Mandagsflittig

Det har været en god weekend (bortset fra ekstraregninger og den slags *host*). Lørdag var der selvsagt galop, og eftersom Kicker skulle starte, var der ingen vej udenom, at jeg skulle til løb. Det var jeg nu nok komme uanset, men jeg var træt, da jeg vågnede og der gik længe, før jeg blev, noget der bare mindede om menneske. Som altid en million mennesker, jeg skal hilse på, og sludre med, så meget jeg nu kan nå, indimellem fotograferingen. Og det er bare hyggeligt. Kicker gik godt og fik en 4. plads og var dermed i pengene, som han altid er det.

Efter løb, var jeg nede med æbler til ham og han var et smut ude på folden og få lidt luft og nysgerrig som han er, så elsker han at stå der og suge indtryk til sig. Pigerne og jeg fik et glas og en sludder og det er bare hyggeligt. Så puttede jeg kicker og tog hjem, godt træt. Træt var også hovedordet i går, hvor jeg stort set intet fornuftigt foretog mig og blev enig med mig selv om, at det var okay. Til gengæld skulle der ske noget i dag.

Og det gjorde der, jeg fik gjort rent til den stor medalje, vasket en skind, jeg har liggende i min sofa, støvsuget sofaen grundtigt. Oveni har jeg ordnet lidt fotos fra i lørdags og smidt op, så det kan vist ikke siges andet, end jeg har været flittig i dag.

I morgen står den på Kickertur, så jeg skal ikke sove for sent. God aften til jer.

Godt og skidt i en pærevælling

Godt var det som altid at komme til løb og møde alle de søde mennesker og se alle de fine heste. Det er altid godt. Kicker startede også og gjorde det godt, og var som altid i pengene og fik i dag en 4. plads.

Hvad var mindre hyggeligt, var at komme hjem til en ekstraregning for varme – en stor ekstraregning. De trækker den over min husleje nogle gange, og jeg sætter i forvejen af til ekstra, men den store rejse, jeg havde set for mig til vinter, kan jeg vist efterhånden skyde en hvid pil efter. Vi må se, men lige nu ser det sort ud. Oveni fik jeg også brev om, at vi skal have både nyt tag og nye vinduer her i bygningen. Det er tiltrængt, ihvertfald vinduerne, som er pivhamrende utætte, og jeg tænker, det også hjælper på varmeregningen. Det kan ikke undgå andet. Taget har ligget siden huset blev bygget (1936) tror jeg, så alting taget i betragtning, må det trænge også. Men alt dette betyder også en huslejestigning og ikke mindst stillladser – Suk! De er igang på den anden side af gaden, så det bliver rigtig hyggeligt.

Nå, men efter løb var, jeg et smut i stalden og kigge til Kicker og give ham æblerne, jeg havde købt til ham og hilse på pigerne. Vi sad og fik et glas og sludrede om dagen. Det er altid hyggeligt. Så hjem, og så har jeg siddet her og ordnet fotos og så har jeg selvfølgelig også fået noget at spise.

Nu er jeg mast og vil hen og slappe af, og så må resten komme i morgen. Rigtig god weekend til jer.

Syg, “hjemløs” og genopstået

Hold nu op, det er ikke frivilligt, at jeg holder så lang en blogpause. Nu er jeg med hjælp og et genfundet helbred tilbage igen.

Først var jeg jo syg i henved 3 uger. Jeg plejer dog, at have så meget energi, at jeg lige kan give et “pip” engang imellem. Jeg har været monsterdårlig. Jeg tændte ikke engang min computer. Nada, nix orkede jeg. Jeg sov og så fjernsyn. Det var essensen af mine syge uger.

Så da jeg endelig nåede så langt, at jeg orkede lidt, så skulle jeg opdatere WordPress, og hele siden gik i coma og så var jeg “hjemløs” indtil den kom op at køre igen. Heldigvis har jeg en rigtig flink hjælper den vej rundt, og det lykkedes ham, at få siden op igen i går. Jeg var lykkelig. Så nu er jeg kørende igen. Gudskelov. Det er skrækkeligt, når man har noget at sige, og man ikke kan komme af med det *S*

Af ovennævnte grunde er det jo så begrænset, hvad der har været sket. Jeg gik lige glip af min nevøs fødselsdagsmiddag og staldrundgang. Jeg satsede på, at være frisk til sæssonstart på Galopbanen som var i lørdags, og det kom lige akkurat til at holde stik. Jeg var første gang oppe onsdag og så var jeg forbi stalden og hilse på om torsdagen. Ovennævnte foto, er et fra dagen, jeg er rigtig glad for. Det var en god dag, men det kan du læse mere om her, hvis du har lyst.

