Igang igen og hurtig respons

Som sagt sker der ikke meget her lige nu. Men lidt er der sket i dag. Som jeg skrev på Facebook i går, så har jeg fået mod på at grave lidt i min biologiske fortid igen. Nu er det lidt på den tyske side. Faktisk var det jo i mange år den eneste side, hvor jeg havde noget. Nu hvor jeg har fundet mine amerikanske rødder, så har jeg faktisk mere der end jeg har på den tyske. Der er flere ting i det. Det er 54 år siden min biologiske mor gik bort og at finde nogen der kendte hende, er nok nærmest umuligt. Havde hun levet, ville hun nu være 98 år gammel. Det vil sige, at nogen der kendte hende, i bedste fald måske er i 70’erne. Som eksempel er min bilogiske søster i Berlin 75 år nu, og det er mit store problem her. Hun ønsker ikke kontakt elleer dialog om emnet. Det efterlader mig med de svar, jeg kan finde i arkiver etc. Og der er jo mange af de svar, jeg ønsker, som ikke står i de arkiver.

Nå, men når hun ikke vil lege med, må jeg jo tage, hvad jeg kan få. Og jeg har kæmpet for hver eneste oplysning og heldigvis, har jeg været så stædig. For ellers var der meget, jeg ikke havde fået. Jeg har en klar mission her, og det er netop, at intet nogensinde er blevet bedre af fortielse. Og det er bedre at se sine dæmoner i øjnene. Der begynder at danne sig et billede af, hvordan tingene formentlig har været, men jeg er nødt til at grave lidt mere, for at blive mere sikker i mine formodninger. Det hører I om på et tidspunkt. Nu har jeg skrevet til et arkiv og fik de ville sende videre til et andet som så vil svare mig direkte, fik jeg at vide i dag.

Her i weekenden begyndte mit toilet at løbe, som i meget. Og det er jo ikke smart, så jeg måtte have fat i blikkenslageren. Jeg skrev her til formiddag og promte kom der en opringning fra blikkenslageren og han ville komme indenfor 3/4 time. Det var godt nok hurtig ekspedition, og med ny top og trykknap og det hele. Så helt uden aktivitet, er det ikke.

Desværre er jeg stadig sløj, og jeg tør ikke sige noget som helst om det, for det holder sjældent, så jeg vil hellere melde, når jeg er sikker. Af samme årsag, er fotoet fra Arkiverne, men et der bestemt godt kan tåle et gensyn fra marts 2013.

Små solstråler

Det er ikke meget, vi ser til solen for tiden. Og når den endelig har været fremme, er jeg gået glip af den senest. Jeg ligger staddig og er dårlig. Det gik ellers lidt frem, men de som efterhånden kender mit helbred ved også, at det kan være en sandhed med modifikationer. For jeg skal bestemt ikke bare tænke på, at nævne, at det går bedre, for så kan det ombestemme sig. Således også dennegang.

Så jeg har ikke været meget ude. Jeg var lige ned og hente lidt fornødenheder, men det var også det. Jeg har jo ingen altmuligmand/kvinde til den slags, omend det ville være dejligt.

I mangel på solstråler sådan fra solen, fandt jeg lidt Trolde til jer. Ja, dem er jeg stadig glad for. Det første armbånd blev smidt sammen i en lille leg, vi havde på Instagram, hvor vi gjorde Instagram gul i januar. Man kan jo godt trænge til farver her i den mørke tid. Det var et af mine bidrag. Nummer 2/3 er såmænd bare for at vise min blomsterglaskugler, fordi en på en Facebook gruppe havde vist sine (hun havde ca. 5 gange så mange, kan jeg betro jer), men jeg har da også efterhånden en pæn samling.

Til dem, der ikke ved det, er Instagram en fotodelingsapp, og et godt alternativ for dem, som ikke er på Facebook til at følge deres venner.

Jeg har flere konti både på Facebook og Instagram, men du kan få link til de vigtigste her:

Facebook – deborah.dk

Instagram – deborah_dk

Jeg har meget svært ved at forstå folks modvilje omkring sociale medier. Ligeledes kan jeg blive rødglødende, når folk insinuere, at man intet liv har, hvis man er der meget. Jeg fristes til at bruge meget grimme ord, når jeg hører den slags. Det ene udelukker ikke det andet, på nogen måde.

