Jeg havde også en Alex

The Lake HouseHar du nogensinde set filmen “The Lake House (2006)”? Det er en rigtig sød historie om lægen Kate Forster (Bullock), der på tværs af tid forelsker sig i arkitekten Alex (Reeves). De udvikler en korrespondance via postkassen ved huset ved søen. Der er mange forviklinger og krydsrefferencer, men det korte af det lange er, at til sidst bliver det for “broget” og hun beder ham stoppe, deres korrespondance. Hvordan og om de finder hinanden igen, synes jeg selv du skal se. Det er en rigtig dejlig film, hvis man er i det hjørne.

Men det jeg også ville fortælle med den her historie, er at jeg havde “min egen Alex” og nu hvor jeg lige har siddet og set filmen, blev jeg faktisk rørt til tårer, fordi det hele passer så fint. Selvfølgelig har jeg ikke noget hus ved en sø (ville jeg gerne have), og ham jeg tænker på heller ikke, men i relationen til at forelske sig på afstand uden nogensinde at mødes, det var lige præcis også, hvad vi gjorde.

Nogen vil sige, at det kan man ikke, men det kan jeg så bevidne, at det kan man ihvertfald. Og “min Alex”, var faktisk mindst lige så smuk som Keanu Reeves, og der skal noget til. Om jeg var lige så smuk som Sandra, skal jeg ikke dømme i, men egentlig kommer det jo slet ikke an på det, i den sidste ende.

Jeg vil lade følgende to citater fra filmen tale for sig selv, hvor kønnet så er det eneste, der er lavet om i første:

“I den tid, jeg kendte ham, var han det meste virkelige, jeg noget, jeg nogensinde har oplevet” “Jeg elsker ham, og nu er han væk”

“Der kunne ikke have været to hjerter så åbne, to livssyn så ens, ingen følelser i større harmoni”

Læser han dette, ved han hvem han er, og ja jeg tænker stadig ofte på ham, og hvorfor vores timing i den grad var så forkert. Havde det hjulpet, havde jeg gerne ventet på ham!

Jamaica Inn

Forleden faldt jeg tilfældigt over denne miniserie. Det er lidt underligt, for på nettet står der, den er i 3 dele, men på TV ser det ud som om, der “kun” er 2. Anyway, har jeg lige set del 1 for lidt siden og glæder mig til at se den næste.

Serien bygger på Daphne de Maurier’s bestsellerbog af samme navn. Nu var jeg så lidt rundt på nettet og kigge mig omkring, og det viser sig, at Jamaica Inn, er et helt virkeligt sted, som faktisk inspirerede forfatterinden til bogen. Det ligger i Cornwall og det var også på grund af location, jeg egentlig gerne ville se den til en start, for det er et af de steder, der er på min rejse “Bucket List” så at sige. Nu da jeg ved kroen eksisterer rigtigt, er et ophold der bestemt på listen også (desværre temmelig dyrt). Hvad skal man dog gøre med alle de skønne steder, der gerne skulle besøges?

Det viser sig, at der tidligere er lavet en film over bogen, men får du mulighed for at se denne, skal du bestemt gøre det.

Se den, skal jeg ihvertfald

Denne film er meget imødeset fra flere kanter. Også fra mig, da jeg som vides, altid har holdt af Whitneys musik, og var meget glad for Angela Bassett som skuespiller. Denne er hendes instruktørdebut.

Jeg har luret en smule på, hvad der indtil nu er skrevet på amerikanske medier om filmen, men jeg vil vente med at læse mere, til jeg selv har set den – skal du se den?

Skin (2008)

Denne film – Skin (2008) havde TV-premiere forleden dag, og jeg optog den. Underligt nok, havde jeg aldrig hørt en lyd om den. Filmen har, så vidt jeg har kunnet google mig frem til kun været vist i lande langt fra Danmark, så det forklarer det.