Det er sjovt, som man glemmer, hvor hårdt, det sådan er at piske rundt nede på banen, jeg var mere end færdig i går, og lå brak meget af dagen. Men det er dejligt, at være både oppe og “på” igen.

2 slags hestekræfter og klam kulde

Da jeg drog afsted til stalden i morges, var det flot vejr. Blå himmel og møghamrende koldt. Jeg var dernede 7.30 så relativt tidligt for mig på det seneste. Der er grænser for, hvor mange timer, jeg kan gå der og blive hundekold. I dag sørgede jeg for at holde varmen på bedste vis. Jeg sludrede selvfølgelig med Kickertutten. Meningen var, at jeg ville have børstet ham inden han skulle ud, men faktorernes orden blev lige ændret, så det nåede jeg ikke. Til gengæld blev han forkælet med et udvalg af æbler af forskellige slags, gulerødder og de famøse Polo, og jeg fik kys til gengæld. Alt som det skulle være.

Også Stinger, havde jeg tænkt, jeg skulle børste inden han skulle ud, men også han skulle ud før jeg påregnede, men til gengæld fik jeg så fornøjelsen af Bologne, som jeg ofte har haft. Vi er rigtig gode venner, og det er altid så dejligt, at få en hyggestund med ham. Til gengæld striglede jeg Stinger, da han kom tilbage, og det var superhyggeligt. Vi er også blevet rigtig gode venner. Så kan du spørger, om ikke han har været i stalden længe? Og jo, det har han, men jeg har ikke haft ret meget med ham at gøre, fordi der har været mange andre før mig. Nu har der vist sig et hul engang imellem, hvor jeg kan nyde ham, og det gør jeg så i stor stil.

Hvad der startede som flot og klart, blev senere til tåget og en meget klam og fugtig kulde, der gik igennem marv og ben. Jeg kunne snildt have haft min store uldne sweater på, og det gør jeg næste gang, for den er normalt så varm, at den er for varm, men i dag kæmpede næsten alle forgæves. Jeg nåede også en tur på banen efter, det blev tåget og mens vi stod der blev det bare værre. At sige, at det varme bad, da jeg kom hjem var skønt, forslår næsten ikke.

Bilen på billedet, er selvfølgelig en anden slags hestekræfter, og den holder ganske nær ved, hvor jeg bor. Hver gang jeg passerer den, tænker jeg på, hvad hulen man mon skal lave for at have råd til sådan en. Vedkommende der har den, er altid hjemme næsten, så jeg må gå ud fra, at han arbejder hjemme (jeg ved det er en ham, for jeg har set ham), eller meget sent om aftenen ihvertfald. Og så tænker jeg, at den er noget dyr til bare at stå der! Den ér sexet og flot og hundehamrende dyr og hurtig, men jeg ville hun stadig hellere have noget mere praktisk den vej rundt, hvis jeg havde den slags penge. Men det har jeg ikke, så jeg nøjes med at nyde andres.

Efter jeg kom hjem stod den på lidt frokost og et bad og så gik jeg ud som et lys. Dette viser lidt om, hvor mange kræfter, det kræver af mig med sådan en morgen i stalden. Dette siger jeg ikke, for at nogen skal have ondt af mig eller noget som helst, men bare som en konstatering. Jeg vågnede igen klokken 16.15 og fik således lige nøjatigt lavet ingenting her i dag. Nu har jeg så aftensmaden over og sidder her med et velfortjent glas rødvin. Der er Awardfest på banen i aften og det skal ingen hemmelighed være, at jeg selvfølgelig håber Kicker vinder i hans kategori. Vi får se, men det skal i nok høre om, hvis han gør. God weekend til jer.

Årets sidste løbsdag

Jeg var ikke mange sure sild værd, da jeg skulle op i morges. Der var som jeg nævnte ellers nok af arrangementer at tage til. Faktisk var en mulighed også International Veganerdag inde i byen, men ikke hvis jeg skulle nå alt det andet. Typisk når der endelig er noget man gerne vil, så er det hele på en gang.

Nå, men med det energiniveau jeg lagde for dagen, skulle jeg være glad, hvis jeg overhovedet kom ud af døren. Det gjorde jeg, og kom i sidste øjeblik ned på banen inden det første løb. Dagen var allerede som sådan startet forkert, og det blev så bare ved. Jeg var lige ved at komme galt afsted (gjorde jeg Gudskelov ikke), og ikke mindst var der 2 jockeys der styrtede og kom slemt til skade. De er nu på hospitalet. Den ene med hovedskader og den anden med brud af forskellig slags. Det forlyder ribben og kæbe, men vi afventer nærmere. Så er dagen ødelagt. Derudover var vejret ualmindelig trist og mørkt, så alt i alt, kunne den finaledag være gået meget bedre.

