Syg, “hjemløs” og genopstået

Hold nu op, det er ikke frivilligt, at jeg holder så lang en blogpause. Nu er jeg med hjælp og et genfundet helbred tilbage igen.

Først var jeg jo syg i henved 3 uger. Jeg plejer dog, at have så meget energi, at jeg lige kan give et “pip” engang imellem. Jeg har været monsterdårlig. Jeg tændte ikke engang min computer. Nada, nix orkede jeg. Jeg sov og så fjernsyn. Det var essensen af mine syge uger.

Så da jeg endelig nåede så langt, at jeg orkede lidt, så skulle jeg opdatere WordPress, og hele siden gik i coma og så var jeg “hjemløs” indtil den kom op at køre igen. Heldigvis har jeg en rigtig flink hjælper den vej rundt, og det lykkedes ham, at få siden op igen i går. Jeg var lykkelig. Så nu er jeg kørende igen. Gudskelov. Det er skrækkeligt, når man har noget at sige, og man ikke kan komme af med det *S*

Af ovennævnte grunde er det jo så begrænset, hvad der har været sket. Jeg gik lige glip af min nevøs fødselsdagsmiddag og staldrundgang. Jeg satsede på, at være frisk til sæssonstart på Galopbanen som var i lørdags, og det kom lige akkurat til at holde stik. Jeg var første gang oppe onsdag og så var jeg forbi stalden og hilse på om torsdagen. Ovennævnte foto, er et fra dagen, jeg er rigtig glad for. Det var en god dag, men det kan du læse mere om her, hvis du har lyst.

Det er sjovt, som man glemmer, hvor hårdt, det sådan er at piske rundt nede på banen, jeg var mere end færdig i går, og lå brak meget af dagen. Men det er dejligt, at være både oppe og “på” igen.

Juleupdate og for mange kokke

IMG_8595_600_Juleaften

Så blev det også Jul. Og som ofte, formede den sig langt fra, som planen var. Første hurdle var, at jeg måtte sige fra til at fodre de firbenede, som jeg ellers plejer Juleaften. Den tjans er jeg ellers meget stolt af, men helbredet spørger ikke om den slags.

Ganske som frygtet, blev det en renden til lægen inden Jul og jeg var igennem først en antibiotikakur, der overhovedet ikke hjalp. Så lod vi se, om infektionstal faldt – det gjorde det ikke, endnu en kur, dennegang en hestekur på 3 dage. Resultatet var lige nedslående. Så var jeg til lægen (en erstatnings en af slagsen), der var fortravlet og vist ikke tog mig særlig alvorligt – det skulle bare ses an. Hvis ikke bedre, skulle jeg ringe, det gjorde jeg så, og talte med sekretæren. “Blev du podet?”, nej det kunne jeg jo ikke prale med og må indrømme, at jeg ikke lige selv tænkte på at foreslå. Så siger hun Gudhjælpemig “Jamen, læge X. er da ellers halsspecialist, det skulle du da have sagt”! For det første, har jeg aldrig været hos den læge før. Som er endnu en tilføjelse, til en snart længere række nu, og for det andet, hvordan hulen skulle jeg vide, at hun var halsspecialist. Det havde måske været smart at fortælle mig det, og uagtet, så ville det måske have været smart, hvis hun havde sat sig lidt ind i tingene og selv foreslået.

Jeg er ked af at sige det, men det er blevet nøjatigtig “for mange kokke fordærver maden”, som jeg frygtede. Ingen ved, hvad den anden laver. Når man som jeg og formentlig også mange andre, har et bøvlet helbred, duer det altså ikke at komme ind til 10 forskellige hele tiden. Det betyder, der er alt for megen baggrundsviden, der går tabt, og man skal forklare helt forfra. I mit tilfælde, ville det tage det meste af en dag, og fortælle alt det, der kræves i nogen tilfælde. Nu er beslutningen, at kan jeg ikke ikke komme til “min egen” læge, så venter jeg. Jeg gider simpelthen ikke blive hevet rundt i manegen på den her måde (endsige føle mig til grin).

Jeg ved ikke, om lægen i sin tid hele tiden havde det her scenarie i tankerne, da han overdrog sin praksis til den nye læge. Det håber jeg ikke! Mit bedste bud må være, at også han tager sig til hovedet, som det har udviklet sig. Bare så lille en ting, som der er sat 10 minutter af til hver patient. Hvad hulen kan man nå på 10 minutter??? Jeg bliver stresset på forhånd, når der er så travlt og stresset og glemmer ofte, hvad jeg også kom for, og jeg føler ikke, der er tid til mig. Sidst jeg var hos min læge følte jeg nu, at han tog sig tiden til mig, men det var så også i hans frokostpause, som han undværede. Det er ikke meningen, at man skal føle sig til besvær meget af tiden, når man som jeg trækker den og trækker den og aldrig render unødigt. Det er bare ikke godt nok, og jeg tænker, det her system er Frankensteins monster og skruen uden ende. Flere og flere patienter og flere og flere læger, sygeplejersker og sekretærer – hvorfor ikke bare sige stop?? Hvornår slutter det, og hvem har noget ud af det her? Ikke paienterne ihvertfald, og personalet virker stresset og har slet ikke det overskud de havde. Det er trist, meget trist! Var det virkelig det, der var målet?

Nå det var et lille “opstød”, men det plager mig virkelig, at det skal være sådan, for det kunne være så godt, som det var i starten. Men for nu at vende tilbage til Julen, så var jeg den 23. lige nede og hilse på i stalden og spise morgenmad med pigerne. Og selvfølgelig hilse på Kickertutten og alle de andre. Dejligt at se dem, men frisk var jeg jo ikke. Få dage efter steg min feber igen og bedst som jeg tror, den falder, kommer den igen. Den læge jeg så var til, som jo var specialist, fortalte mig, at det var lægevagten, hvis jeg fik feber igen o.s.v. Jeg har ikke ringet til lægevagten, det kunne jeg ikke drømme om (medmindre, jeg fik meget høj feber), for de gør lige nøjatigt ingenting, og jeg gider altså ikke skulle forklare og gøre ved til dem. Det er mere besvær end det er værd. Jeg foreslog jo, at jeg evt. fik en antibiotikakur, så jeg havde den liggende til nødstilfælde, men det ville sekretæren ikke. Sjovt nok har lægen gjort det før, for han ved godt, jeg er ansvarlig. Nej det havde ikke hjulpet, men kunne måske have gjort, jeg kunne have haft en bedre Jul end tilfældet har været. Som det er, er jeg stadig op og ned af skalaen og ikke frisk. Lige i skrivende stund, har jeg ingen feber, men jeg tør ikke tro på noget, da det hurtigt kan gå den anden vej og jeg heller ikke har det godt, under alle omstændigheder. Jeg tog også febernedsættende i forgårs, for at få det bedre, så det er ikke til at regne med endnu. Selvsagt, skal jeg have en tid efter Nytår, hvis tingene ikke er normaliseret, og infektionstallet skal uanset tjekkes.

Ellers er Julen gået med masser af fjernsyn, og der er på den konto ingen ende på alt det, jeg har fået set og stadig får set. Det er hyggeligt nok, men al ting med måde, og jeg har for længst nået grænsen for, at jeg synes, det er hyggeligt bare at være her, men det spørges der desværre ikke om.

Der er masser at skrive om, og i det hele taget at gøre, men sålænge det ikke er bedre, må det bare blive som det kan. Juleaften fik jeg dog Julemaden, der som sidste år var den dejlige nøddesteg, men den så væsentlig pænere ud i år, og blev flettet smukt. Jeg tænker, øvelse gør mester, og nu var jeg jo sløj, men som første forsøg under givne omstændigheder, var jeg godt tilfreds. Tilbehøret var lidt anderledes i går, med brune kartofler, rødkål og rødkålssalat. Klik på foto nedenfor, hvis du også vil prøve nøddestegen, der jo altså også kan spises ellers med lige det til, du har lyst til.

IMG_8594opt2_Juleaften2015

Virkelighedsflugt og update

IMG_0739opt2_Juleguiralande

Jeg ville gerne sige, jeg synes, det går strålende, og at jeg er klar på alle de udfordringer og oplevelser, der ligger og venter på mig. Not so! Jeg er stadig snottet, svimmel og hostende! Det er sidste dag på antibiotika i dag, og er det ikke bedre i morgen tidlig må jeg lige overveje, om jeg skal have et tjek mere en af dagene. Ret beset er der kun gået ca. 1½ uge med det her, og set i den store sammenhæng, er det ikke længe, især ikke for mig. Problemet er, at det bare er ultradårlig timing i forhold til mange ting. Det spørger helbred ikke om.

Mens jeg ligger her, har jeg fået set (og får stadig) set en hulens masse TV. Som ofte, så flyder mange kanaler over med film, især her op til Juletid. Nedenfor er 3 film, jeg så her over weekenden. Rigtig hyggelige og pladderromantiske. Når man ligger her og ikke får det bedre, og med alt der foregår, kan det være godt med lidt virkelighedsflugt. Det egner alle disse 3 film sig fremragende til. Skulle du stå i mangel for den slags anbefaler jeg dem alle, hvis de bliver sendt igen, hvad de nok gør. Den bedste er dog The Christmas Card. Titlerne over videoerne, kan klikkes på, så du kan læse mere om filmene.

For nu vil jeg gå hen og være møgkedelig igen og prøve at få det bedre i håb om, at det lykkes snart!

The Christmas Card (2006)

A Christmas Song (2012)

Farewell Mr. Kringle (2010)

For mange kokke og alt det tjavs

Jeg er sikkert både gammeldags og meget andet. Det skal jeg ikke afvise, og jeg ved helt sikkert, at jeg er gammeldags på mange punkter. Dagens indlæg handler om sygdom, lægebesøg og kvaliteten af disse, så hvis du ikke har en mening om det, eller har lyst til at få det, må du hellere hoppe fra nu, for det bliver måske en lidt længere affære.

Som faste læsere efterhånden ved, så har jeg et mindre godt helbred og har haft det altid. Det bliver ikke anderledes, og sådan er det. Det betyder også, at jeg desværre får et noget nært forhold til mine skiftende praktiserende læger. For størstedelens vedkommende har jeg gennem årerne være rigtig heldig med dem. Dette var ikke mindst meget vigtigt for mig, da jeg i sin tid stod i situationen og måtte søge pension. Min søde læge dengang, kan jeg ikke takke nok, for hans varme og søde tilgang til tingene. Hvis han læser med, så håber jeg, han har det godt. En rigtig sød mand.

Nok om det og til en udvikling, der desværre er i stigning. Dette er som jeg forstår det ikke kun lægernes skyld, men ikke mindst systemet (læs sygesikringen), der presser lægerne til flere, og flere patienter på kortere og kortere tid (ret mig endelig, men sådan forstod jeg min læges udmelding).

Da jeg flyttede her tilbage, var jeg noget nervøs for at skulle skifte læge, for det er man noget “øm” over, når man nu er nødt til at have et tæt forhold. Jeg huskede, at jeg engang havde været hos den læge, jeg så endte med at vælge, da min egen i tidernes morgen var syg/bortrejst. Det var et godt valg, og ham var jeg fint tilfreds med.

Læs resten

Tjah, hvorfor ikke…..

Jeg har ret beset kørt på “nåde” længe, uden at blive syg, men nu gik den ikke længere. Hele ugen har jeg “hængt i bremsen” og været ikke rigtig syg, men bestemt heller ikke frisk. Nu blev jeg så så tilpas dårlig, at jeg syntes et besøg hos lægen var påkrævet. Ikke at jeg var hos lægen (til min store utilfredshed), men sådan er det altså i moderne tider (en af de tiltag, jeg bestemt ikke synes om). Der var heldigvis intet på lungerne, men mit infektionstal var lettere i den høje ende, uden det dog var alarmerende.

Så umiddelbart må vi tro, at det er en virusting, og det kan det jo let være. Ikke ukendt, at den slags florere på denne tid af året. Skidt er jeg ihvertfald, så ingen Kickerkys til mig lige foreløbig. Jeg var forbi med æbler og Polo til ham i går inden jeg tog til lægen. Så er jeg sikker på pigerne nok skal sørge for, at han får og også selv supplere hvis han slipper tør, inden jeg er frisk igen.

Det var godt, jeg fik fotograferet nogle efterårsfarver forleden, for nu er det godt nok ved at være sidsten, og inden jeg kommer ud igen, så er de nok mere eller mindre væk. Som altid ville jeg gerne have fotograferet flere, men det bliver jo efterår igen.

For nu hedder den te og dyne og masser af TV af forskellig slags. Når jeg ikke gider det, så min lydbog (Stormvarsel af Ann Cleeves), som bare er god. Foreløbig rigtig god weekend til jer.

Meget trist nyhed!

Julie i hængekøje_600

Du husker måske mit indlæg om min adoption af “en lille pige”. Det var Julie ovenfor, og selvom det ikke specifikt er kun mig, der har adopteret hende, så var hun stadig “min” orangbaby.

I dag fandt jeg ved opdateringer på facebook ud af, at Julie ikke er hos os mere. Hun og en rigtig god ven på centret, blev ramt af en menegitislignende sygdom, og der var intet at stille op. Det sker desværre, ganske som for os. Den eneste trøst er, at hun var omgivet af venner og mennesker, der holdt af hende og det gik meget hurtigt. Øv, øv! Jeg fortsætter selvfølgelig med at støtte den gode sag (i form af en ny lille, der hedder Valentino), men det er nu ikke helt det samme uden lille Julie. R.I.P.

Påskestatus

Så blev det også påske. Her i huset inklusiv dårligdom og minus varmt vand. Det sidste er dog en sandhed med modifikationer. Vi har varmt vandt, hvis ellers vi lader det løbe i ca. ½ time først. Når vi så får det, skal vi påregne, at det er væsentlig mindre varmt og med mindre tryk end vanligt. Hvorfor så det? Tjah, underboen har fået lavet nyt badeværelse, og i den forbindelser er der selvfølgelig pillet ved mangt og meget, og vandet har været lukket. Det er et gammelt hus, og et sted, er noget ihvertfald gået galt. Hvad værre er, at sådan noget sker op til en Påske, hvor man da om ikke ellers skal have et rensende bad, for slet ikke at tale om, at vaske op. Dårlig timing siger jeg.

Som om det ikke er nok, så er jeg stadig syg og slatten. Som en ringe trøst, kan jeg se rundtomkring, at jeg langt fra er den eneste der er syg. Jeg var forbi den sødeste læge forleden, og hvis bare synet af ham, gjorde lige så meget ved mit helbred, som jeg altid er glad for at se ham, så var meget vundet. Indtil nu går det ihvertfald ikke værre, så jeg håber på, at synet af ham, gør, at jeg kommer i bedring!! Der var intet på lungerne, men jeg fik recept og hentede antibiotika, for hvis ikke jeg er bedre i morgen, så skulle jeg begynde på det. Men lad os nu se – jeg (og lægen) vil helst undgå.

Jeg behøver vel dårligt at fortælle om alle de projekter, jeg ikke får lavet og alle de hyggelige frokoster etc. jeg går glip af, fordi jeg ligger her. Det giver sig selv. At brokke sig, hjælper ikke, så jeg prøver at være positiv og hygge mig på trods – jeg er jo ligesom i skarp træning eller noget! Dagen i dag er gået med at sove. Fortsat god Påske til jer derude.

Søndagsoverlevelse incl. bonus

Så blev det søndag, og jeg har det ikke en dyt bedre. Jeg tænkte dog, at det var i dag, jeg skulle prøve at slæbe mig ned og handle lidt, hvis det skulle forsøges. Det viste sig selvfølgelig, at da jeg først kom afsted, var jeg meget dårligere end jeg troede. Men handlet fik jeg og fik mig slæbt hjem med varer (i den situation, er en bil altså savnet!!) – Nå, men jeg kunne jo også bare have handlet online, som jeg havde truet til.

Lidt forsødende var der ved turen. Jeg havde selvfølgelig pakket mig ind i regntøj etc., for da jeg kiggede ud, regnede det. Da jeg kom ned, var det selvfølgelig lige holdt op, og solen kom endda for en kort bemærkning, som det ses ovenfor. Den er så gået helt igen og regnen er vendt tilbage, så godt nok, at jeg gik da jeg gjorde. Der var dejligt stille i butikkerne, hvilket jeg elsker.

