Kevinx2

Udgivet den 25. marts 2013 af Deborah

TrueStrenghtopt2

Kevin, gad vide, hvilken Kevin hun mener. Jeg er jo ved at være så gammel nu, så det yngre publikum måske ikke er enige med mig, men i mit tilfælde, kunne det være to forskellige af slagsen. Den ene store stjerne er Kevin Costner, som jeg altid har været helt og aldeles vild med, og stadig er. Udover han er en skøn skuespiller, har jeg også fornøjelsen af en fantastisk CD med ham, som jeg hører meget ofte. Den kan varmt anbefales. Han er iøvrigt kommet med endnu en CD sidste år, som lyder til at være mindst lige så god og også har fået gode anmeldelser. Den er inspireret af og indeholder 2 numre fra serien Hatfields & Mccoys (2012-), som man jo kan håbe, kommer til Danmark.

Men lige i dette tilfælde, er det ikke Kevin Costner, jeg tænker på, men en anden stor, stor favorit af min – nemlig Kevin Sorbo. Hvem hulen er det? Tjah, hvis ikke du har set Hercules The Legendary Journeys (1995-1999), så kender du ham formentlig ikke, medmindre, du har set nogen af hans andre film.

At jeg er vild med Hercules-serien siger næsten sig selv. Det er eventyr og en smuk mand i fokus – what’s not to like?
For ikke så længe siden, fandt jeg ud af, at Kevin Sorbo har skrevet en selvbiografi. Lidt tidligt at skrive den måske, men så igen ikke. Mere om det senere. Bogen hedder True Strength. Eftersom jeg jo finder Kevin interessant, så skyndte jeg mig at finde ud af, om denne fandtes på min lydbogsportal Audible.co.uk, og det gjorde den og så var der ikke langt fra tanke til handling. Den måtte jeg læse/lytte. Eftersom jeg havde Credits i overskud, var der intet med at vente på, at jeg fik en ledig.

Bogen fortæller om, hvordan Kevin’s liv starter og ikke mindst hans karriere. Hvordan han møder sin kone Sam og ikke mindst om hans store gennembrud med Hercules. Hvad der så følger, er hans, hans kones og hans mors fortællinger om, hvad der siden hændte efter Kevin rammes af flere blodpropper og næsten dør af det. At han ikke gjorde, anses for noget af et mirakel, og ikke mindst, at han ikke blev svært handicappet. Deraf bogens title, for nu skal han vise “true strenght”.

Det er en meget gribende beretning, og indtalt af Kevin og andre implicerede personligt. En meget gribende og ærlig beretning, som selvfølgelig er skrækkelig for Kevin og ikke mindst hans pårørende, men som også giver ham et nyt perspektiv på tingene. Noget man ser og hører ofte. Kan du lide Kevin skal du bestemt læse/lytte den, og også alligevel for det er en bog ikke kun om en smuk (indeni som udenpå) mand, men også lige netop historien om sand styrke. Læs et interview med Kevin omkring bogen her.

Klik nedenfor for at læse mere:
Læs resten →

Update!

Udgivet den 11. februar 2013 af Deborah

IMG_0010opt_Morgenarbejder_110909 Klampenborg Galopbane 11. september 2009

Jeg ved ikke, hvad der lige foregår, men sløj er jeg igen. Ikke sådan voldsomt, men nok! Febril, svimmel og bare træls, som det hedder. Hylen og susen lever også i bedste velgående, så at sige, jeg er mere end træt, forslår ikke.

Til gengæld har jeg bag kulisserne fået et spændende tilbud om hjælp til min søgen efter mit biologiske ophav, noget jeg er rigtig taknemmelig for og som jeg glæder mig til at se, om bringer frugt. Prøver dog at holde forventningerne nede. Lige p.t. står jeg overfor at skulle have scannet en masse dokumenter ind. Dette besværliggøres så af, at den ret så nye scanner/printer jeg har, ikke vil kommunikere efter jeg har fået Windows 7 – hvad skal man snart stille op, når man ikke er noget teknisk geni!?

Så får jeg ikke den til at virke, skal jeg ud i byen og finde en. Det var jo ikke lige derfor jeg købte den! Det stresser så, for igang vil jeg jo gerne så hurtigt som muligt. Men vedkommende mener også, at nu må jeg bliver frisk først, og det vil jeg så koncentrere mig om. Så er jeg stille, er det altså derfor. Hovedet spiller slet ikke med i øjeblikket på nogen måder. Nu vil jeg få noget sund frokost og slappe helt af.

