fordel som forstander, i forhold til at kunne hjælpe sit personale – hun er psykolog. Og disse samtaler er nødvendige, helt forståeligt.

Vi gik en tur i den dejlige have, der omgiver de her villaer, der ligger strøet som perler på en bakke. En af dem opholdt mine forældre sig i, da de var og hente mig for alle disse år siden. Mange af de træer – hvis ikke dem alle, der står i haven har været med til det, for de er alle mega store og skyggede dejligt for den hede sol. Når jeg går sådant et sted, bliver jeg frygtelig ked af danskernes mani med at beskære og fælde træer i en uendelig strøm, og den manglende påskønnelse af, hvor meget stemning de skaber. Stod det til mig, havde vi mange flere træer – høje ubeskårede træer i Danmark. Læg mærke til, hvad det er, der blandt andet er så specielt ved Berlin, og en del af det, du elsker. Det er træerne.

Vi havde været haven rundt og talt og gjort ved et par timer. Det var tid at sige farvel og tusind, tusind tak til Sabine. Jeg kan ikke (stadig ikke) takke hende nok for hendes fantastisk varme og søde måde at tage imod mig på, og hendes fine rundvisning. Jeg fik også et hæfte, der blev lavet tilbage i 2001 i andledning af hjemmets 175 års fødseldag, hvor man kan læse om hvordan hjemmet fungerede før og ikke mindst er der en stor artikel om Søster Gerda. Det hæfte passer jeg selvsagt rigtig godt på.

Bagefter gik turen så tilbage, men på vejen var der et andet visit, jeg gene ville have gjort. Min biologiske mors sidste adresse ville jeg gerne se (jeg nåede at se flere i ugen), så det var planen på vejen hjem. Det gik også godt nok, og igen efter lidt roden rundt fandt jeg det. Dog var det svært at se nøjagtigt, hvor hun har boet. Og man ringer jo ikke bare på og spørger – eller det gjorde jeg ihvertfald ikke. Så er det man gerne ville have et Tv-hold og noget i ryggen. Men uanset er det slet ikke sikkert, det er beboelse mere. Som jeg kunne forstå det var det nærmest kollegieværelser, der hvor hun boede. Altså helt oppe under taget. Som beskrevet kunne jeg ikke helt regne ud, hvor det skulle være men bygningen ovenfor, burde være den, hun kom ind igennem.

Noget andet, jeg hele tiden gerne ville se, mens jeg var dernede var Schöneberg Rådhus. Det viste sig, at det lå lige for enden af gade, hvor bygningen ovenfor beskrevet lå. Så det var jo let, så jeg gik hen for at se rådhuset. Der var en fin udstilling omhandlende II. verdenkrig øst/vest og det faktum at mange familiemedlemmer og naboer meldte hinanden.

Jeg fik set det, og så var jeg dælme også færdig, og ville bare tilbage. Men jeg var godt klar over, at kom jeg først tilbage til hotellet kom jeg aldrig ud igen, så jeg kunne lige så godt spise på vejen. Det forklarer også, at det blev ovensiddende restaurant, for jeg orkede ikke den store jagt på noget andet, men det gjorde ikke noget, det smagte skønt. Og indrømmet, det havde været en fysisk og mentalt udmattende dag for mig. Så at sidde lige så stille i den milde sommeraften og nyde dejlig vin og mad, var lige hvad jeg trængte til. Og der var ikke langt til hotellet derfra og ikke mindst et bad og en seng. Vil du se flere fotos, ligger de her.

Fødselsdagsfrokosten i hus



Overvejelserne omkring min fødselsdag er mange. Hvad skal jeg lave, med hvem o.s.v. Jeg vil jo gerne fejres og også rigtig, rigtig gerne se en masse mennesker. Der er bare lige et ret så stort problem med det, og det hedder penge. Det er rigtig, rigtig dyrt at holde fest, også selvom man prøver at holde det på et relativt beskedent niveau.