Hjemme igen har jeg fået ordnet en masse i min e-Boks. Jeg tør næsten ikke fortælle, at jeg aldrig har brugt den før, hvorfor der lå meget post, der skulle sorteres, men intet vigtigt. Dog foranledigede det mig til, at gå på min SKAT, og se hvad de sagde om tilbage eller betale, og jeg får sørme retur. Tænk jeg har været så længe om det, for det var faktisk ikke hverken svært eller særlig besværligt – hverken den ene eller den anden. Nå, men nu har jeg da fået sorteret en masse omend jeg ikke er helt færdig, og skrevet en mail til min bankdame om lidt praktiske ting. Jeg håber mailen går igennem, for hele bankens side er nede, så jeg kunne ikke logge ind den vej. Så jeg har bedt om konfirmation på, at hun modtager.

Nu vil jeg gå ind på min sofa og blive der. Send lige lidt gode vibes denne vej, for nu gider jeg ikke det her syg mere. Rigtig god søndag til jer.

Fødselsdage og elendighed


Susie og The Kicker sidste år 22. april

Idag er det Kickers fødselsdag! Han bliver hele 6 år gammel. Og “katastrofe”, jeg er der ikke til at give ham æbler og kysse ham halvt fordærvet *S* Jeg er sikker på, de andre forkæler ham lidt, men jeg ville jo gerne have været der. Hvad værre er den pose æbler, jeg har købt. Men om galt skal være, kan jeg spise dem selv.

Med vanlig omhu, er jeg blevet smittet til en omgang et eller andet, og er snottet, har feber og bare rigtig sløj. Jeg kunne selvfølgelig være blevet syg alligevel, men risikoen stiger jo altså temmelig meget, når folk insisterer på, at komme på arbejde møgsyge. Det sætter jeg personligt ikke ret stor pris på, og ville ønske folk ville blive hjemme.

I morgen går jeg formentlig glip af endnu en fødselsdag, og det er min fars. Han ville give morgenmad, men eftersom han ihvertfald ikke har behov for at blive smittet og jeg heller ikke tænker, min søster har, så bliver jeg hjemme. Det er så helt bortset fra, at jeg er for sløj til at tage afsted.

Nu har jeg da bedrevet en smule her i det mindste, og vil gå ind under dynen på min sofa.

Fra en pille til den næste


Cambridge 7. september 2014

Igen i dag var jeg til tjek hos lægen. Faktisk var jeg rent faktisk hos lægen i dag, hvor jeg de seneste mange gange har været hos sygeplejersken. Værende vant til en læge, der havde en mindre praksis og det altid var ham, man så, skal jeg vænne mig til nye arbejdsgange. Dette reflekterer på ingen måde på, at sygeplejersken er både sød og omhyggelig, men jeg er jo vant til, at når jeg går til lægen, så ser jeg også lægen. Lægen som jo altid er sød, forklarede at hele systemet er “gearet” til, at sygeplejersken tager sig af “småting”, når der iøvrigt er lagt en overordnet plan for patienten. Så jeg må nok vænne mig og være glad, når jeg får lov at se den populære, men også meget travle doktor.

Konklusionen i dag var ikke helt opløftende. Mit infektionstal er status que, og det skal gerne nedad. Det er ikke alarmerende, men ned skal det altså. Det tjekkes igen om 14 dage. Værre var det, at det viser sig, at jeg har både B12- og D-vitaminmangel. Det er noget skidt, og kan også have en stor del af skylden for nogle underlige symptomer, jeg har haft, men altså ikke har tænkt over.

Nu er jeg så mere rolig, for det kan jeg jo så spise mig ud af. Så turen gik igen til Apoteket for piller, men dog vitaminer dennegang. B-vitaminer havde jeg (Note to self:De hjælper fedt, når jeg ikke tager dem – skal tages dagligt fremover) og så D-vitaminer med kalk (minder mig om, jeg skal have aftenration, nu jeg sidder her og skriver). Og så skal der tages prøver igen om 3 mdr. Sikke et cirkus.

Det kan heldigvis også forklare den svimmelhed, der opstod her de seneste dage. Ikke slemt, slemt, men nok til, at jeg føler mig noget usikker. I morgen prøver jeg at gå en tur ned i stalden, og hilse på uden at lave det vilde. Måske lidt græs med verdens sødeste, men nu må vi se, hvordan dagsformen er, for helt på toppen er jeg ikke endnu. Men man får jo kuller af ingen heste 🙂