Shopping, frokost, weekend og venindesnak

Min dag gik “i ged” i går. Jeg er stadig lidt forvirret over det, men der er kun en mulig forklaring. Men for nu at starte med begyndelsen, så var jeg i stalden. Som altid hyggeligt og Susie og jeg fik så galt gået tur med de to banditter Indy og Kicker. De er begge friske i øjeblikket, så helt uden “krymmelyrer” var det ikke, men kunne heldigvis have været meget værre.

Hjem igen med de to og putte dem, og så skulle jeg hjem. Troede jeg! Bilen var død som i død som en sild, da jeg kom op til den. Ingen strøm. Det eneste, jeg vidste var, at jeg havde tændt lyset (udover det der slår til automatisk). Normalt giver det en hyletone, når man glemmer det. Så enten har den ikke gjort, eller det er lykkedes mig (ikke at jeg fatter hvordan), at overhøre. Har dog aldrig gjort noget lignende, og jeg har dog kørt bil en del år efterhånden. Nu var gode dyr rådne som man siger. Hvad så? Susie min kære veninde, var super hjælpsom og for nu at gøre en lang historie kort, så lykkedes det til sidst at få fat på Søren Jensen (vores nabostaldindehaver), som kom og hjalp med at få strøm på “dyret” og så kunne den selvfølgelig starte. Pyh! Tusind tak til både Søren og Susie for hjælpen.

Så måtte jeg køre en lang tur for at køre noget strøm på den, så det blev en tur til Hørsholm og tilbage. Det betød at alle andre planer for gårsdagen blev skrinlagt, for jeg var færdig som gårdsanger, da jeg kom hjem. Det er helt sikkert. Det var jeg allerede, da jeg gik op til bilen, men der var ligesom ingen vej udenom køreturen.

I dag har jeg været i København og købe nye krus (Notre Dame). Bagefter spiste jeg frokost på Cafe Flottenheimer, for at prøve noget nyt og det var et rart bekendtskab. Jeg fik vegetariske Quesedilias med steak pomme frites, dressing og guachemole – rigtig lækkert. Og så var det hjem med et lille smut forbi min far på vejen og så har jeg ellers hygget mig her, blandt andet med en sludder med en veninde over Skype.

Morgendagen bringer galop, men om jeg orker at tage derned, hvis vejret er lige så Gudsjammerligt trist som i dag, ved jeg ikke. Vi har ingen heste til start, så det er en god anledning til at bliver her, og få lavet lidt, mens jeg ser løb. Nu må vi se, hvordan jeg synes i morgen. For nu vil jeg ihvertfald ønske jer en god weekend.

Hængepartier, helbred & weekend

Det slæber af som man siger, her hos mig. Ikke at jeg er under dynen som sådan grundet helbredet, men jeg har været på antibiotika nu i 10 dage ca. og skal stadig været nogle dage endnu. Som vides har jeg ikke for mange kræfter i forvejen, så at tilsætte trætheden fra indtagelse af antibiotikaen, er altså lige lovlig meget.

Hængepartier har jeg, så jeg kan sælge ud af dem, og jeg har har oveni også haft rigeligt at se til på det seneste. Noget min egen skyld og noget påført mig af udefrakommende ting. På den gode side, har bilen været til syn og gled lige igennem, dog efter den havde fået nye bremseskiver- og klodser, men det er ikke andet end, hvad man skal forvente. Derudover var der intet at bemærke.

Ellers har jeg slæbt mig i stalden og prøvet at være lidt til gavn, hvilket så er lykkedes i større eller mindre grad – i går slet ikke stort set, og jeg måtte gå hjem til sidst, så træt var jeg. Når jeg så har været dernede, er der ikke et gram energi tilbage, og jeg går oftest ud på sofaen. Talte jeg noget om nogle hængepartier? Ja, det gjorde jeg, og som det går, så er der lige nøjatigt intet sket. Hverken her på computeren, hvor jeg også gerne vil en masse eller herhjemme, hvor jeg har ting, som har skullet laves siden før jeg tog til London. Men som I nok husker, kom jeg ligesom hjem til en far, der har været syg hele sommeren. Heldigvis er han glad og stabil nu.