Stod det til mig, og penge ikke var et issue, jamen – partytime! Ingen tvivl om det. Det gad jeg da rigtig godt. Nu er virkeligheden så en anden. Og så vil jeg måske hellere holde en række små fejringer. Allerede synes jeg jo, jeg har fejret meget allerede ved turen til Berlin, som ligesom var “gaven” i år, og den er jeg bare så glad for den tur, at det er svært at beskrive.

Nu har jeg dog taget en beslutning i forhold til det der fødselsdag, og det hedder frokost hos Ida Davidsen sammen med far. Vi har talt om længe, at det kunne være hyggeligt at komme derind, så det gør vi på min fødselsdag og jeg har bestilt bord! Dét glæder jeg mig til. Det store problem bliver at vælge…. :-) Så må vi se, hvad jeg ellers finder på i forhold til den fødselsdag.

Berlin dag 2. – En smule mere sightseeing


Den dejlige altan, hvor jeg sad alle dagene og spiste min morgenmad, undtagen en dag – fotoet illustrere også, hvor grønt, der er i Berlin

Berlin: 21.-27. maj 2012

Jeg havde købt en sightseeingbillet, der gjaldt i 2 dage. Umiddelbart, skulle man synes, det var mere end rigeligt. Tro mig, jeg kunne snildt have brugt hele ferien på at stige af og på den sightseeingbus og se flere steder, der ikke var på ruten også. Men jeg havde jo også private ærinder, at se til, så det var benhård prioritering, og det gik meget hurtigt op for mig, at jeg ingenlunde ville nå en brøkdel af det, jeg gerne ville. Men jeg besluttede, at jeg ikke ville stresse, for det skal jo være hyggeligt og det jeg så så, skulle gøres ordentlig. Som sagt så gjort.

2. dagen var også første dag, hvor jeg stiftede bekendtskab med morgenmaden på hotellet. Den var okay, og mæt kunne man sagtens blive. At der var plads til forbedringer, er der ingen tvivl om. Især deres røreæg og pølser, kunne klart forbedres. Røreæggen var decideret (i min verden) uspiselig. Jeg undlod så bare den del. Til gengæld var der (kom man tidligt nok) dejlige grovrundstykker, masser af ost og marmelade, frisk frugt og mange andre ting, så sulten behøvede man ikke gå derfra. Det var jo kun 3-stjernet hotel, så jeg tænker, man ikke kan forlange mere.

Da morgenmaden var spist begav jeg mig ud i det pulserende liv. Ganske som dagen før, var vejret strålende, og det var varmt. Meget varmt bliver der på toppen af sådan en sightseeingbus med solen bagende lige ned. Men det gik.

Første stop på turen, havde jeg bestemt – Checkpoint Charlie. Dette er et meget kendt sted i Berlin, og ikke mindst betydningsfuldt for mig. Og hvorfor så det? – spørger du måske. Jamen som jeg vist har nævnt tidligere, er jeg født i Berlin. Min biologiske mor var tysk, og min biologiske far amerikansk soldat. Derfor var det selvfølgelig et meget vigtigt sted, der skulle ses. Hvad jeg ikke kendte til på forhånd, var museet.

Det udvendige, er sådan set jo hurtigt overstået, medmindre man for 6 Euro (mener jeg det var), ville have et stempel i sit pas. Det skulle jeg så ikke, men begav mig indenfor, da jeg havde fået de fotos, jeg ville. Intet kan rigtigt forberede en på den oplevelse, museet er. Det er faktisk overvældende. Museet fortæller historien om Muren og ikke mindst illustererer den med effekter og fotos rigtig manges flugt over muren og fortæller i detaljer historien og om, hvad der siden skete med disse mennesker. Meget interesant, og et meget håndgribeligt indblik i en mørk side af Berlin’s historie og menneskets vilje til at overkomme det mest utrolige. Jeg kunne godt have brugt længere tid derinde, men det var meget, meget varmt og kræfterne skulle jo også stå model til næste stop. Iøvrigt er der inde på museet (tror det var 4 el. 5 stk.) store bøger med sider med 4 kolonner på hver side, ca. 15 cm høje var de her bøger med navne på folk, der er forsvundet, og så kan man skrive i bogen, hvis man er i familie med nogen af de nævnte.