Testfoto og gråt i gråt

Udgivet den 8. januar 2013 af Deborah

Udsigten var trist i formiddags, både vejr- og helbredsmæssigt. Svimmelheden lever i bedste velgående og oveni har jeg haft (har stadig, men en anelse bedre) den mest djævelske hovedpine, kvalme og utilpashed. Intet har jeg foretaget mig udover at ligge på min sofa og sove og se fjernsyn, og så tage ovensiddende og prøve at få noget nogenlunde sundt indenbords (er også lykkedes).

Jeg tænkte, jeg hellere måtte prøve det nye objektiv, som jeg jo vitterligen har glædet mig til at tage i brug. Men af ovennævnte helbredsårsager, så er det jo ikke blevet til noget. Nu tænkte jeg, jeg i det mindste lige ville prøve at sætte det på kameraet og se om jeg kunne mærke forskel. Og hold da så lige op, det kunne jeg. Er sikker på mine fotos vil blive endnu bedre med dette objektiv end med det gamle, uden jeg dog har gjort andet end lige tage det ovenfor. Fokus er bedre, og det føles bare fantastisk, bare ved at tage det ene. Til gengæld er det også meget tungere end det gamle, men det er nok bare en vane tænker jeg. Med andre ord, tror jeg, at jeg bliver meget glad for det.

Lige nu ville jeg bare gerne mit helbred gad opføre sig bare lidt mere humant, for jeg er ved at køre mere end træt i det her gyngende cirkus og hovedpiner.

En lille bitte tur med magiske undertoner

Udgivet den 28. december 2012 af Deborah

IMG_5775opt2_Øresund

IMG_5777opt2Øresund

IMG_5778opt2_Øresund

IMG_5781opt2_Øresund

IMG_5784opt2_Øresund

Jeg har ikke været udenfor en dør siden før Jul, og har heller ingen lyst haft til det. Det giver helt sig selv, når man svimler i den grad, jeg gør i øjeblikket. At jeg savner hestene, vennerne og fotograferingen behøver jeg vist dårligt fortælle. Længere perioder uden alle, påvirker humøret – det skal ingen hemmelighed være. Heldigvis er de der alligevel og støtter og giver mental omsorg, og det er jeg som nævnt før, utroligt glad for.

Så dårlig tilpas er jeg, at jeg ikke kunne overskue en relativt lille tur til Optikeren for at hente mine kontaktlinser. Ingen katastrofe, for jeg har jo min læsebriller, efter jeg fik købt nogen igen. Men det siger bare noget om det, for det er et stop med toget og en gåtur på højst 15 min. Jeg har spurgt om de vil sende dem. Det er heller ikke sjovt at gå på gaden, når man slingre, så folk tror man er fuld, også af den grund gider jeg ikke.

Idag satte jeg mig dog for at prøve, om jeg dog ikke kunne gå en meget lille tur. Lyset var simpelthen magisk, så jeg kastede mig med lettere foragt ud i projektet. Der var også det ved det, at jeg med min hang til nysgerrighed skulle se noget på vejen (mere om det senere). Så jeg greb kameraet, og overvandt første hurdle – trapperne. Det er ikke sjovt at skulle ned af dem, når man er skrækslagen for at falde. Jeg klamrede mig til gelænderet og gik med en hast, så en 90-årig snildt havde overhalet mig, men ned kom jeg.

Og så vaklede jeg derudad. Ingen stor fornøjelse, lige indtil jeg nåede Øresund. Hold da op, lyset og vandet var fantastisk og kameraet kom på en lille motionstur. Set i forhold til den optimale galopdag, var det her dårligt opvarming. Men hellere lidt end intet, og det faldt da ret godt ud synes jeg – n’est pas?

Hjem kom jeg også, og fandt endelig, hvad jeg havde søgt på vejen. Normalt plejer jeg at være rigtig glad for sådan en gåtur, men så dårlig som jeg blev, så var det jo ingen fornøjelse, og noget jeg ikke gør lige sådan igen. Dog er jeg glad for de fotos, jeg fik taget. Nu vil jeg have noget aftensmad, så må vi se, hvor meget jeg ellers når og orker.