Hubertusjagt var der også, og det er lige før jeg ville ønske, jeg var taget derud også, for den blev vundet af Niels Goldschmidt for 5. gang og det ville jeg faktisk gerne have set og selvfølgelig fotograferet. Lidt dumt, for nu går der 5 år, før jeg kan se ham igen.

Til gengæld kom jeg til fernisering hos Jeppe Eisner også, efter at have nydt Kicker lidt på folden. Og det var som altid dejligt, men det var næsten blevet for mørkt og sent, og der var ikke den stemning, der plejer at være, når vi er der. Måske det bare var mig, der var nedslået af dagen som sådan. Men vi fik da både kastanjer og lidt at drikke. Og så var det hjemover.

Nu truer en ny uge, men jeg prøver at tage en ting ad gangen for ellers bliver jeg overvældet over alt det, jeg skal have lavet. Og nu vil jeg slappe af.

Hvad skal man snart sige….

Jeg kan kun sige, at Kicker er fantastisk! Det er jeg ikke alene om. Vi er alle i stalden vilde med den dejlige hest, som igen i går vandt på mest storartede måde. Han er noget ganske for sig selv på alle måder. Her vinder han Tortue Efterårshandicap med jockey Carlos Lopez foran Falconet og Rafael De Oliveira. Den lille skildpadde på præmien, er fordi Tortue betyder skildpadde på fransk, og løbet er opkaldt efter en succesfuld hest, der netop hed sådan.

Det var en dejlig dag, men som senest meget svært at bedømme, hvor koldt/varmt det ville være. Sålænge man bevægede sig, så blev man meget varm, men stod man stille blev det til den kolde side. Og da jeg gør begge dele, kan det være en meget svær ballance, som det heller ikke rigtigt lykkedes mig at finde i går.

I skrivende stund sidder jeg og debatterer med mig selv om, hvorvidt jeg skal ud i det gode vejr, eller lave projekter her. Jeg ville jo gerne fange lidt efterårsfaver og de er her ikke længe endnu og jeg tænker, at mine projekter ingen steder løber. Så….Ihvertfald god søndag til jer.

Vi tog lige en tur mere….

Det har været en flot dag i dag, men hundehamrende kold. Heldigvis havde jeg været så forudseende, at jeg havde taget godt med tøj på, så jeg frøs ikke på banen, men til gengæld, da jeg kom hjem.

Inden jeg skulle på banen, havde jeg bestemt, at jeg skulle i Aldi, og hente en 3i1 vaffel-,toaster-,panniniting, og det startede jeg så med og derudover fandt jeg et sengetæppe. Bagefter var det min mening, at jeg ville op og se efter en skjorte som en af pigerne fra stalden havde fået købt hos Pure på Lyngby Hovedgade (der er også en på Østerbro). Der var flere af omtalte skjorte, men den passede slet ikke til mig i facon, men jeg fandt en anden dejlig bluse til 300,- kr. Intet i butikken koster over 400,- kr. Og de får noget nyt hver dag. Der var mange, mange skønne ting, og jeg skal helt sikkert der igen og kigge, når jeg får lyst til en tøj-shoppe-tur. Der er noget for enhver smag og alder – helt bestemt. Og så var jeg lige i HW-hjørnet og købe propper til mine fine vandflasker (det er bare nogle flotte vinflasker med mønster, som jeg har gemt). Så fik jeg lige lidt at spise, og så kørte jeg på banen.

Det gik da hverken værre eller bedre, end at Valtournanche (ITY), ganske som sidst vandt. Det var så 4. gang i træk, og jeg tror, vi var flere, der nærmest tabte underkæben. For det var meget let for ham – også igen. Så med andre ord så var der bobler i stalden efterfølgende.

Kickermusen startede også, og han gjorde som altid en fin indsats og fik en 3. plads i et opløb, der var mere end tæt. På fotos ses han, lige da han ankommer til banen og på vej til start med Carlos Lopez i sadlen. Som det ses kan heller ikke han stå for Kicker. Jeg synes, det var længe siden I havde set et foto af Kicker, og så er begge fotos meget typisk ham, så nu blev det ham, der fik æren i dag, selvom det var “Mick” (Det kaldes Valtournanche i daglig tale), der vandt.

En helt igennem dejlig dag, hvor jeg inden førstesortering havde taget 705 fotos, men heldigvis ryger der en del, ved sortering. Rigtig god weekend til alle!