Nu er det endelig lykkedes mig at få skrevet lidt her og også herovre. Det er da første gang i længere tid, at jeg har formået begge.

Vejret er blevet til efterår, og det er koldt nu. Jeg har frosset med anstand i dag, og varmen kom på også herinde i “kontoret”. Fotoet er ikke fra i år, for så langt er vi ikke helt endnu. Det er fra Dyrehaven og fra slutningen af oktober sidste år.

For nu vil jeg ønske jer rigtig god weekend. Min kommer til at foregå på banen i morgen, hvor verdens bedste Kicker skal løbe, og det vil jeg jo ihvertfald ikke gå glip af. Måske ses vi?

En kliché udi fotografering

IMG_6851opt2_DyrehavenTidligMorgen

IMG_6872opt2_DyrehavenMorgen

IMG_6887opt2_DyrehavenTidligMorgen

IMG_6890opt2_DyrehavenTidligMorgen

IMG_6921opt2_DyrehavenTidligMorgen

IMG_6942opt2_DyrehavenTidligMorgen

IMG_6948opt2_DyrehavenTidligMorgen

IMG_6959opt2_DyrehavenTidligMorgen

IMG_6961opt2_DyrehavenTidligMorgen

IMG_6980opt2_DyrehavenTidligMorgen

Min veninde, havde sagt til mig, at nu måtte jeg altså komme ud og se kronhjortene og ikke mindst tågen over sletten tidlig morgen. Så det tog jeg mig sammen og gjorde her i dag. Det var en dejlig tur bortset fra, at jeg klovn havde taget for små sko på og kom hjem med våde fødder. Så dum kan man være, men jeg fik som det ses fotograferet kronhjorte også brølende.

På min tur rundt var jeg så heldig at møde mange af mine galop og staldvenner, så det var rigtig skønt oveni, at det var en fantastisk smuk morgen. Men varmt var det ikke. Jeg havde for første gang mine termostrømper på.

Efterfølgende var jeg i stalden med forsyninger af guf til Kickermusen og som tak fik jeg de dejligste våde kys. Så var dagen ligesom fulendt og jeg fik selvfølgelig hilst på alle dernede også, hvilket altid er en bonus.

Vel herhjemme igen fik jeg noget mad, ordnede disse fotos og så måtte jeg kapitulere. Jeg kunne simplethen ikke holde mig vågen. Og så er jeg iøvrigt lige vågnet for en time siden!! Så nu vil jeg smutte i seng igen, og så er der endnu en forhåbentlig dejlig dag i morgen.

Hjertesorg

IMG_6989opt2_Dyrehaven060615

Se dokumentaren, som fint viser, hvor svært et brud kan være, og også set med forskerøjne. Der er gode grunde til, at det er så svært, som det rent faktisk kan være for mange.

Jeg så dokumentaren nedenfor i går, og den bragte selvfølgelig en masse tanker til tider, hvor jeg selv har haft det sådan. Det er heldigvis langt tid siden sidst, og det er noget, jeg vil gøre meget for at undgå igen.

Man kan sige i og med, jeg stort set har opgivet, at finde ham, den helt rigtige, så går det jo meget godt den vej rundt. Selvfølgelig ville jeg blive glad, hvis der kom en, og modbeviste min efterhånden store skepsis omkring mænd. Sjovt nok elsker jeg mænd og har mødt mange rigtig, rigtig dejlig af slagsen ikke noget om det. Men som ofte, så er der dælme også nogen i blandt, der kan ødelægge statestikken og rygtet for resten.

Når jeg ser mig omkring, er jeg bestemt og meget langt fra, at være den eneste der har det sådan, og er som følge deraf selvvalgt single. Når det er sagt, så er det mere derhen, at jeg ikke gør noget aktivt for at finde en kæreste overhovedet. Hvis og når jeg møder en, der giver mig lyst til at prøve at “stikke næsten i den bikube” igen, så må jeg tage det op. Indrømmet, jeg har da mødt nogen, men tingene er ikke gået min vej og sådan er det så. Det skal jo være gengældt. Så foreløbig er jeg alene – langtfra ensom. Det er bestemt ikke det samme.