Efter at have set det hele, omend noget kunne have tålt mere fordybelse gik jeg ud på gaden igen og fandt bussen, og så kørte jeg med til vi nåede Berliner Dom – Berlins Domkirke!

Jeg havde jo allerede set den dagen før på turen rundt og den måtte jeg bare se. Den var vist ikke på min liste over ting, jeg havde skrevet, men der skal jo være plads til improvisationer og begejstring, og med min kirkefacination, var der no way, jeg kunne lade denne gå min næse forbi. Og nej hvor blev jeg da ikke skuffet. Noget smukkere findes ikke tror jeg. Jeg har set Peterskirken, og denne er næsten flottere. Men det skyldes måske også, at Peterskirken er så stor og næsten uoverskuelig, men som jeg husker den også meget farveløs, omend flot. Hvis jeg husker forkert undskylder jeg, jeg var 11, da jeg så den. Men ihvertfald vil jeg sige, kommer du til Berlin, og du kan lide arkitektur, kultur, og kirker – så skal du se den. Den er næsten ikke til at beskrive. Oppe ovenpå var der en udstilling af de forskellige renoveringer og udtryk kirken har haft, og nogen af de statuer, man har måtte tage ned og som er delvist gået i stykker og nogen er modeller for nogen, der står i kirken, ligesom der er tegninger også. Rigtig spændende at se.

Det var meget, meget varmt den her dag, og jeg var mere end brugt til sidst. Dødsenstræt var jeg og den sidste bus skulle nås også, så jeg begav mig hjemover mod Kantstrasse, hvor jeg spiste min aftensmad. Kantstrasse ligger parallel med Kurfürstendamm, og er meget mere “tilgængelig” og hyggelig, om jeg så må sige, og om aftenen summer den af liv med masser af restauranter og butikker. I modsætning til Kurfürstendamm, er der mere almindelige butikker og mere afslappet og noget for enhver smag. Efter sådan en dag på benene, smager ens gin/tonic altså godt, når man sidder der på ømme, men glade fødder :-)

Således lykkedes det mig, at få skrevet endnu et indlæg fra Berlin. Men det har også taget mig hele dagen. Dels har jeg lavet andet indimellem (også hvilet mig) og dels så har jeg det med at blive distraheret indimellem. De næste indlæg bliver lettere, for der kan jeg springe lettere over det fotos-mæssigt. Næste indlæg bliver et fotoindlæg med glimt fra turene rund med bussen og så skal vi til det mere alvorlige senere. Kan I nu sove godt, nu er der ihvertfald lidt at kigge på.


Spisesalen, og buffet’en og baren med kaffe, te, mælk, juice i lange baner og vand


Checkpoint Charlie var sjov at se, men mest spændende var museumet. Kommer du derned, er det et must. Hvorfor ingen fotos – det må man ikke!

Klik nedenfor, for at se mere fra turen!
Læs resten

Tivoliglimt

I dag var det tid til den årlige Tivoli-tur med indbygget frokost i Restaurant Grøften. Altid et h yggeligt sted at komme. Vi var en pæn flok faktisk, min søster og familie, min far, min farbror (hans kone var desværre forhindret af sygdom), min faster og hendes mand, min søsters svigermor og et vennepar til far.

Alle nød vi, at komme indefor i det der på det tidspunkt, var nærmest silende regn. Vi valgte selv, hvad vi ville spise, og jeg tog den godt velprøvede Teaterplatte, som jeg får næsten hvert år, for det smager altså godt, sådan noget rigtig godt smørrebrød (det synes jeg ihvertfald), men andre sprang på skipperlapskovs’en, som er ad libitum, og det forlød, at den også var god. Jeg har smagt den for mange år siden og der var den også god. Måske jeg skal prøve noget helt 3., når jeg kommer derind igen.