Weekendstatus

IMG_4246opt2_DanskOaks2015

Alt i alt, går det sådan set okay, bortset fra, at jeg er monstertræt. Det er nok ikke udsædvanligt med alt, der er foregået på det seneste med far og det hele. Han er heldigvis stabil og har det godt. Her halter jeg håbløst bagefter, men jeg prøver at indhente, så meget jeg kan. I dag har jeg fået ordnet rigtig mange fotos, men måtte opgive at blive færdig. Det er ikke altid helbredet vil som jeg vil. Så jeg har set Den Store Bagedyst og ligget på min sofa også. Jeg skulle gerne blive “færdig” en af dagene om ikke andet så jeg kan smide noget op fra seneste løbsdag. I morgen måske, hvis alt går som jeg ønsker, men det er ikke altid.

Jeg er begyndt på endnu en Peter James Krimi (Roy Grace). Dem kan jeg rigtig godt lide, og ligeledes er jeg også startet på endnu et maleri i min malebog. Det er rigtig sjovt synes jeg.

Nu vil jeg slappe af igen, og så håber jeg, at I får en dejlig uge. Fotoet er netop fra seneste løbsdag. Selvom der ikke har været løb, så har den ikke været helt hesteløs. Der er intet som at se en professionel jockey ride en galop. Carlos red en på Stinger i går endda på græsset og det kunne jeg jo ikke lade gå min næse forbi. I dag har jeg set lidt løb fra Göteborg, mens jeg ordnede fotos. I morgen bliver hestefri bortset på fotofronten.

Jeg håber, I har haft en dejlig weekend. Og så lige en reminder: Husk, at dele indlæg du synes om, og at du kan “like” udenom facebook på det lille hjerte under alle indlæg. Og så modtager jeg altid gerne din kommentar. Selvom den ikke vises med det samme, så har jeg fået den, og den skal nok blive udgivet og besvaret. På forhånd tak!

Langbenet græsgalop og afhentning

IMG_4977opt2_StingerGræsgalop

IMG_4981opt2_StingerGræsgalop

IMG_4983opt2_StingerGræsgalop

Her til morgen, havde jeg to ærinder. Først ville jeg ned og se (og fotografere) Stinger på græsset og dernæst skulle jeg ned med en fødselsdagshilsen til min far, han skulle viderebringe senere på dagen. Jeg landede på banen først, for at se, hvad der skete der. Det var let – der skete intet. Det havde sin årsag i, at det meste af banen var på vej til Fyn, hvor der var Fynsløb i dag. Så kørte jeg i stalden og min timing var fin, for der var de netop på vej ud Carlos og Stinger. Det er i forhold til Stinger, det langbenede kommer ind, for han har meget lange ben.

Efter en velllykket galop var jeg nede i stalden og gå en lille tur med Kickermusen (ses nedenfor før gåtur – “slet ikke” forkælet), sammen med Lene og hendes dygtige “drage” (hendes hest Candy). Vi havde en lille, men meget hyggelig tur.

Så forbi min hr. fader med kort og så hjem. Far skulle ud og jeg havde lovet at hente ham, når han var træt, og det har jeg så gjort. Det var timet, for jeg nåede lige at se alle løb fra Fyn. Nu har jeg fået mad og sidder her og hygger mig. Slet ikke så ringe. Nu vil jeg gå ind og slappe af i stuen og så fortsætte min fotomarathon i morgen. Kan I have en god weekend.

IMG_4989opt2_StingerGræsgalop

En lille opgave af usædvanlig slags

IMG_3784opt2_010915RightCrossIkeyVet

I forgårs fik jeg en anmodning fra en god ven af stalden, med andre ord, vores Dyrlæge! Om jeg kunne gøre ham en tjeneste, at tage nogle fotos af hans med-Dyrlæge Emma, og et apparat til dynamisk endoskopi (kikkertundersøgelse). Det betyder kort fortalt, at man mens hesten går, kan se hvorfor den har problemer med vejrtrækning/svælg. Det er supersmart. Det ser voldsomt ud, men hestene tager der forbavsende pænt.

Det var jeg så nede at gøre i går. Det endte med, at jeg var både fotograf og dyrlægeassistent og begge har jeg heldigvis jo snart prøvet nogle gange nu. Du kan se flere af mine fotos og mere forklaring fra Dyrlægen her (Ikeyvet’s facebookside).

Og inden nogen får nogle gode ideer, er det gjort som en tjeneste for en god ven, uden betaling. Det var spændende at være med til og prøve noget, jeg ikke har fotograferet før. Jeg er godt tilfreds med resultatet, og det var de heldigvis også.

Resten af dagen sov jeg. Helt smadret var jeg. Så meget for resten af projekter, der står i kø. Forhåbentlig får jeg lavet lidt i dag. Solen skinner, så mon ikke det hjælper lidt? Jeg tror det. God dag derude.