Som jeg har nævnt før, så kniber det altså noget at holde humøret kørende for tiden, eftersom jeg bare bliver ved, at være svimmel. Jeg prøver, så godt jeg kan at gøre lidt, når der viser sig åbninger, hvor jeg har det bare nogenlunde. Som i dag, hvor jeg slæbte min gamle krop ned og handle og ned og hente min cykel fra eftersyn. Det lykkedes, men jeg er kvæstet nu.
Da jeg kom hjem, tænkte jeg, at postkassen hellere måtte tømmes (ad forleden, hvor jeg fandt en check på mange penge på varme retur). Som tænkt, så gjort, og jeg fandt også “guld” denngang. Ikke i form af rede penge, men i form af ovensiddende personlige hjemmelavede kort, fra en kær, kær veninde.
Jeg ved ikke, om det eventuelt har været kommet lidt tidligere, men det var i dag, jeg fandt det, og det var lige, hvad jeg trængte til. Min kære veninde, er utrolig kreativ og har vildt travlt, så at hun har taget sig tiden og omsorgen til at skrive mig så sød og kærlig en hilsen, blev jeg simpelthen så rørt over, at jeg næsten ikke kan sige det. Tusind, tusind tak kæreste ven, det var bare så sødt af dig – du ved, hvem du er. Iøvrigt også tak for en sød mail andetsteds fra, som jeg fik i går – du ved også, hvem du er.
Man kan godt, når man går her og tuller blive led og ked af det, især når det *BIB* helbred bliver ved at te sig,. Nu vil jeg få noget frokost og se, hvor meget jeg så orker – jeg har (som altid) nogen fotos, der trænger for at blive ordnet.
Jeg ønsker mig noget Påskefred. Ikke mindst i mit hoved – det får jeg så ikke desværre. Men ellers nyder jeg roen allevegne, måske endnu mere nu, fordi jeg bare har ekstra larm hele tiden. Man kan godt blive helt stresset af det, hvis ikke man passer på.
Ellers sker der ikke det vilde, jeg ville så gerne holde Påskefrokost, og tøserkomsammener og hvad har vi og ikke mindst inviterer min gamle far også, men ærligt så orker jeg det ikke. Og det irriterer mig meget. Men der er ikke at gøre ved det lige nu. Udover larmen, er der jo svimmelheden og hovedpinen som bare blive ved. De der bønner, I skulle sende op, hvordan går det lige med dem?
Igår kunne jeg igen finde mig selv snøftende og meget berørt af en omgang “Ved du hvem, du er?“. Dennegang den amerikanske version. Det var med Rita Wilson, som iøvrigt er gift med Tom Hanks. Det viste sig, at hendes far, havde haft en hel utrolig skæbne, og at han må have været lavet af særligt sejt stof. Flyttet fra Grækenland til Bulgarien (hvorfor fik vi aldrig rigtig nogen forklaring på), bliver gift og mister både sin kone og barnet i forbindelse med fødslen, fængslet for en mindre forseelese, i fangelejr og flygtede derfra og kom så til USA. Rita møder hans bror på 96 for første gang, og får et brev, faderen har skrevet til ham og familien alle de år før, da han ankommer til USA. Det var altså umuligt at blive andet end rørt over.
Nu vil jeg gå ud og få noget frokost helt alene, omend jeg gerne ville have delt med min søde veninde, der skulle have været her i dag. Det havde jeg nok lige kunnet, for hun forstår mig så godt. Men hun er også nedlagt og dårlig, så det er den rene elendighed. Heldigvis kan vi bare udskyde. Rigtig god Påske til jer.
Dagen i dag har været god. Svimmelheden er heldigvis på retur og desværre lever øresusen i bedste velgående. Jeg håber stadig den forføjer sig, men foreløbig er der ingen tegn på det. Slet ikke. Det er til at leve med, men jeg var da gerne fri, det skal ingen hemmelighed være.
