Tand nummer II og vinduer

I dag blev der aktivitet på flere fronter. Jeg skulle til tandlægen klokken 10.20 og have hevet tand 2 ud, og jeg kan ikke sige, at jeg glædede mig ligefrem. Det på trods af den smukke tandlæge. Men til det måtte vi jo, og det viste sig heldigvis, at det gik meget, meget lettere end sidst. Til gengæld gjorde det monsterondt at blive bedøvet. Det var sådan, at jeg var sikker på, jeg klemte hånden af klinikassistenten og jeg kom til at ryste over det hele. Jeg er ellers ikke pivet, men det gjorde godt nok ondt. Heldigvis er det relativt hurtigt ovre, når det så begynder at virke. Tandlægen havde helt ondt af mig, men tanden var så “on it’s best behavior” og kom ret let ud, og i et stykke. Den kom med hjem så den kan komme under hovedpuden til tandfeen. Den er med hjem, men tandfeer tror jeg nu ikke på længere, selvom min bror også mente, at det skulle den – altså under puden.

Da jeg havde været hjemme lidt bankede tømren på, og spurgte om det kunne sætte vinduer i hos mig. Jamen det kunne de da. Det var heldigvis i stuen, så jeg kunne lukke døren og ligge og slappe af i soveværelset og endda sove lidt trods larmen. Der er nu nye vinduer/døre i stuen og i morgen er det så soveværelse og køkken. Så jeg skal i seng nu, for jeg skal jo tidligt op, så de kan komme til.

Smerter er der heldigvis ikke mange af, og jeg er glad for, at jeg tog beslutningen om, at få den ud. Tandlægen kunne også godt forstå mig, for chancen var altså ikke stor i forvejen for, at det (reparation af rodbehandling) ville hjælpe.

Han fik historien om min bror m.m., og synes jo også, det var fantastisk og det gør jeg også – stadigvæk. Så sent som i morges talte jeg med min bror, og han skrev senere, og spurgte, hvordan det var gået. Mere omsorgsfuld bror skal man lede længe efter. Og nu vi er ved omsorg – så også tak til alle de søde venner, der på Facebook har givet støtte og omsorg i det her tandhelvede som forhåbentlig nu er ovre.

Fredag igen og ud af tågerne

Så sidder jeg her igen, og det er fredag. Bare det faktum at jeg sidder og ikke ligger i en morfindøs i min seng, er store fremskridt. For meget andet har der ikke været sket her i ugen. At sige, den der tand eller mangel på samme har gjort ondt, forslår ikke.

I går ringede jeg så til tandlægen for lige at høre, om det virkelig kunne have sin rigtighed, at jeg skulle have ondt. Han ville gerne se mig, og det gjorde jeg så. Han sagde, at det heler fint, og faktisk hurtigere end man kunne forvente (det har min krop altid været god til) og såret så fint ud (han mistænkte, at det ikke gjorde). Så langt så godt.

Han sagde, han ville stoppe noget ned i såret som skulle tage smerterne, men som også sinker heling, hvorfor man ikke putter i til en start. Men eftersom det var helet så fint, så var det en mulig løsning og det eneste, han lige kunne gøre. Jeg kunne næste med det samme mærke, at det hjalp, og jeg har ikke taget smertestillende for tanden siden og da slet ikke morfin. Der er det ved morfin, at det helt sikkert tager dine smerter, men du er altså også så dopet, at du hverken ved, hvad der er oppe eller nede til sidst. Så bare, at blive nogenlunde klar i hovedet igen, er en stor ting og ingen smerter.

Normalt er jeg jo ret positiv, men selvsagt har jeg også mine dårlige dage, og på trods af mindre smerter og alting, endte dagen ikke ret godt. Der var ting, der plagede mig meget, men heldigvis havde jeg min gode veninde fra Holland på Skype til at støtte mig, og min bror og søster sendte søde beskeder. Så det endte da med, at jeg var nogenlunde. En anden positiv ting i går var ankomst af mit nye pas incl. fingeraftryk og hele baduljen, så nu kan resten af planlægningen af USA-tur begynde! At sige det er spændende, forslår slet, slet ikke.

Til morgen så alt heldigvis også lysere ud. Stadig ingen smerter, masser af søde beskeder hist og pist og jeg har det i dag så godt, at jeg har fået lyst til lidt aktiviteter rundt omkring. At gøre rent i øjeblikket er næsten håbløs gerning. Vi har jo de her håndværkere p.t. (nyt tag og vinduer) og at sige det støver, er en underdrivelse. Men man må jo forsøge, og nu har det jo ligget brak et godt stykke tid, fordi jeg har været sløj, så her trænger. Så jeg vil forsøge at lave lidt og online.

Senere på dagen er der løb fra Stockholm, hvor stalden har to heste med – Stinger og Monte Carlo. Meget spændende. For nu vil jeg ønske god weekend og så må vi se, hvad jeg har formået, når den er ovre.

Dagens gæst og kageeksperiment og frokosten der nær ikke blev….

Dagen i dag, var helliget far og frokost. Jeg startede med at dumme mig. Noget jeg gør ofte, lige på den konto. Jeg glemmer dels at slå lyd på min telefon (den er slået fra om natten), og så i dag glemte jeg også at slå min dørtelefon til. Vanligvis plejer jeg at sætte en husker på min telefon om, at jeg skal huske det. Gæt, hvem der havde glemt det – ikke godt!

Klokken blev halv et, og lidt over, og jeg forstod ikke, hvor far blev af, så jeg tog min telefon for at ringe til ham, men han havde selvfølgelig ringet til mig!! Da jeg fik fat på ham, spurgte han “Skulle jeg ikke til frokost hos dig?” og det skulle han da, og så gik sagens sammenhæng op for mig. Pinligt, men det gik.

Så var vi det mere sultne. Jeg havde brugt hele formiddagen på at lave mad og ikke mindst desserten (jeg håber, at få lov til at bringe jer opskriften), som ses ovenfor. Den var et førstegangsprojekt, som bare blev fantastisk velllykket. Til gengæld er jeg nu så mæt, at jeg ikke engang vil tænkte på mad. Hovedretten var som nævnt en chili, som far også spiste med stort velbehag. Så vi var overmætte og fik en god sludder og så var far også godt træt.

Jeg skulle så smide ham hjem, så jeg kunne beholde bilen. Forleden købte jeg æbler og gulerødder til Kickermusen, så jeg ville lige forbi og give ham en enkelt af hver og putte i hans pose (han har en mulepose med godter på døren). Jeg spurgte far, om jeg skulle smutte ham hjem først, eller om han ville med. Han har hilst på Kicker før, og synes han er supersød, så han ville gerne med. Det var da hyggeligt, og det synes Kicker også, især det islæt der hed æbler.

Rigtig god Pinse

Så blev det også Pinse. Jeg skulle lige i byen efter et par småting til morgen, og der var godt nok stille rundt omkring. Jeg tænker rigtig mange holder fri og er taget i sommerhus etc. Vores taglægning overfor holdt også fri, og det hører de ikke for. Iøvrigt startede de først efter klokken 7 i går. jeg tænker, de har fået klager, så det raslede efter det brag kl. 6 forleden, som også nær havde sendt mig ud af sengen.

Det er en hestefri Pinse medmindre, jeg tager i stalden på mandag, men indtil da. I morgen får jeg min far til frokost og det er mere end på høje tide. Jeg har udskudt, fordi jeg ville være klar med alle mine projekter. Jeg er ikke helt færdig, men det er småtingsafdelingen, og jeg kan ikke blive ved at udskyde selskabelighed på den konto. Så jeg har brugt dagen på at gøre rent, og nu er her fint og så kan jeg bruge formiddagen på at lave maden klar. Vi skal have chili med ris og salat og en ny opskrift, jeg ikke har prøvet før Cheesecakes med hvid chokolade og macademianødder.