Jeg har heldigvis prøvet at være elsket, også sådan rigtigt. Dermed har jeg også oplevet stor, stor hjertesorg, fordi det ikke holdt eller blev som ønsket. I et tilfælde (hvor jeg ikke var rigtig elsket, og jeg var den der var mest “ramt”), kan jeg nu kigge tilbage på et forhold, som jeg var meget ulykkelig over gik over styr og se, at vi slet, slet ikke passede eller passer sammen. Så der er helt ro på den, og vi kan sagtens tale sammen i dag, men det er ikke noget, vi gør det i. Og det er fint nok.

I et andet tilfælde, mødtes vi mange år senere, og dels havde personen forandret sig så meget, at jeg dårligt kunne kende ham, og dels var der ting, jeg sikkert havde været alt for naiv til at se dengang. Det gik selvfølgelig heller ikke og der gik noget tid med at skille fortid og nutid ad og erkende de her ting, hvilket i sig selv var meget hårdt. Det brud var ikke særlig “pænt” og det gør selvfølgelig, at det er med noget blandede følelser, jeg kigger tilbage på det, hvilket ikke sker så ofte.

I et sidste tilfælde, kigger jeg heller ikke tilbage ofte, af den simple grund, at jeg stadig bliver rørt til tårer ved tanken. Derfor vil jeg ikke dvæle ved det, men kun sige, at jeg håber, at når jeg tænker på lige ham, så håber jeg, han stadig kan mærke det. Engang imellem forbliver følelserne der, selvom det ender med et knust hjerte.

P.S.: Hvis du har et problem med at forstå det engelske og de tyske undertekster, ligger dokumentaren her på dr.dk i begrænset tid.

Nul skeer tilbage

IMG_8270opt2_Dyrehaven_250615

Når jeg refferere til “skeer” er der heldigvis rigtig mange nu, der ved, hvad jeg mener. Jeg henviser til et skriv, jeg her på bloggen har oversat til dansk, der forklarer, hvordan det føles, at have en usynlig sygdom, som folk ikke forstår. Det er blevet et meget populært indlæg, og det undrer mig sådan set ikke, for det forklarer det så godt.

Så inden, du tager de fordømmende briller på, og kaster dig ud i, at fortælle dine syge venner eller andre om, at du ikke kan forstå, de ikke kan dette og hint, kan du ihvertfald læse det.
Egentlig er det sådan set fint nok, du ikke kan forstå det, men hav så meget respekt og omsorg for dine medmennesker , at du i det mindste accepterer og respekterer, at det er sådan.

Heldigvis har jeg sådan nogle venner, der hjælper alt, hvad de kan i denne tid, hvor far er meget dårlig, og “cykler” mellem hospital og ældrecenter til evaluering. Så sent som i dag, har de sendt ham retur til centret.

Selv har jeg intet rigtig konstruktivt fået lavet. Jeg sov til for en time siden og så har jeg siddet her, og nu kunne det være jeg skulle få lidt mad og se om jeg kan få lidt ud af aftenen.

Som at have små børn

Jeg begynder langsomt at forstå, hvorfor folk med små børn har så svært ved, at få noget gjort. At have en hund, er lidt det samme. Den skal ud x-antal gange om dagen og have mad også. Al planlægning skal være rundt den og at den ikke skal være alene for længe.

I dag har jeg så ladet Emil alene en del af dagen. Det er jeg jo pisket til, hvis jeg ikke skal blive helt sær. Så jeg var nede og gå en tur med Kicker i dag, sammen med Susie og Indigo. Dejligt, dejligt bortset fra, at vi var ved at blive ædt af myg, eller hestene var. Det synes de så knap så godt om. Kicker skubbede til mig og gned hovedet op ad mig, som om han ville sige “så gør dog noget”! Vi må have gang i noget insektbalsam af en slags.

