God Påske !

Så blev det Påske, og ferie- og familietid. Her er der ikke så meget, af nogen af delene. Feriestemningen er her dog, og her er meget stille. Det meste af opgangen er på ferie, og rundt omkring mærkes den mindre trafik også meget. Stilheden brokker jeg mig ikke over, og eftersom jeg stadig plejer min hjerne, så passer det meget godt med den manglende familietid også. Meningen var, at jeg måske skulle have lidt gæster her, men nu får vi se, hvad og hvor meget, jeg orker. Min hr. fader, har mere travlt end jeg har, og skal på farten, hvilket betyder at jeg også skal mindre. Måske jeg skal på en lille udflugt i morgen, men det kommer an på vejret og om dem jeg tiltænker besøg har tid og selvfølgelig helbredet, som desværre altid skal tages i ed.

Jeg har en god stak links til jer, men det rækker hovedet ikke til, så I må nøjes med denne lille hilsen. Men lidt er forhåbentlig bedre end intet. Lige nu glæder jeg mig over, at jeg har fået gjort lidt rent, hentet Påskepynt og har varmet mig med Boller i Karry (veganske). Så må vi se, hvad resten af Påske bringer. Mere oprydning/rengøring og forhåbentig tiltagende mindre hovedpine og selvfølgelig skal jeg ned og hilse på mine hestebørn også. God Påske til jer, hvad end I skal – jeg hører gerne om jeres sikkert omfangsrige planer i kommentarfeltet som har åbent 24/7! Foto, er fra en tur til Langelinie for et par år tilbage, hvor jeg var inde og fotografere kirkebærtræer bl.a..

Lidt staldrundgang m.m.


En ny beboer hos Søren Jensen, en rød hingst (Duke of Marmelade og mor vides endnu ikke), som jeg synes, er ret dejlig, men han har intet navn endnu


The Seducer får vasket sokker og her hale. Malin holder og Fie vasker – teamwork – det er vi gode til, synes jeg


Masser af mennesker, det kan vi lide, og der kom flere


Seducer og Malin på vej ud


Imaginenowar og Susan

Så er det weekend, Påske og tid til årets Staldrundgang blandt andet. I går var jeg også til min nevøs fødselsdag og det var den anden aktivitet, jeg skulle være frisk til. Frisk er jeg dog ikke, men jeg kom til fødselsdag. Set i bagklogskabens lys, var det nok ingen fed idé = mange mennesker, megen snak, larm og støj/uro = hovedpine!

Men jeg overlevede, og jeg kom også til staldrundgang i dag, som det ses. Jeg var for en gang skyld næsten kun tilskuer (det eneste aktive jeg lavede, var at pudse “racerpony” Kicker, og det fik jeg så også hovedpine af). Ellers tog jeg bare et par fotos hist og pist og fik sagt hej til en masse mennesker.

Som I ved, så er intet motiv for stort eller for småt, og egentlig så er jeg ikke vild med opstillede fotos, hverken af mennesker eller dyr for den sags skyld, og derfor er de sidste to absolut nogen af favoritterne på dagen. Dejligt at se jer alle, både jer der er der sådan dagligt og alle jer, der “bare” var på besøg! Rigtig god Påske til alle og så kommer der lidt flere fotos, når jeg engang ikke har så meget hovedpine.


Miss Swansea vil rigtig gerne nusse og sludre, her får Fie et “kys”


Der var også små hestglade mennesker. Her er det Stradivarius (Søren Jensen), der bliver nusset

Sugar & Spice, and things not so nice!

Ingen skal beskylde mig for ikke at prøve, at få det bedste ud af, når livet igen slår igen. Heldigvis ikke så hårdt som sidst, men dog. Igår ringede far, og efter at have sagt ville han da lige sige, at han var på Gentofte Hospital. For nu at gøre en lidt længere historie kort, så blev han indlagt, fordi han havde (har) et blodsukker på 27! Normalen er omkring 6, så det giver sig selv, at det er alt, alt for højt.

Status på det her i dag, er så at far skal i insulinbehandling permanent. Han er selvsagt nu, men det har indtil nu ikke hjulpet nok. Jeg besøger ham i morgen og i dag tog min søster vagten.

Emil og jeg var en tur i Dyrehaven som det ses. En dejlig tur med dejlige efterårsfarver. Kronhjorte så vi en flok af og en stor han, der var på vagt for to rivaler lige ved. Men han gemte sig under nogen store træer og græsset var højt, så ikke let at få gode skud af ham. Dejligt var der uanset, men ikke en eneste galophest så jeg!