Allerede forleden dag, aftalte jeg at jeg i dag skulle på venindevisit. Min veninde er også imobiliseret i lettere grad for tiden, så lidt snak, kaffe og en fastelavnsbolle måtte der til. Det er alt for sjældent vi får det gjort, men der er jo mange ting, der skal passes, og hele sidste år, gik både her og der op i mange andre ting. Men som det altså er hyggeligt, når vi så ses og inden vi havde set os om, så var der gået flere timer – sådan er det altid!
Ikke nok med, at vi hyggede os, jeg fik sørme også gaver. Forsinkede fødselsdagsgaver. Alting er fra en udenlandsrejse og lige mig. Rigtig velindkøbt af en dejlig veninde, der kender mig godt. Træhesten er et puslespil, så den er både sjov og dekorativ.
Nu har jeg igen siddet her alt for længe, og skal ud og have noget mad. Så må vi se, om det bliver til et minivisit i stalden i morgen og lidt motion af kameraet eller hvordan. Ihvertfald ønsker jeg jer en god weekend.
17-årige Oliver Wilson, blev årets Jockey, Lærling og fik Voldgiftsprisen til Klampenborg Awards – her med Rightquest CarlRas i Kriterium Consolation
Igår uddelte Klampenborg Galopbane årets Awards. En længerevarende affære med fint tøj, middag og masser af priser. Hvorfor var jeg ikke med? Tjah det var der flere årsager til, ikke mindst mit helbred i øjeblikket. Jeg har da ambitioner om, at jeg på et tidspunkt skal med til den her festlighed. Faktisk var jeg i 2007 inviteret med, da min træner blev årets træner. Som med vanlig timing måtte jeg modstræbende blive hjemme. Jeg var ganske enkelt for syg! Så træls. Jeg håber, at jeg måske kan komme med næste år. Nu får vi se. På et tidspunkt lykkes det nok. Jeg er vant til at skulle væbne mig med tålmod på den konto.
Idag artede helbredet sig nogenlunde, da jeg skulle til brunch, men dagen startede lidt for hektisk efter min smag. Jeg havde selvfølgelig sat min telefon til at vække 9.30, så jeg havde god ro og orden til at komme afsted. Men hvem vågnede med et sæt klokken 10!? Det gjorde jeg. Det gav selvsagt ikke længe til at komme i tøjet og komme til at se nogenlunde civiliceret ud, men jeg var da ikke den sidste der ankom. Det var superhyggeligt. Tak til tøserne for godt selskab og værten også for dejlig mad. Gaven faldt i god jord og det glæder mig meget. Faktisk kom meget af dagen til at handle om netop heste, for vi er alle hesteinteresserede og har været eller er involveret på en eller anden vis stadig.
Nu er jeg træt, og vil ind og slappe helt af. Jeg håber, I har haft en god søndag også.
Man har frygteligt meget tid, når man sådan er sløj og bare går herhjemme. Det giver så mulighed for at snuse lidt rundt og få gjort nogen af de ting her online, jeg ellers ikke får gjort så meget. Blandt andet fik jeg lige smidt hele 2012 i sikkerhed på den eksterne harddisk i går – så sikkert, som de nu kan være. Ellers er de uploadet også. Ihvertfald de vigtigste. Nu er en af målene så, at jeg skal have gang i en lille scanner jeg købte på et tidspunkt. Til negativer. Men foreløbig har jeg slet ikke fået så meget som tændt den. “Flot”! Jeg har jo også en stor scanner til fotos, eller rettere det havde jeg, for efter opgradering til Windows 7, så kan jeg overhovedet ikke få den til noget som helst. “Fedt” at have en scanner/printer etc. til over 1.600 kr., der er ubrugelig. Jeg har prøvet at opdatere software online, men bedre er det ikke endnu, og eftersom hovedet ikke samarbejder generelt til længerevarende tekniske forklaringer, så…..suk!
Jeg kom til at kigge på de her søgeord folk bruger på bloggen. Det er godt nok det sjoveste folk søger på. Her er et lille udvalg:
Camilla Plum nøgen (meget har jeg skrevet om, men aldrig nævnt eller ønsket at se fru Plum nøgen – snarere tværtimod!)
Der er heldigvis dem, der giver meget mere mening, som pasta’en med rejer, som er rigtig meget søgt på (I må meget gerne skrive om, I har prøvet opskriften og hvad I synes, når nu I er der) eller en anden, der også går igen ofte:
Eksploderende arme (det kommer sig af et meget gammelt indlæg, jeg har skrevet om netop det, udi ekstrem bodybuilding incl. diverse muskelfremmende stoffer etc.
og så er der en jeg slet ikke forstår:
Rygmarvsdonor (Jeg har skrevet om, at være donor sådan generelt i forhold til organer etc., men rygmarv?)
Som sagt, det går stadig ikke for godt, og jeg prøver at holde humøret, men det kan efterhånden godt knibe indimellem. Dog var det bare fantastisk dejligt at sludre med min skønne veninde i 2 timer forleden. Vi kan vitterligen tale “solen sort”, når vi først kommer igang. I går var det en chat med en anden god ven, der lyste op på min dag. Gode venner er altså guld – helt sikkert.
Nu vil jeg gå ind og se nattens afsnit af Jax og gutterne og så hvile hovedet. Nu gør det nemlig også ondt udover at svimle og hyle. Lidt sjovt mødte jeg på min vej forleden en ny blog, jeg vil følge – måske du også kan have fornøjelse af den. Og nu du er her, smid mig en hilsen, til at lyse lidt op på mine noget triste dage i øjeblikket.
Så gik der endnu et år og hold da op, sikke et og for hulen, hvor gik det stærkt! Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der halter bagud og som synes det. Konstant og hele tiden har jeg det som om, jeg er en tegneseriefigur, der hænger i luften bagved hunden i snoren der jagter efter noget (I kan garanteret se det for jer), bortset fra hunden i mit tilfælde burde være en hest, men det er så en helt anden snak. Heldigvis har jeg ikke være dér i året der fløj
Til genæld startede jeg året med at have en syg far – meget, meget syg. Det tog sin tid, og tog sit ud af mig. Ikke nok med at det følelsesmæssigt er forfærdeligt hårdt at have så syg en nær pårørende, så var det også helt fysisk også alt, alt for hårdt for mig, men i situationen, var det jo ikke mig, der stod først på listen. Dermed brugte jeg energi jeg ikke havde, på hele det forløb. Det tog sin tid at komme sig over bagefter også. Heldigvis kom far sig og har det godt i forhold til alle indlæggelserne – ja der var mere end en – heldigvis var de senere langt fra så alvorlige som første, men det sætter sig i en alligevel også hos ham. Denne hilsen skal også bruges til at sige, tusind, tusind tak for jeres støtte, opmuntring og deltagelse under hele den svære periode, hvor far var så syg. Uden jer gode venner, læsere og andet godtfolk, havde jeg aldrig klaret det. Og det var uvurderligt for mig.
Jeg havde længe ønsket mig en tur til Berlin, og da jeg uventet fik en sjat penge retur, så blev de omsat til det. Jeg kan dårligt omsætte i ord, hvad den tur betød for mig, udover at sige, at jeg elskede hver sekund og elsker Berlin fra nu og til jeg ikke er her mere. Læs mine indlæg derfra og se fotos, og glæd dig til flere indlæg og fotos fra Berlin, for jeg er ikke færdig med dem endnu – også en ting, der er på den dårlige samvittighed. Tilbage skal jeg, men da jeg ikke har uanede midler, og der er mange andre ting, jeg også gerne vil, så vil jeg leve noget endnu på den fantastiske tur og se andre ting også. I disse dage går jeg og “summer” på, hvad næste projekt skal være.
Hestene og vennerne i stalden fylder stadig meget, og jeg elsker hvert sekund, jeg kan overkomme at være der. Desværre føler jeg selv, at jeg ikke har været der så meget, som jeg “burde” i år, men det har jo også sine årsager i bl.a. fars sygdom. Det var også året, hvor jeg mistede den ene af de to heste, der har betydet mest for mig – