Iben Hjorth Buskop på Simbad
Malin Karlsson på Parisham (FR)
Stella Rasmussen på Una Vita
Malin Karlsson på Snow Flake
Nu har jeg snart gået mere eller mindre uafbrudt herhjemme i flere måneder. Jeg elsker mit hjem og min lejlighed, og hånden på hjertet – jeg keder mig aldrig! Det er sandheden, men når det er sagt, er det ikke det samme som, at jeg ikke snart længe nu har savnet stalden, vennerne og hestene skrækkeligt.
Svimmelhed og heste går ikke godt i hånd, ligesom intet faktisk gør med det. Man er kvalm og utilpas og så opgiver man inden man kommer igang, for man har det bedst, når man sidder stille. Igår anede jeg en åbning i det her helvede, så satsede på, at hvis det holdt, så ville jeg ud og have lidt luft og se “en hest”. Man kan som hestemenneske blive helt desperat og det er nok noget, man skal have oplevet for at forstå 
Men alle kan vel relatere til, at man får lidt pip, når man er spærret inde i flere måneder.
Afsted kom jeg, og det var dejligt. Cyklen kom ud af vinterhi – det har den været en gang før, men det er superhårdt for mine plagede lunger, når det fryser. Men jeg overlevede. Nede på banen mødte jeg træneren, og kunne så få et lift tilbage til stalden. Cyklen blev bare i låst tilstand på banen. Inden vi kørte tilbage nåede jeg et par fotos, og det var helt dejligt. Der er vanvittig smukt nede på banen sådan en morgen. Men man skal helst komme tidligt, så man undgår solen for meget, for man får den lige i synet, når den når en vis højde, medmindre det er overskyet eller diset.
Det var så dejligt at hilse på alle, og så mærker man endnu mere, hvor meget man har manglet det. Jeg fik uddelt en god portion gulerødder og fik masser af tilkendegivelser på, at hestene skam ikke har glemt mig, ligesom pigerne selvfølgelig heller ikke har.
Desværre kom Stella til skade idag, da hun faldt af Vita. Hun landede uheldigt på sin fod, så hun har 2 brud i den. Det var en noget dum ting, men det var et helt hændeligt uheld, som meget let kan ske for hvem som helst. Men bortset fra det, gik det rigtig fint.
Egentlig havde jeg en plan om imorgen, men selv under normale omstændigheder, er to dage i rap for meget, så jeg “står over” i morgen og så tager jeg torsdag i stedet, hvis helbredet da vil. Der kommer også en veninde, som jeg gerne vil hilse på, og som jeg ikke har set i evigheder heller, så det kan passe fint.
Her til aften, havde jeg en plan om aftensmad og det involverede to nye opskrifter. En var Luna’s Labre Linse Lunser og en anden var Plat du Jour’s Hvidkålssalat. Så langt så godt.
Den ikke gode del her, kan ingen af ovensiddende blogskrivere bebrejdes og ingen kan faktisk. Mit hoved fungerer efter lidt specielle forhold og termer. Især når jeg er træt. Det var jeg selvsagt, da jeg kom hjem fra min tur i stalden. Det glemte jeg selvfølgelig at tage højde for. Men dette illustrere meget godt, hvor distræt og “hovedet under armen”, jeg kan blive, når der sker for meget. Det lykkedes mig, at selvom jeg omhyggeligt havde skrevet ned, at glemme 2 ingredienser i dellerne – soyasauce og løgpulver – to ret så væsentlige smagsgivere. Så ikke så underligt, at jeg synes dellerne manglede noget. “Flot”!&%¤ Nå, men for det ikke skal være løgn, kunne jeg da heller ikke sætte fingeren på, hvad kunne mangle i salaten – til trods for, at titlen angiver MYNTE, hvad tror du så, det lykkedes mig at glemme??? Yep – mynte! Jamen for hulen da!
Til trods for disse mangler, er jeg sikker på, at dellerne med disse udeladte ingredisener er endnu lækrere, for det er lige det de mangler ligesom salaten bestemt også skal prøves MED mynten! Nu vil jeg gå ind og hvile mig. Det må være fortjent.
De lækre linsedeller