Jeg selv er endnu ikke frisk. Jeg ved af bitter erfaring, at jeg lige så godt kan tage det roligt, for der kommer kun ulykker ud af at presse mig selv før jeg er klar. Så jeg prøver at smide stressen og irritationen over bord og tage en dag ad gangen. Endnu vigtigere nu, hvor jeg så også har hund oveni. Dog tror og håber vi ikke, dette bliver andet end weekenden over, men nu må vi se – en dag ad gangen. Rigtig god weekend til jer.

78 år i dag

Idag er en underlig dag. Ikke en, jeg som sådan kan fejre mere til min store fortrydelse, men det er min mors fødselsdag. Hun ville være blevet 78 år.

Som det er, får hun besøg og en buket blomster og mange tanker fra mig og resten af familien er jeg sikker på. Nu er der gået så mange år, og man forventer ligesom at savnet bliver mindre. Men det gør det ikke. Det bliver bare håndterligt, og har været længe. Men mindre nej. Savner min mor, og det vil jeg gøre, til jeg selv ikke er her mere.

Tillykke med fødselsdagen søde mor!

Mors Dag & familiefødselsdag


Mor & jeg 1964

Jeg vil ønske alle mødre en dejlige mors dag. Til alle mine veninder og bekendte især selvfølgelig. Og til alle andre, håber jeg, at I nyder jeres mor. Ovenfor et gammelt foto af min mor og jeg. Verdens bedste mor var hun, og hun er tænkt på og savnet, også i dag selvfølgelig.

Dagen i går gik mest med afslapning. Jeg skulle lade op til et fødselsdagsarrangement senere på aftenen. Min onkel holdt fødselsdag. Selve dagen havde været. Vi var inviteret på mad og drikke og var faktisk temmelig mange mennesker.

Vi er en stor familie, og det er ikke så ofte vi ses, men det er altid hyggeligt, når det sker. Men hvor kan man se, tiden iler, når man se hvor store alle ungerne bliver. Det er godt nok vildt. Det var en fin aften og far og jeg fulgtes. Ikke mindst var det i sig selv stort, at jeg fik ham med ud og køre tog.

I dag er jeg mast som i fuldstændig smadret, så den står på afslapning og alt derudover er bonus. Hav en dejlig Mors dag allesammen og til dem, jeg var sammen med i går – tak for en fin aften!

Påskefred

IMG_8080opt2_HellerupK

Jeg ønsker mig noget Påskefred. Ikke mindst i mit hoved – det får jeg så ikke desværre. Men ellers nyder jeg roen allevegne, måske endnu mere nu, fordi jeg bare har ekstra larm hele tiden. Man kan godt blive helt stresset af det, hvis ikke man passer på.

Ellers sker der ikke det vilde, jeg ville så gerne holde Påskefrokost, og tøserkomsammener og hvad har vi og ikke mindst inviterer min gamle far også, men ærligt så orker jeg det ikke. Og det irriterer mig meget. Men der er ikke at gøre ved det lige nu. Udover larmen, er der jo svimmelheden og hovedpinen som bare blive ved. De der bønner, I skulle sende op, hvordan går det lige med dem?

Igår kunne jeg igen finde mig selv snøftende og meget berørt af en omgang Ved du hvem, du er?”. Dennegang den amerikanske version. Det var med Rita Wilson, som iøvrigt er gift med Tom Hanks. Det viste sig, at hendes far, havde haft en hel utrolig skæbne, og at han må have været lavet af særligt sejt stof. Flyttet fra Grækenland til Bulgarien (hvorfor fik vi aldrig rigtig nogen forklaring på), bliver gift og mister både sin kone og barnet i forbindelse med fødslen, fængslet for en mindre forseelese, i fangelejr og flygtede derfra og kom så til USA. Rita møder hans bror på 96 for første gang, og får et brev, faderen har skrevet til ham og familien alle de år før, da han ankommer til USA. Det var altså umuligt at blive andet end rørt over.

Nu vil jeg gå ud og få noget frokost helt alene, omend jeg gerne ville have delt med min søde veninde, der skulle have været her i dag. Det havde jeg nok lige kunnet, for hun forstår mig så godt. Men hun er også nedlagt og dårlig, så det er den rene elendighed. Heldigvis kan vi bare udskyde. Rigtig god Påske til jer.

Tillykke med fødselsdagen!

dk-flag2Min kære far har fødselsdag i dag. Han fejrer med en lille frokost på bopælen og den er i skrivende stund igang.