Det håber jeg falder i smag. Far plejer nu at være glad for mine kulinariske udfoldelser, så mon ikke? Jeg vil ihvertfald ønske jer en god Pinse uanset, hvad I skal lave.

Mormors kogebog

Var en af mange interessante ting, der dukkede op ved lejlighedstømning var min mormors kogebog. Jeg troede faktisk, jeg havde fået den og har haft ledt efter den, men opgav til sidst. Ikke så underligt, jeg ikke fandt den så.

Den er mere end faldefærdig, men også fuld af udklip og mormors håndskrevne noter og opskrifter. En sjov ting at have, når man som jeg er madinteresseret.

Jeg har ikke helt fået lavet, det jeg satte mig for i dag, men næsten, så nu vil jeg tage opvasken, få et varmt bad (fryser) og så vil jeg have en kop te og slappe af.

Elgiganten tur/retur med pitstop

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, gik min lånetelefon død i lørdags. Vejret klarede op efter, at det havde regnet, og solen kom endda frem. Så var det bare med at komme afsted, og få det overstået. Jeg tog toget til Gentofte, og cyklede ad Brogårdsvej mod Elgiganten.

På vejen kommer jeg lige forbi min far, og det ville da være dumt at køre lige forbi, og ikke kigge op til ham, så det gjorde jeg selvfølgelig. Her kan I se, hvor han bor, og at han selv ser glad og tilfreds ud. Det er han heldigvis og meget glad for, at være i sin nye bolig. Så det kan ikke være bedre. Det er fars vinduer de to længst til højre på nærbilledet, og han har fin udsigt til Gentofte sø og masser af sol.

Efter at have drukket en sodavand og sludret lidt, fulgtes vi ned (far skulle til frokost), og jeg fortsatte min tur til Elgiganten. Her blev jeg ekspederet af endnu en sød ung mand, som godt nok også synes, jeg var uheldig. Han udtrykte håb om, at alt ville gå godt fra nu og byttede min lånetelefon til en magen til, men denne virker så. Og så drog jeg hjem igen. Nu har jeg set nok til Elgiganten lige foreløbig, men selvfølgelig vil jeg gerne have min telefon og TV retur i virkende stand snart.

Resten af ugen er besat. Jeg skal rydde op her de næste to dage og onsdag kommer der elektriker og skal installere vores dørtelefon (vi her fået nyt anlæg), og torsdag skal jeg til lægen og videre her, hvis jeg orker. Fredag skal jeg passe hunde for min veninde, så det bliver tidligst lørdag, jeg får Kickerkys igen, men jeg ved, han bliver forkælet også selvom jeg ikke er der. Og så bliver det så meget bedre at se ham der.

Mere død end levende

Det har været hektisk her på det seneste for nu at sige det mildt! Hvorfor så det? Tjah, min far skulle jo flytte. Han har fået en beskyttet bolig, og den var sådan set klar, men sålænge hans lejlighed ikke var solgt, behøvede vi ikke skynde os voldsomt. Det blev den så lige pludselig og så fik vi travlt.

Som det vides, har jeg været syg i umidelige tider inden det her, så jeg stod nærmest ud af sengen efter 2 mdr.’s sygdom, og så kunne jeg ellers starte en marathon flytning, der først lige er slut nu. Jeg behøver ikke at fortælle, at det kræver noget, stort set uden hjælp. Når man dertil lægger, at min far er typen der intet smider ud stort set, så kan I selv regne den ud, når viljen til det heller ikke, var den største. Det var jo så en nødvendighed når man flytter ned på en 1/4 af den plads man havde. Flyttet er han, med alt for meget, men så må han sortere og smide noget ud igen. Han trives det nye sted, og får god mad og kan altid kalde hjælp. En stor tryghed for os og ham. Så det er godt.