Filmen handler om Sandra, der bliver født sort, af hvide Afrikanerforældre under Apartheid i Sydafrika. Dette skaber uhørt mange problemer for familien af helt åbenlyse grunde og ender med at splitte den helt. Det er en meget rørende og også sørgelig film. Når den bliver vist på dansk TV igen, skal du bestemt se den, og den burde også blive brugt i undervisning i skolerne i relevante timer.

Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen og skal du ikke vide for meget, skal du begrænse dit valg af links nedenfor. Jeg vil skrive (spoilers) ved de links, der bortgiver handlingen, så kan du selv vælge. Traileren giver også noget væk, så vil du intet vide, skal du ikke se den. Du kan selvfølgelig også købe den på her på Amazon.co.uk

Det er en stærk film, med gode skuespillere. Den eneste jeg lige umiddelbart kendte var Sam Neil, som bl.a. er kendt for Jurassic Park filmene og TV-Serien The Tudors (2007). Så jeg vil nøjes med at sige, at får du lejlighed til at se den, skal du bestemt gøre det.

Filmen bygger på en sand historie og rigtige personer – og iøvrigt en bog, der bærer titlen “When She Was White: The True Story of a Family Divided by Race” by Judith Stone.

Links:

Filmens officielle website

Skin on Wikipedia (Spoilers)

Sandra Laing på Wikipedia (Spoilers)

Bogen: When She was White – The True Story about a Family Divided by Race

Artikler: (Spoilers)

30. oktober 2009 – Essence.com – Sandra Laing Talks About Race and Her Film ‘Skin’

19. december 2008 – The Daily Mail – The tragic story of how a white girl being born black tore a family apart

17. marts 2003 – The Guardian – The black woman – with white parents

Hellerup tur/retur

Eftersom jeg skal på tur i ugen der kommer, så var jeg nødt til at få fornyet mit togkort inden. Da jeg alligevel havde tænkt, at jeg skulle i Netto efter den fine paninigrill, ja så kunne jeg slå 2 fluer med et smæk. Vejret var faktisk flot, så jeg tænkte at kameraet skulle med. Det kom det som det ses, men for hulen, hvor var det koldt. Jeg skulle have taget tørklæde og handsker på, hvilket jeg selvølgelig ikke havde. Nå, men det gik, men jeg krøb i læ for vinden og gik noget af vejen.

Et stykke, hvor jeg gik var på Strandvejen og der ligger en Fona. De havde DVD’er på tilbud, og jeg “kom til” at købe to, jeg længe gerne har villet se. Life of Pi (2012) til en 50,- kr. og Niceville (2011) til 30,- kr., så nu har jeg noget at se, når stormen raser en anden gang.

A pros pos storm – det blæser ad pommeren til, og når det gør det, har jeg virkelig svært ved at holde varmen her. Jeg skal have købt den elpejs, og det snarest. Det kommer før bilen, men det er to forskellige ting. Iøvrigt har jeg ikke besluttet mig, hvad jeg vil.

Det er et nyt år, og jeg har som sagt flere projekter, også omkring kost, vægttab og motion, men jeg vil helst ikke sige for meget før jeg er lidt længere. Men planen er da noget faste 5:2, som jeg har været inde på før, men ikke har fået holdt ved, og i dag har jeg holdt det og har overhovedet ikke været sulten. Så jeg er glad og så har jeg cyklet og gået 4 km, så det er da ikke så skidt. Som du kan se af dokumentaren nedenfor, så er der mange fordele ved den løsning.

Nu vil jeg tage et varmt bad, for jeg fryser med anstand og så tage en kop te mere, og slappe af. Imorgen skal Julepynten pakkes i kasser. Den står p.t. på spisebordet, så ned er den kommet, men skal så lige det sidste stykke.