Til dessert fik jeg (ganske som sidste år) øje på jordbærkortet. De nye jordbær er kommet og der er lavet et kort til dem. Jeg bestilte jordbærtærte, og det fortrød jeg ikke. Hold da lige op, hvor var den god. Hvis jeg overhovedet skule anke på noget – og det må man jo godt, hvis man syne, det er sådan, så manglede jeg altså rødkål på min kamsteg. Sådan en kan godt være lidt tør (det var den) og er der så ikke nok med rødkål (her råsyltet og rigtig fin ellers), så bliver det altså en vindtør omgang, og det er synd, når det iøvrigt var så fint. Sværen var især super. Sprød og lækker og saltet ordenligt. Også hønsesalaten var super, ligesom den perfekt stegte fisk. Jo, det var en god frokost…..

Efter frokosten gik jeg en runde i haven, nu jeg var derinde. Jeg bryder mig ikke om, som de har maltrakteret Tivoli. Det er ganske ødelagt synes jeg. Der er visse steder, der har fået lov at være næsten uberørt og har undgået pop-smarte løsninger, men det er ikke meget. Hvor ofte skal det siges:

“If it ain’t broken – don’t fix it”

Det gælder i høj grad Tivoli, som næsten er uigenkendelig og charmen er stort set væk nu. Hvorfor skal alt laves om? Det var jo ikke, at Tivoli manglede gæster som sådan. Dem der vil have forlystelser og tjuh-bang, kunne jo tage på Bakken eller andre steder. Nå, men jeg kommer en gang om året – for maden, men det er jo lidt træls at skulle betale indgang bare for det. Og nej, jeg prøvede ikke forlystelsen afbiledet. Jeg kom til at tænke på, at da bilen kom, blev den kaldt en Helvedesmaskine! Det var ordet, der faldt mig ind, da jeg så den her i aktion. Jeg tror ikke, du kunne betale mig et beløb stort nok for at gå op i den – fy for den! Den der “dims” for enden af stangen, sidder der altså mennesker i!!!

Bortset fra den anke, så var det en dejlig frokost, og af samme grund har jeg ingen aftensmad spist. Nu skal jeg i seng, for den står på tidligt op i morgen – der er Derbygalops! Kan I nu sove godt – og så ligger der er flere Tivoliglimt her.

Weekenden


Det bliver ikke meget smukkere end lige nu, hvor det hele er lysende grønt


En af mange smukke heste, der vandt i går – Head Above Clouds


Den dejlige pastaret

En kort opsummering af weekenden ville se sådan ud som ovenfor. Irish Day på Klampenborg er altid festlig – dog ikke sidste år. I går var vi helt forskånet for uheld af nogen som helst art, og solen skinnede fra en blå, blå himmel med fine vatpudeskyer. Desværre var der også en ret strid blæst. Man bliver så træt i sådan et blæsevejr. Eller jeg gør ihvertfald. Til gengæld kan jeg ikke påstå, jeg ikke fik taget nogen fotos. Mit kort løb simplelthen tør for hukommelse, så det satten en helt naturlig stopper for den del af det. Der var mange fine løb, masser af mennesker og med en veninde, der ikke plejer at komme til løb dernede også, var der rigeligt at se til.

Efter løb tog vi ud og spise på en italiensk restaurant ikke så langt herfra. Rigtig dejlig mad til en rimelig penge, og et sted, der er meget brugt af os fra banen iøvrigt. Dette medførte også, at vi mødte flere vi kendte dernede. Men det er jo bare en ekstra charme. Jeg fik en lækker pastaret med oksemørbrad og en lækker svampesauce, som jeg ihvertfald gerne anbefaler og spiser der igen.

Således blev det en meget lang dag i går, så dagen i dag er brugt mest på afslapning, opvask og så lidt fotos, og nu vil jeg ind og sove igen lige straks. Håber jeres weekend også har været god.