Da jeg havde været i stalden susede jeg op til min far, som heldigvis havde det bedre end i forgårs, men godt, godt er det stadig ikke, og han får da også stadig ilt og maske, ligesom han har ganske meget vædske i kroppen. Men humøret var klart bedre og han fik flere besøg. Så da jeg havde været der lidt, lidstede jeg af igen, netop af hensyn til Emil. Han virkede ikke ked af det, da jeg kom hjem, heldigvis. Nu har vi lige været i Meny og hente et par småting og stå udenfor butikken, kan han altså sagtens. Det er ellers ikke noget, jeg er meget for, men lige nu var jeg nødt til at kombinere tingene.

At sige jeg er træt, gør det ikke. For mig bliver det her jo mere end en arbejdsdag, hvilket jeg slet ikke kan holde til. Men det er jeg jo nødt til lige p.t. og det er uagtet alting for meget. Så nu vil jeg have et bad, for det har jeg i skrivende stund 18.44 stadig heller ikke fået, og så vil jeg have en købepizza. Overskuddet til at lave mad er der ikke og hvornår skulle jeg lige have haft tid til det? Og sådan går mine dage lidt p.t. I morgen skal jeg intet andet end netop lave mad, rydde op og gøre rent – og selvfølgelig gå med Emil!

Blomstervanding, hospital/klinik x2 og endelig den der ovn

Det har været en travl dag. Jeg så pludselig i går aftes, at min ovnleverandør havde skrevet, at de ville komme i dag, om jeg var hjemme. Det var jeg da, men det kom lidt an på, hvornår eftermiddag var, for jeg havde lavet en aftale med Dyrlægen også. Det havde jeg fordi Emil (fars hund) havde nogle ulveklør så lange, at det på ingen måde længere kunne udsættes at få dem klippet. Altså skulle vi det 13.30. Det endte med, at de ville komme efter 15.

Inden det, skulle jeg nå at stryge et par bukser til min far, vande hans blomster og besøge ham på hospitalet. Jeg nåede det hele, og fandt far havde noget lettere ved at få luft i dag og uden ilt, og det i sig selv, var da positivt.

Så var det næsen hjemover og så hente Emil og suse op til Dyrlægen. Han var meget lidt begejstret for at være der, men klør blev klippet, men de måtte være to kvinder høj for at holde og klippe og alligevel var det svært. Men gjort blev det og vi kunne køre hjem – mission acomplished.

Så skulle vi bare vente på ovnen og jeg var lige ved at blive nervøs for, om de kom, men lige som jeg havde skrevet til dem, kom den. Nu skal jeg bare have sat den op, og dermed skal jeg også have flyttet rundt og taget nogen ting ned af væggen, hvor den skal stå og flyttet fjernsynet. Så jeg behøver ikke kede mig, ganske som altid. Men det er da et hyggeligt projekt at komme på plads, men jeg skal bruge hjælp til at flytte rundt på møbler etc. Men det løser sig også.

I morgen er der foreløbig kun en ting på programmet og det er et visit til den søde læge for lidt opfølgning. Og så håber jeg, at få skrevet videre på fortællingen fra London.

En lang, lang dag

Egentlig var planen, at jeg skulle have været tidligt, tidligt nede og fotografere græsgalops. som så ofte, så kunne jeg pludselig ikke falde i søvn. Så jeg opgav at sætte telefonen til at vække mig. Alligevel vågnede jeg klokken 6.30. Så kunne jeg lige så godt pakke Emil i bilen og køre ned og se galops. Jeg havde ikke taget kameraet med, men da jeg hørte at Lariyda og Queen skulle på græsset kørte jeg hjem og hentede det og fik således ikke bare dem, men også “et par” andre i linsen.

Efter det, så kørte vi tilbage og gik en lille tur i Dyrehaven, hvor vi mødte flere af vennerne også. Det slog mig, at Oliver og Dorte formentlig skulle på græsset så jeg skyndte mig at køre ned på banen og fik lige dem med også, og en sludder med drengene, der skridtede af i Paddocken.

Så blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte køre hjem. Jeg skulle op og besøge far, og et ærinde for ham, og SÅ skulle jeg hjem og have noget at spise og et bad. For nu at gøre en lang historie kort, så skulle han med hjem, men det tog 2 timer, at udskrive ham. Så skulle vi handle ind og hente Emil, og derfor er jeg lige landet her for en times tid siden (16.45), og har fået et par stykker rugbrød. Nu vil jeg finde min bruser, og så lave mig noget mere mad, og så kolapse på min sofa, for ingen hemmelighed, jeg er totalt kvæstet. Og så skal jeg selvfølgelig have lys i vinduerne senere – hele 70 år siden, Danmark blev frit igen.