De Urørlige (2012) og historisk Juletv

Jeg har set rigtig meget TV i Julen. Ikke bare “hovedet-under-armen-TV”, men sandelig meget, man også kan lære af. Det sjove i det her er, at da jeg gik i skole, så var historie faktisk et hadefag, men når jeg får det i spændende dokumentarer, så synes jeg det er rasende spændende. Jeg nævner i vilkårlig rækkefølge:

Dronning Victorias børn (BBC)
Det var en oplysende udsendelse, om en dronning der var en neurotisk tyran af værste skuffe og som bestemt ikke, var noget forbillede med hensyn til børn og forældreskab.

The men who built America (2012)
De mægtigste mænd i USA (i verden), og hvordan de byggede deres imperiummer op, med stor flid, men sandelig også med store omkostninger rent menneskeligt både for dem selv, men ikke mindst for deres ansatte.

Jerusalem’s historie (The making of a holy city)
Nok ingen overraskelse, men de slåkampe, der har været i og omkring Jerusalem, og stadig er, for ikke at nævne desiderede masakre, er ikke værd at nævne. Den ene part har snart været lige så slem som den næste. Gad vide, om det nogensinde får en ende – jeg tror det ikke

Planet Dinosaur
Jeg elsker at se om Dinosaurer, og den her serie fangede mig vitterligen. Den tager udgangspunkt i fosiler, der er fundet rundt omkring i verden og fortæller så historier om de Dinosaurer, der levede der. Meget spændende.

Sidst men ikke mindst så jeg forleden De Urørlige (2012) (se trailer i starten af indlægget), og jeg vil næsten ikke gå i detaljer om den, andet end at sige, det er den mest set franske film nogensinde. Jeg plejer ikke at orke Franske Film overhovedet, men den her, sad jeg tryllebundet til, når jeg ikke lige, var ved at gå til af grin. Og så en rigtig historie, og det er nok også det, der har gjort den så populær – jeg kan kun sige, at har du ikke allerede, så hold øje og se den, når den kommer igen.

God weekend incl. links


Oliver Wilson på Maltho og bag ham Manuel Martinez på Simbad (FR) i Copenhagen Golden Mile 4. august 2013

Det er fredag, og tid for links og lidt småsludren. Der er ikke meget “sludren” over mig i dag, jeg er træt, har hovedpine og i det hele taget ikke meget værd. Af samme grund blev dagens staldtur udsat til i morgen, i håb om bedring. At jeg vågnede klokken 2 og ikke kunne sove, og først faldt i søvn igen klokken 5, hjælper ligesom heller ikke på noget som helst.

At sige, jeg er negativ over TV, forslår vist heller ikke, men nu håber jeg så bare, at de holder, hvad de lovede, og sender mine penge retur, så jeg kan komme videre og købe et andet TV.

Jeg fik lavet lidt i går. Min to-do-liste svinder langsomt, men sålænge den bare svinder, må det være godt nok.

Først lidt af det alvorlige og så lidt af det sjove bagefter, det må være sådan. Det er vitterligen en kæphest for mig, det med rygningen. De unge mennesker forstår ikke, at det rammer dem som en boomerang lige pludselig, og de har ingen ide om, hvor ufedt, det er ikke at kunne få luft – permanent. Spørg manden her, så kan han fortælle dig det. Smid nu de smøger for hulen.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Det med adoption, det er et meget komplekst spørgsmål, og der er ikke en løsning, der “virker” i alle tilfælde. Her er det så igen gået helt skævt, og det kan have indlydelse på adoptioner fremover.

Klik nedenfor for at læse mere:
Læs resten

Når man må nøjes

Jeg ville hellere så mange andre ting, end tulle rundt her og være ikke frisk. Ikke dødsyg på nogen måde, bare ikke frisk overhovedet. Som så ofte bliver det hverken bedre eller dårligere, det trækker bare i langdrag. Og det eneste jeg kan kan, er at vente på, at det går over. Det gør jeg så.

En af de ting, jeg hellere ville var at have været ud og fange nogen efterårsfarver. Det kom jeg så i tanke om, at det kunne jeg sådan set godt gøre i lille skala fra altanen. Så det gjorde jeg så. Det smagte da lidt af fugl.

Meget værre er det med de fir- og tobenede venner i stalden og de gode gåture, som jeg savner meget. Men de venter da heldigvis som ofte før tålmodigt på mig og mit skøre helbred. Tak for det!

Nu jeg alligevel er her og tuller rundt, så får jeg jo indimellem faldet over noget på nettet. Jeg er igen blevet mere opmærksom på at gemme det, så jeg kan dele det med jer. Så her kommer lidt om det:

Forleden skrev jeg om hele situationen omkring Ordrup St., som jeg intet fatter af. Nu kan vi så føje endnu en historie på listen over ting, jeg bare ikke fatter. Historien om tyvekoster, som beviseligt befinder sig i Sandholmlejren, men som Politiet ikke må hente! Det er altså kun i Danmark den slags kan foregå og lige på det punkt synes jeg bestemt ikke, det er godt at skille sig ud.

Ligeledes er hetsen mod syge og forsvarsløse mennesker også snart ude på et overdrev, hvor vi er mange, der ikke har kunnet følge med længe. Hvad ligner det?

Klik nedenfor for at læse mere:
Læs resten

Giv det videre (2000)

I morges faldt jeg helt tilfældigt over denne film. Jeg kan huske den nævnt på Oprah for evigheder siden, og da jeg rigtig godt kan lide Helen Hunt også, var der ikke meget at betænke sig på.

Filmen handler om den enlige mor Arlene McKinney (Hunt), der kæmper for at få enderne til at mødes ved at arbejde om aftenen på en bar. Hun lider med det, og savnet efter sin mand (Jon Bon Jovi), som er forsvundet ud i den blå luft. Denne længsel og frustration, ligesom arrene efter en dysfunktionel barndom, har udmyntet sig i et anseeligt alkoholproblem. Hendes kloge og “alt for voksen for sin alder” søn, Trevor (Haley Joel Osment) ser det hele meget, meget tydeligt.

Han får en opgave i skolen og det bliver starten på en lang række begivenheder, som jeg ikke vil afsløre her. Det ville være synd. Men jeg kan sige så meget som en siger i en kommentar ovre på IMDB – du skal ikke tage efter traileren alene ovenfor – dette er langt fra at være en overfladisk film. Hovedpersonerne spilles fabelagtigt, og budskabet er væsentligt. Er man ikke til det sentimentale (for det er den – kleenex skal være i huset), skal man ikke se den, og så alligevel for budskaberne er vigtige (der er godt nok et hovedbuskab, men flere underliggende også)…. Jeg nød den ihvertfald meget.

Filmen bygger på en bog af Catherine Ryan Hyde, som kan lånes på biblioteket (på engelsk), og der kan du også låne filmen, hvis du har lyst.

Link: Se forfatteren Cathrine Ryan Hyde’s site for mere information om Pay it forward

Ny film om Marilyn

Jeg opdagede lige denne film om Marilyn, og den skal jeg selvfølgelig have set på et tidspunkt – det er jeg nødt til. Du kan læse mere om “Love, Marilyn” her.

Jeg har nu været lidt rundt, og filmen har fået en blandet modtagelse. Det indtryk, jeg får fra traileren er i tråd med, en kommentar/vurdering (der er kun en) på IMDB, og jeg tror, den skal ses, før den bliver købt ihvertfald.

Links:

IMDB – Love, Marilyn

5. april 2013 – National Post – Love, Marilyn, reviewed: Monroe doctrines

5. april 2013 – Criticize this – Movie review Love, Marilyn

30. november 2012 – Icon Cinema – Love, Marilyn Review.

29. november 2012 – Daily News – Movie review: ‘Love, Marilyn’