Selv deltager jeg, som det kan ses ikke, da jeg med vanlig omhu svimler helt skrækkeligt. Jeg var ude og handle lidt i morges, og på vejen var jeg forbi med en buket blomster til far og giv ham et fødselsdagskram.

Han klarer det altså flot. Jeg er fuld af beundring for ham. Jeg var meget ked af, jeg ikke havde mit kamera med, for han havde dækket det flotteste bord med Påskekyllinger, og Påskeliljer og rigtig flot var det.

Mine gule tulipaner kunne fint mingle med Påskeliljer, og det arrangerede vi og fik dem i en anden vase, og så kørte jeg igen. Jeg håber, de har en dejlig frokost. Far og jeg aftalte, at vi fejre en anden dag, når jeg har det bedre. Han kan sagtens forstå, jeg er træt af det og ikke orker.

Men nu ved I, hvorfor vejret er så flot :-)

Jule- og andre minder

Jeg tænker faktisk ofte på Tsunamien i 2004 Ikke så meget på grund af den, men en masse begivenheder det år. Først og fremmest var det også året, hvor jeg startede det med at miste min elskede mor. Så var stilen ligesom lagt. Dernæst mistede jeg en nær, nær veninde. Mistede – ikke fordi hun døde, men fordi hun dikteret af sin tyraniske mand, valgte mig fra. Jeg der ellers havde stået last og brast med hende, og som jeg havde kendt siden, vi var børn.

Det var også året, hvor jeg fandt en stor, stor kærlighed og sjæleven, jeg aldrig tror, jeg finder magen til. Det er ihvertfald ikke sket endnu, lad mig sige det sådan. Lige så hurtigt, jeg fandt den lige så brat og hårdt blev den revet fra mig igen (godt nok først på året efter, men alligevel). For godt til at være sand? Nej den var skam sand. Så at sige, det var et hårdt år forslår vist ikke. Alle 3 ting, var hver for sig helt forfærdelige at komme sig over og tog meget, meget lang tid, men at have dem alle på en gang, mere eller mindre, var rigeligt, skal jeg hilse og sige.

Jeg overlevede, og det gjorde familien ovenfor også. Det er en ny film, der kommer om katastrofen “The Impossible (2012)”. Jeg ved ikke, om jeg skal se den, men jeg behøver den ihvertfald ikke for at blive mindet om 2004.

Dog skete der een god ting også, og den er jeg så til gengæld stadig taknemmlig over, det var nemlig også året, hvor jeg fik min pension, så helt skidt var det ikke. Og man skal jo huske de gode ting og prøve at holde fast i dem. Og selvom jeg ikke har glemt noget som helst af det andet, så er jeg stadig taknemmelig for pensionen hver dag. Og selvom jeg ikke fik min store kærlighed, så ved jeg, at han aldrig glemmer mig heller, og minderne kan ingen tage fra en.

En blandet fornøjelse

Det har været en underlig dag. Sådan en, der egentlig startede nogenlunde okay, hvis man ser bort fra vejret og det faktum at far skulle på hospitalet. Vejret var en bekymring, for hvad med at køre og Emil, der skulle hentes eventuelt. Om ikke andet, skulle jeg over og gå med ham.

Da klokken var henad 11 besluttede jeg, at jeg hellere måtte hente ham, for det blev ved at vælte ned med sne. Lige inden havde jeg fået en mail fra min søster, der fortalte t vi ikke ville vide noget omkring om far kom hjem eller hvordan tidligtst klokken 15. Der kunne jeg let været sneet inde, som det gik. Jeg greb de gode støver (det var god timing jeg fik købt dem med), den uldne hue fra Irland og begav mig ud i driverne. Ovenfor ses, hvad der mødte mig. En lille (Gudskelov) bil, der var næsten begravet. Det tog lige lidt at befri den for snemasserne, men ud kom jeg heldigvis let.

På vej over til far det allerede ved at gå galt flere gange. Det var så på de små veje – dem skal man holde sig fra, uden vinterdæk, for der er ikke ryddet i samme grad. Nå, jeg overlevede. På vejen ringer min telefon, men med det her vejr er det jo ikke sådan lige at få smidt bilen ind til siden. Men det da jeg kunne, var det far der meldte at jeg godt kunne hente ham. For nu at gøre det kort, så hentede jeg ham. Hvis I nogensinde har prøvet at parkere ved Riget, så ved I at det kan faktisk ikke lade sig gøre, uden en længere vandring. Jeg tyede til den sikre løsning, der heder Nørre Allé, og så gik jeg tilbage. Med de nye terrængående støvler er det jo en smal sag, og jeg har vist ikke skade af at bevæge mig, så meget indendørs liv, jeg har levet på det seneste.