Man behøver ikke (som jeg), at være alle steder. Slet ikke, men især Facebook (omend det er blevet tiltagende dårligt desværre) og Instagram, er en god måde at holde kontakt med venner og familie på. Især da hvis man bor langt fra hinanden (som i tilfældet med min familie i USA) eller venner i England, som jeg også har. Desværre bruger mine venner derovre faktisk også de sociale medier rigtig lidt, selvom det er oplagt til at holde kontakten. Det piner mig, men jeg kan ikke tvinge (og skal heller ikke) nogen til noget. Hvis de er interesserede i kontakt, så ved de jo ihvertfald helt sikkert, hvor de kan finde mig.

Instagram er rigtig god fordi, det er kommunikation via fotos, og som man siger, et foto siger mere end mange ord. Men jeg synes, ikke overraskende, at det er en sjov måde at dele ting fra sit liv derinde, uden at skulle skrive særlig meget. Og meget ofte tager folk jo fotos alligevel. Anyway, her en utilsløret opfordring til at komme derind.

Jeg håber, I har en dejlig weekend, og at jeg snart bliver rask, for jeg er træt af det her og har 1 mill. projekter, men de må altså så vente lidt. Iøvrigt, er jeg stadig imponeret over min “nye” mobil og de gode fotos den tager – ovennævnte er alle taget med den Huawei P Smart.

Jul på Hellerup Kirkegård

Det var Juleaften i går og inden var der jo en dag, der også skulle bruges. Jeg startede med at tage ned og ride en Juletur. Det var en glat fornøjelse. Men vi klarede det. Bagefter havde Dustins ejer og jeg en lille fotosession, vi skulle have overstået. Og klokken 12 præcis blev der kaldt til samling i tytterstuen, for at sige Glædelig Jul. En hyggelig tradition.

På vej hjem havde jeg beslutet, at jeg ville tage ned og sætte lys hos mor og far og det gjorde jeg. Som det ses, var jeg ikke den eneste, der synes, der skulle ske lidt i anledning af Julen og heller ikke hos mor og far. De smukke tulipaner havde min søster lige været nede med ((nederste foto). Det var så fint dernede og på det tidspunkt, lå der stadig en smule sne. Den forsvandt jo så igen og nu er vi på plus-grader igen. Gudskelov.

Jeg havde en hyggelig aften i går – stille og rolig og dagen i dag ligesådan. I morgen skal jeg ud og køre med en god veninde og hilse på hendes hest. Det glæder jeg mig til. Det er dejligt med gode venner, som er en støtte i svære tider. I dag fik jeg lige underretning om, at en gammel veninde, er gået bort.Uendeligt trist, Det her år, har som jeg skrev på Facebook, bestemt ikke været et godt år. Der er i den grad plads til forbedring i det nye. Nu kan der forhåbentlig ikke vælte flere ulykker ned over hovedet på mig i år.

En hyldest til mine mødre

Jeg tror, jeg har nævnt det før herinde, men jeg elsker orgelmusik. Især dette stykke, som jeg har elsket, fra første gang, jeg hørte det. At se det spillet og så så fantastisk som her, gør det endnu bedre. Jeg får hjertekvabbelse og gåsehud og bliver aldrig træt af det.

Faktisk spillede jeg for mange år siden klaver, noget jeg begræder, at jeg slap. Men hvis jeg skal være ganske ærlig, så er det nok godt nok for mit helbred, at jeg nøjes med at lytte til andre. Hvis jeg var fortsat, ville jeg helt sikkert have fortsat til orgel. Det havde kun gjort det endnu vanskeligere. Organist, er en selvstændig uddannelse, som tager 3 år (afhængig af kundskaber, kan det gøres på 2).

Jeg tænkte, det var passende, at skyde weekenden igang med dette et yndlingsstykkemusik. Dertil kommer, at det forgårs var min biologiske mors dødsdag og min mors var den 28. januar, så samtidig er det en hyldst til begge, der forhåbentlig følger godt med, deroppe fra.

Dagen er gået i stalden. Det var koldt og vådt, men de nye støvler, var ganske bestemt et stort hit, og jeg holdt mig tør og varm. For nu vil jeg ønske jer en rigtig god weekend. Og så gør mig lige en tjeneste – lyt!