Alt er relativt, og jeg VED det godt!

Udgivet den 27. november 2012 af Deborah

Jeg bliver sgu lidt ked af det. Det er ikke ofte, jeg brokker mig over mit helbred sådan rigtigt. Jeg konstaterer, hvordan det er, og prøver HVER dag, at få det bedste ud af det.

Er det let? Nej det er det ikke. Kunne det værre MEGET, MEGET værre? Ja, det kunne det godt. Har vi alle uanset, hvordan dage, hvor det ikke er så let, lige at være positiv, fremadstræbende og i godt humør.

Dem som kender mig rigtig godt, ved godt, hvad jeg er oppe imod og at jeg faktisk gør det ret godt, alt taget i betragtning. Eller det troede jeg. Når jeg så fortæller en veninde i dag, at jeg ikke har det helt så godt og faktisk betror hende, at både min læge og jeg er sikre på, at jeg faktisk har en diagnose mere, (jeg har bare ikke sagt noget om det) som skyldes meget af det jeg slås med. Så får jeg bare at vide, at jeg jo skal være glad for, at det ikke er noget værre.

Jeg ér skam glad for, at jeg ikke fejler noget livstruende, eller meget mere alvorligt. Men set herfra, så ér det alvorligt nok. Jeg lever med smerter hver eneste dag, og mange andre ting, som jeg oftest ikke gider tale om her, for jeg synes jo netop jeg prøver på trods. Men jeg bliver sgu ked af det, når jeg så for en gangs skyld er træt af det, at jeg så får den smidt i hovedet. Vi kan jo prøve og bytte og se, hvad hun så synes! Øv!

Trist udsigt – eller bare tåget?

Udgivet den 11. november 2012 af Deborah

Trist udsigt? Den er ihvertfald mørk og tåget. Sådan ser mit liv også ud lige nu. Mørkt og tåget på flere måder. Jeg hoster, hakker, puster og nyser – med andre ord, jeg er godt gammelsdags snotforkølet. Skal du ikke til lægen spørger mange. Nej hvorfor skulle jeg det? Jeg har prøvet at være forkølet mange gange før, som alle andre. Forskellen på mig og mange andre er, at mit altid varer meget længere end alle andres, og jeg skal passe på, jeg ikke får lungebetændelse.

Jeg var skal retfærdigvis siges på vej til lægen, men så havde han ferie og kursus og han kommer først hjem igen på næste mandag. Hvis jeg tror, jeg har behov vil jeg selvfølgelig frekventere en af hans gode kollegaer, men sådan helt basalt, orker jeg ikke fremmede læger, der ikke kender mig og mit underlige helbred – giver det mening?

Det gode ved sådan en omgang tåge og gråt og træls vejr og forkølelser er – de letter igen! God søndag til jer. Jeg vil få noget at spise og putte mig under dynen bagefter. Nu vil jeg bare gerne som minimum være frisk til om en uges penge, hvor jeg skal til fest. Det er vel ikke for meget forlangt? God søndag til jer.

Humble pie og lidt om….

Udgivet den 7. november 2012 af Deborah

Det er ikke så længe siden, jeg brokkede mig. Jeg var træt af velgørenhedsshows, og reklamer for cancer mig ditten og datten. Jeg åd “humble pie” efter min kære veninde, der er i sygehussystemet, fik slået mig oveni hovedet med statestikker og kolde facts. Jeg er ikke for fin til at indrømme, jeg tager fejl. Som jeg også nævnte tidligere, så er det jo ikke, fordi jeg er et dårligt menneske, der ikke ønsker hjælp til de mange ofre for denne her plage. Slet ikke. Men et eller andet sted, er jeg også en meget følsom sjæl, som faktisk bliver påvirket når, når nogen jeg kender eller jeg bare har ansigt på, bliver ramt.

Som for at understrege min fejl udi det her, mistede vi i galopsammenhæng en helt ung pige, få dage efter, jeg skrev mit første indlæg. Hun blev stedt til hvile i fredags.

Derudover er der to i blogsammenhæng, der er hårdt ramt, og en hvor det forhåbentlig ikke er så slemt, og man hører om flere rundtom så nu bliver det hele ligesom understreget. Har jeg ikke nogen meget tæt på, der har været ramt eller er? Ork jo, flere på forskellig vis, faktisk har jeg en veninde, der lige har mistet sin far, også på den konto, ligesom jeg også selv har mistet en veninde helt tilbage i 1997, kun 43 år gammel. Så det er skam ikke nær det. Så jeg spiser altså Humle Pie! Så jeg erkender, at der kan være et stort behov for at gøre opmærksom og samle penge, men om det får mig til at havde det overhovedet bedre med sygdommen eller shows, det ved jeg ikke. Men jeg vil ihvertfald ikke brokke mig over sidste.

Det sætter selvfølgelig ens egne ting i relief, og selvom det er møgirriterende at være syg – stadig, så blegner det jo i forhold til de her alvorlige ting. Selvsagt, når jeg ligger her, så sker der ikke alverden, men det behøver der så heller ikke. Om ikke andet, får man filosoferet lidt over diverse.

Træls!

Udgivet den 5. november 2012 af Deborah

Det er et rigtig godt udtryk, og det er helt sikkert et, der sagtens kan bruges i denne sammehæng nu. Nu er jeg på vej ind i 2. uges elendighed. Overdrivelse fremme forståelsen, for selvfølgelig kunne det være meget værre, men sandelig også bedre.

Hvis ikke jeg var sløj, så er jeg det nu og har endnu mere ondt i halsen. Så jeg suser bare ind under min dyne og der må jeg jo så blive. Humøret og helbredet kan snildt passe til vejret som er mørkt som graven og regnfuldt. Så foto er altså fra min lille, men hyggelige gåtur med smukke Nelly igår. Må din mandag blive god og uden sygdom!

God gentagelse og dagen

Udgivet den 4. november 2012 af Deborah

Opskriften på den her ret, har jeg bragt før, men det bliver den ikke dårligere af. Idag med butternut og ristede kartofler og lidt salat til

Dagen har været lidt travl faktisk. Så travl man nu har, når man er sløj og svimmel. Her trængte for noget rengøring, så nu måtte jeg lige tage mig sammen. At jeg så ikke blev helt færdig, er der ikke at gøre ved. Så må jeg gøre resten imorgen. Jeg mangler at vande blomster og støvsuge og vaske gulv. Men set i lyset af det besøg jeg får i morgen, er det måske meget godt bare at gå let over det og så gøre lidt mere mandag evt.

Udover at gøre rent og vaske op og rydde op, har jeg afrimet fryser. Det var HÅRDT tiltrængt, og jeg bander over, jeg ikke købte et der selv afrimer. Det var pakket med is. Øv, men det blev gjort og det er skønt når det er overstået. Men det tog også de sidste kræfter, så jeg nåede ikke mere. Ellers har jeg sludret med en gammel ven på messenger og set Breeders Cup fra Santa Anita Park (i skrivende stund). Det er noget andet end danske forhold – på alle måder og ikke mindst præmiernes størrelser!

Jeg er stadig ikke frisk, bare træt og ikke rigtig syg og ikke rigtig rask, men sløj nok til intet rigtig at kunne. Så irriterende. Nå, men nu kan jeg da slappe af i et relativt rent hus med rent sengetøj og alting. Suk! Som sagt står der en særlig gæst på programmet i morgen og galop fra det svenske. Jeg er stadig syv sind med hensyn til nyt objektiv, men min gode ven, har gjort mig lidt klogere. Der skal vist lægges en plan for de samlede finanser. To be continued….

Den forkerte vej

Udgivet den 28. oktober 2012 af Deborah

Jeg er sløj, som i syg og dårlig nu! Igår var jeg også, men overhørte og “kørte igennem” på en omgang piller, for jeg ville jo have årets sidste løbsdag med, og ned og tage afsked med alle de søde venner. Helt bortset fra, at min veninde og jeg skulle spise frokost.

Om jeg var blevet mere dårlig alligevel skal jeg ikke kunne sige, men jeg er det ihvertfald nu. Har sovet når jeg ikke har været forbi her og gøre et eller andet. Nu vil jeg gå ind på min sofa igen og håbe, jeres weekend har været god. Det var min mening, at jeg ville have været ud og fotografere lidt solopgang tidligt i morges, men det kunne jeg da glemme alt om. Fotos her er fra i går. Apparatet var ikke med på banen.

deborah.dk

- mad, fotografering – og meget mere!

Tag-arkiv: Sygdom