Jeg nåede opgangen, hvor telefonen gik i sving igen – far, der var på vej mod hovedindgangen. Det fik jeg så stoppet, da jeg nu var på vej op. De havde intet gjort ved ham, så det forholder sig fredeligt dernede, så det er meget at være taknemmelig for – og det er jeg bestemt.

Så kommer vi til den ikke så fede del af dagen. Den Julepynt jeg ikke kunne finde, har jeg ikke fået ledt efter, men jeg satser stadig på den i modsætning til mine læsebriller idag, ikke kan blive helt væk (må h ave tabt dem et sted på vejen). På vej til hospitalet, havde jeg selvfølgelig mine læsebriller på, da jeg ikke bruger linser i øjeblikket grundet en omgang øjenbetændelse af svær grad. Da jeg skal bruge dem igen på vejen hjem er de væk. Ikke at de overhovedet havde været dyre, jeg var bare glad for dem, og hade ikke haft dem ret længe. Pis! Ikke nok med det, dem jeg så får købt senere på dagen, fungerer slet ikke, og prisen etc. er taget af, så det er 140,-kr. lige ud af vindue. Set i den store sammenhæng er det ikke verdens undergang, men kender du det, når det alligevel føles sådan, og du bare har sådan en dag, hvor du er sårbar?? Jeg er SÅ irriteret på mig selv over det, og ikke mindst bare ked af det, fordi de var så gode de briller. Nu kan jeg så smide X-antal kroner efter et par mere, for jeg kan intet se. Øv!

På positivsiden lykkedes det mig, at få lavet noget suppe til aften, som smagte godt, og jeg fik også sund frokost i form af noget stegt ris med masser af grønt, og jeg fik taget nogen fotos idag – så lidt positivt var der da. Og stor glæde at det gik så godt med far. Imorgen har jeg det nok bedre. Det er jo ingen formue trods alt.

Her til aften har jeg svævet på hitoriens vingesus. Dokumentar om først de Kongelige Juveler og dernæst en anden slags “Kongelige” Kennedy’erne. Puha, det er næsten for meget på en gang. Nu vil jeg se lidt om Churchil, så har jeg vist fået historie nok sådan lige. Må din aften blive god.

At se det positive


Smukkere bliver det næsten ikke. Hvide høstannemoner på Brønshøj Kirkegård

Det er en af de dage, hvor det godt kan være lidt svært at se positiverne. Jeg prøver – det gør jeg altid, men indimellem kan det være en større udfordring end andre. Idag er sådan en. Det er dagen, hvor jeg havde planlagt, at jeg skulle på en længe ønsket svampetur i det Nordsjællandske efterårslandskab.

Havde glædet mig til at opladning inden en uge, der står i hospitaler, sygdom og hundepasningens tegn. Men sådan blev det ikke, idet mit helbred igen, igen lige besluttede sig for at spænde ben for det hele. Det har det iøvrigt gjort i flere dage nu. Helt smadret er jeg, selv et besøg i stalden blev aflyst i går. I ved, at så er det fordi, jeg ikke kan!

Så er det lige, jeg må prøve at vende skuden, og se positiverne:

- Være glad for, at jeg ikke fejler noget andet og anderledes værre

- At hospitalsregimet med hensyn til far og hundepasning kun er fra den ene dag til den næste

- At svampene også er der senere, og de der ture er hver søndag, så jeg når det nok

- At jeg har jordens sødeste venner, der bærer over med min dårlige hukommelse, manglende kræfter og støtter og bakker op om det jeg kan, og ser det, og ikke det, jeg ikke kan.

Det prøver jeg på, og er taknemmelig for. Ovensiddende fotos er også et udtryk for skønhed allevegne. De er fanget på min tur til Brønshøj Kirkegård forleden. Den er som mange præget af besparelser, og nedlæggelser af mange smukke gamle grave, og hærværk. Jeg bliver simpelthen så gal over sådan noget. Tænk, hvem der finder på det – det ved vi jo, ad tidligere indlæg. De skal være glade for, jeg ikke har kræfter til at banke lidt pli ind i hovedet på dem! Så er man sunket lavt i mit hoved.

Nå, jeg skulle holde mig til det positive – en anden er Top Gear i mit TV. Jeg elsker dem! Må din søndag også blive sådan, at du trods alt kan se det positive.