Overskriften hentyder til min tilstand nu. Jeg er mere død end levende, hvilket ikke er så underligt egentlig. Den hentyder også til, alle de mennesker, der går bort for tiden. Det er næsten dagligt, der er store profiler, der falder bort. Senest Glenn Frey, der var grundlægger af et fantastisk band Eagels. Lige så længe, jeg har elsket musik, har jeg elsket Hotel California, så selvfølgelig skulle I have det nummer.

Nu forestår der et arbejde for mig med at komme på plads her, efter jeg har fået nogle ting, fra min far og køren væk af det, jeg sorterer fra.

En uventet gåtur og de sidste farver

>

Jeg sov længe i dag. Rigtig længe! At vågne klokken 11 her, er noget, der hører til absolut sjældenhederne, men jeg er altså heller ikke helt frisk i øjeblikket. Jeg satte mig med noget kaffe og morgenmad ved computeren og så lidt fjernsyn også, og glemte alt om min telefon. Den er på lydløs om natten. Først sent så jeg en besked fra min søster om, at min far formentlig ville blive indlagt. Dog kun til opfyldning af blod. Den bliver desværre tilbagevendende, men sålænge det ikke er mere, må vi være glade. Men nu er han er der, tænker jeg, de lige tjekker op på diverse.

Af samme grund smed jeg, hvad jeg havde i hænderne og drog afsted for at hente bilen. Jeg ville helst ikke have min cykel stående nede hos far, så jeg gik derned. Der er faktisk meget længere end jeg troede. hele 3,58 km! Så handlede jeg ind og kørte hjem.

Selv skal jeg også i Sundhedsvæsenets kløer i morgen. Dog ganske frivilligt og rutinemæssigt. Den regelmæssige mamografi skal overstås. Og så håber jeg den fornemmelse af ikke at være helt på toppen fortager sig til i morgen.

Lavprofillørdag

Det har været en lørdag med helt lav profil. Det ligner ikke mig, og da slet ikke på en løbsdag. Det var af tvingende nødvendighed desværre. Helbredet driller lige p.t., og uden at gå i detaljer, så var der ikke andet for, end at blive hjemme. At vejret stod på blæst og ovenikøbet regn, gjorde den beslutning noget lettere at håndtere. Det er ingen hemmelighed. Jeg fulgte dagens stjerner på computeren.

Mens jeg nu sad her alligevel fik jeg bedrevet lidt alligevel, selvom hovedet bestemt ikke var glad for det. Det falder mig svært bare at siddde og lave ingenting, når jeg nu har så meget, der skal ordnes.

Nu er det stået af, og nu skal jeg bestemt ikke lave mere. Men nu har jeg også været lidt flittig i dag faktisk, og især når jeg tager i betragtning, hvordan jeg egentlig har haft det. I morgen står den således på afslapning.

Dagen har udover galop bragt lidt ærinder for min hr. fader og lidt indkøb. I morgen håber jeg vejret bliver til lidt altanhygge. Vi må se. Jeg ønsker jer ihvertfald en dejlig weekend.

Fotoet er af min øjesten Neppe, som jeg ikke kan forstå, har været væk så længe. Han er ofte tænkt på og lige elsket i sin himmel. Han ville være blevet 14 i dag.

Fødselsdagsbrunch

Min formiddag/noget af eftermiddagen er blevet brugt på en dejlig brunch, som var til ære for min nevø, der har fødselsdag i dag. En flot ung mand på 19 år, er han blevet! Med fare for at lyde gammel, så er det dælme ikke til at forstå, men ikke desto mindre. Det er sjovt at følge de unge mennesker, som man har set fra helt små – også selvom det ikke er ens egne.

Det er ved at være nogen timer siden, jeg kom hjem derfra, men med alt det mad, er det ikke den store sult, der plager mig, men lidt skal jeg da have. Det vil jeg så gå ud og få, når jeg har sat punktum for dette indlæg. Men inden jeg gør det, vil jeg ønske jer en rigtig god weekend!