Det må gerne blive bedre i 2018

Det er meget normalt, med en Nytårshilsen med update og status på året. Jeg ved snart ikke lige, hvad jeg skal sige om det.

Selvfølgelig startede året superfint med, at jeg var i USA og besøge min nye familie og det var og er selvfølgelig stadig fantastisk. Når det er sagt, er det heller ikke uden problemer, og således fandt jeg en bror og en søster. Sidstnævnte, så jeg, men havde siden ikke kontakt til. Det var der komplicerede grunde til, som jeg ikke vil ind på. Men en af grundene til, at jeg ville og skulle afsted, da jeg kom det, var, at min søster var meget syg allerede dengang. Ja, som så mange andre cancer. Hendes var en brystcancer, der havde spredt sig til Guderne må vide hvor.

Den 17. december, som var nøjagtigt et år på dagen siden, jeg mødte hende, døde hun så. Det var en af de mindre gode ting i dette år. Selvom jeg ikke havde kontakt til hende, så var det en forspildt mulighed for, hvad der måske (det tror jeg nu ikke), kunne være kommet senere, og uanset er 53 tidligt at gå bort.

Min store glæde, har jo været og vil altid være hestene og de gode mennesker dernede, og det er dem der redder mig fra at gå helt fra snøvsen i de der bøvlede perioder. Dem har der været flere af i året, der er nu er gået. Og der kommer sikkert også nogen i det nye år.

Der er en del udfordringer lige p.t. synes jeg. Jeg har jo været sløj i over en måned nu, og må nok indse, at måske andre ting, vil gå bedre, så er helbredet ikke på tapetet. Det er som, det er, og lever helt sit eget liv.

Nytårsfortsætter – ork, masser, men det må I vente med at høre om, for det gider jeg slet ikke tænkte på, før jeg får det bedre. Projekter her der skal gøres færdig, har jeg til gengæld nok af, så jeg kommer ikke til at kede mig, heller ikke i det nye år.

Troldene – dem skal der nu købes færre af, for jeg har dælme også andre ting. Så det er et af fortsætterne. Ovenfor ses den nyeste sølvkugle den sidste før låsen. Den hedder Zanzibar, og den er rigtig fin, synes jeg. Den lille sølv, er jeg også vild med, men ville ønske den var større. Den hedder Hjerteprint.

For nu håber jeg, at jeg snart bliver frisk nok til at gå i krig med projekterne, og ikke mindst pakke Julepynt ned. Jeg synes lige, jeg har hængt det op, men sådan er det. Og så håber jeg, I kommer godt ind i det nye år og får en dejlig Nytårsaften.

Ekstra Jul med gaver til

Der er ellers ikke meget Jul over det. Jeg ligger her og ligger og er hundedårlig igen. Mere end træls. Jeg havde oprydning, projekter, testning af opskrifter, stalden og……sådan kunne jeg snildt blive ved at remse op, med ting, jeg gerne ville. Som det er er jeg bare liggende, og har overhovedet ikke lyst til andet. Det eneste, jeg foretager mig er lidt netsurfing indimellem, TV og lydbog. Det er det. Det er også hyggeligt nok, men nu har det ligesom stået på over en måned, og så begynder, jeg ihvertfald, at blive noget træt i betrækket. Det er vel rimeligt nok…..

Anyway, så ventede jeg på en gave, der skulle komme fra min bror og familien i USA. Frygten gik jo på, om vi skulle igennem endnu et toldhelvede. I dag ringende det så lige pludselig på døren, og det var pakkeposten. Og det var pakken fra min bror. Slet ikke dårligt, når man ligger her og er dårlig. Jeg åbende og der åbenbarede sig fine ting. En pose Bugels (de smager anderledes end dem herhjemme), en malebog, farveblyanter, og så var der også nogle fotos af familien derovre, som ikke er på fotos her. Det var mest af vores fælles far, og min bror, da han var bette. Dejlig gave, og så det sødeste kort som min bror har skrevet. Det blev jeg meget glad for.

Nu mangler jeg bare nogle stoppere (Troldekugler), jeg har købt, men som ikke er dukket op. Jeg håber inderligt, de kommer med posten i morgen, som er postdag.

Om to dage, skulle jeg have haft min venindes hunde et par dage, men eftersom jeg er så dårlig, så har jeg meldt forfald. Heldigvis var der fint mulighed for en “plan B”. Ellers havde jeg taget dem, når jeg havde lovet det, for pasning var dennegang ikke “for sjov”. Jeg håber bare, jeg snart bliver frisk i det hele taget, men også så jeg har overskud til at have dem. Det nyder jeg meget. Og min veninde ved også, at jeg ikke ville melde fra, medmindre, det var højst nødvendigt.

De andre gaver kan også ses på foto, og dem nævnte jeg jo i går, et sæt tøj fra min søster, Bodyshopgaveæske fra nevøerne, Pilgrimhalskæde fra min veninde ( ja hende med hundene). Nu vil jeg ligge og slappe af og se TV – ikke engang malebog orker jeg. Jeg fik dog, lavet aftensmad, og det smager altid godt. Jeg håber jeres dag har været langt bedre end min har, ihvertfald helbredsmæssigt.

Troldepost midt ugen – et lyspunkt

Jeg var oppe tidligt, skulle i stalden. Det er altid en glæde og hyggeligt. Inden jeg tog afsted, havde jeg igen debatteret med mig selv om, hvorvidt, jeg skulle have de lange strømper på eller hvad. Jeg endte Gudskelov med at tage dem på. Det blev rå-koldt ad hulen til senere og selvom jeg var pakket pænt godt ind, så var jeg kold uden at fryse, fryse til sidst.

Dagen har bragt hygge med mine to favoritter, Kicker og Stewie, og også Monty fik jeg en længere sludder med idag. Ellers er det gået med at kigge på åringer, der bliver tilredet og så ellers bare nusse om hestene, mens de andre har redet. Helt som det skal være. Det var dog skrækkeligt trist og mørkt i dag. Men det er jo årstiden, det er der ikke at gøre ved. Jeg må indrømme, at jeg ville ønske, jeg kunne hive stikket og tage til Arizona i år også. Det var bare så skønt at komme over i varmen og selvfølgelig vil jeg gerne se min familie også. Jeg savner dem.

Selvom det har været hyggeligt, at være i stalden, så er det at min krop tilpasser sig indlæggene begyndt at give store problemer, og jeg har nu næsten lige så ondt som før. Det er på en anden måde, men langt fra mindre smertefuldt. Det indvirker selvfølgelig også på humøret som i fovejen hænger lidt i håndbremsen i øjeblikket. Men stor var min glæde da jeg kom hjem til de små juveler her i dag. De kom alle på en gang. Troldekugler. Jeg er godt nok vild med dem. Er de ikke fine? Ellers glæder jeg mig over de projekter, jeg har gang i herhjemme og de skulle meget gerne fortsættes i morgen, hvor jeg iøvrigt også venter en pakke. I dag fik jeg købt et par Julegaver, så nu mangler jeg faktisk kun to.

Fødselsdagsgave med forsinkelser

Som jeg allerede har været inde på, så har denne fødselsdagsgave været en med forsinkelser.

Som jeg også var inde på, så ville jeg bytte kuglen. For jeg vidste med mig selv, at jeg ikke ville gå med den. Og så røg ideen jo ligesom. Det var en meget fin gave fra min bror og svigerinde og med alt det bøvl der var for overhovedet at få den, skulle det sørme også være en, som jeg ville blive glad for.

Det var heller ikke noget problem overhovedet. Og de ville kontakte mig, når den kom – erstatningskuglen. Jeg ventede, og ventede! Ingen kugle og ingen mail – troede jeg. Idag efterhånden helt desperat, spurgte jeg mig for i en af mine grupper. Og vi blev enige om, at jeg skulle skrive til butikken igen – og der lå mailen! Kuglen var da kommet for længst. Jeg har før mistet mails p.g.a. måden mails vises på. Det må jeg altså få lavet om på.

Så jeg skyndte mig ud og hente den. Den hedder “Tanker” og er den smukke sølv i midten. Tusind tak til min bror og svigerinde for den fine gave, der endelig nåede frem med mange forhindringer.

God Påske!

Så blev det også Påske. Det er en højtid, som altid har været printet i min bevidsthed som en rigtig familiehøjtid. Ikke at Julen f.eks. ikke også er, men i mange, mange år, var Påsken en, hvor vi ikke rigtig havde mulighed for at hygge, men var på arbejde. Min far havde en stor kunde, som fik gjort hovedrent (min far havde et rengøringselskab) hvert år til Påske. Når jeg siger stor, var det en hel delegation, der drog afsted. I starten hadede vi det, men jeg kom nu til at sætte pris på den Påskerengøring. Og så tjente man også lidt på det.

Senere prøvede jeg at arrangere noget med mor og far, hvis de kunne og til sidst prøvede jeg altid at invitere far. Det kunne faktisk være helt svært, for mens han kunne, havde han næsten mere travlt end jeg ofte.

Som jeg nævnte forleden, da jeg var til min nevøs fødselsdag, så er det underligt, at far ikke er med længere. Men det er jo den vej, det går og det var tid. Men det betyder jo ikke, at man ikke mangler ham.

Nu har jeg så lige set min søster, som også får travlt her i Påsken. Min bror er jo som bekendt i USA, så det er lidt svært, lige at suse derover. Men de skal også have noget hygge, for min yngste niece har fødselsdag. Jeg ville rigtig gerne være med.

Men som det er, så ligger jeg her og er smådårlig. Hver gang, jeg tror, at nu må det da være bedre, så starter det lidt forfra. Og helt frisk, er jeg stadig ikke blevet. Så det er kun et at gøre, det er at afvente bedring. Jeg skulle ellers have været i stalden i dag, men i det vejr, var det da snart ligemeget. Det har regnet her, indtil for kort tid siden.

Nu står den på at slappe helt af og krimi på TV, og hvis jeg ikke kan finde noget der, har jeg film at kaste mig over. Kede mig gør jeg heldigvis aldrig.

Så hermed God Påske fra mig. Forhåbentlig får jeg lidt at fortælle senere på helligdagene, men som det går p.t., bliver jeg bare her.

Fotos er taget på vej hjem i lørdags. Huset er et yndlingshus, som de fleste andre ville male hvidt og ødelægge til udkendelighed. Det er mystisk og garanteret superhyggeligt og det fede ved det er netop, at der er masser af træer, buske og krat rundtom, og finurlige vinduer. Jeg er vild med det hus, men får aldrig mulighed for at købe, selvom det så var til salg. Jeg håber bare, det forbliver sådan i min tid, for jeg ville hade at køre forbi det, hvis det blev “ødelagt”.

For 85 år siden i dag – en hyldest i fotos!

Far i den nye lejlighed på Brogaardshøj den 13. februar 2016. Eller nærmere et værelse med et lille te-køkken og toilet og bad og en lille gang, men han var rigtig glad for at være der. Og så var vi også

Blev min far født, og således ville i dag have været hans fødselsdag. Den nåede han ikke. Jeg ved ikke, om jeg skal sige desværre. Jeg mangler da min far rigtig meget ofte. Samtidig var hans liv blevet en endeløs renden på hospitalet og var et sted, hvor vi alle bare ventede på næste katastrofe. Han kunne ikke komme til at leve et ordentligt liv, og han ville ikke endnu mere hospital med usigt til endnu mindre livskvalitet end han allerede havde. Jeg håber, han har det godt, hvor han er nu. Og alt taget i betragtning, havde han jo haft et langt og godt liv, hvilket han også selv sagde.

For at fejre ham, som jeg nu bedst kan det, så har jeg samlet alle de her fotos fra fars liv, og som fortæller noget om ham, synes jeg. Nogen er jeg ikke sikker på årstallet på, men det bliver efter bedste evne, og i så vidt jeg skønner i rækkefølge.

Der er selvfølgelig mange flere fotos fra et langt liv, men jeg synes disse viser far som den festabe, han også var. Han kunne rigtig godt lide at være til selskab og have gæster. Engang imellem gad han ikke, men når han så kom afsted/i gang, så var det jo supersjovt, og han underholdt altid. Det er noget, jeg ihvertfald vil huske ham for. Derudover er der lidt andet også. Jeg håber, I vil nyde fotos, og huske far på hans dag – Tillykke far!

Klik nedenfor for at se flere fotos:

Læs resten