I morgen skal jeg have fjernet sting i ansigtet, og så begynder det da at ligne noget, der snerper henad normalen. God aften til jer.

Lidt om alting

Som I kan se, så bliver det ikke til meget skriveri lige i øjeblikket, der mangler tid (og ikke mindst kræfter). Jeg hænger på, så godt, jeg kan, men det er også der, vi er. Det forlød ellers, at min far ville komme hjem i går, men det blev så ikke, og de havde også sagt midt denne uge, men lad os nu se, hvad der sker. Lige nu vil jeg helst så lidt som muligt, for jeg er træt, træt. Jeg var ellers lige kommet i god sving med gåturene, men lige nu skal jeg alså have hvilet lidt ud.

Som jeg skrev for noget siden, så havde jeg en “dims” på kinden lige under øjet, der skulle fjernes. Det blev gjort i går aftes. Så nu er jeg inklusiv 4 sting og en smuk bandage. Indtil videre er der ikke noget stald til mig og da slet ikke før stingene er fjernet. Måske som tilskuer for sålænge der er forbinding på, kan der jo ikke kommer skidt ind. Men jeg skal tage det roligt indtil stingene er fjernet og efter skal jeg gå med plaster 2-3 måneder. Det havde været smart at fået gjort i vinters, men nu er det altså sådan. Det var nu, jeg formåede at tage mig sammen.

Det gør ikke ondt som sådan, men jeg er helt udkørt, så dagen i dag skal forhåbentlig tilbringes på sofaen, kun afbrudt af de nødvendige små ture ned med Emil. Han må nøjes i disse dage, sådan er det.

Som altid har jeg masser, jeg gerne vil sige, men kræfter og tiden skal også være der, og det er den ikke lige nu. En lille sjov ting, kan jeg fortælle. Organistforeningen spurgte om lov til at bruge et af mine fotos i deres blad. Det fik de selvfølgelig og det ligger også online – mit foto ses på side 9. Jeg vil de kommende dage prøve at få skrevet lidt mere hist og pist, men hvorvidt det lykkes må vise sig.

En op-og-ned-uge

Som jeg skrev forleden, så var det ikke lige min dag. Det endte med, sådan generelt set slet ikke, at være min uge. Det kan dårligt siges anderledes, når min hr. fader blev indlagt i torsdags. For nu at gøre en længere historie kort, så har han lungebetændelse, som han tydeligtvis har gået med alt for længe. Så nu får en et 100.000 km’s eftersyn og et lille ophold på hospitalet.

Han har det heldigvis bedre, men er da stadig ikke i hopla, om jeg så må sige. Så lige pludselig er jeg incl. hund og alting, og uanset hvad man kan mene om det, så slider det altså på mig, og jeg er helt smadret. Så der sker ikke det vilde. Emil og jeg har været et smut i stalden både i går og i dag, og som det ses ovenfor i dag også Dyrehaven og det er (og er stadig) det mest fantastiske vejr. Det synes hele familien Danmark så også, så Klampenborgvej lignede en myretue og den ellers relativt stille vej ved stalden var også pludseligt helt vildt befærdet. Ulempen ved det, er at man altså ikke kan køre mere end en vej igennem ad gangen. Et andet sted jeg kunne se på min vej, der var godt besøgt, var Loppemarkedet ved Charlottenlund St. også hele Bregnegårdsvej var stoppet med biler.

Ud kom vi og drog udenom Klampenborgvej på indkøb i Lundtofte, og så hjem. Frokost idag var en dejlig vegetarisk Cheeseburger, som smagte virkelig godt. Nu vil jeg henslænge min dag i den store stol og på sofaen, for jeg må med skam erkende, at jeg er smadret. Sådan er det engang imellem, men det bliver jo ikke bedre af, at man så har en hund, der skal ud. Men han er nem at have, det er ikke nær det. Rigtig god søndag til jer.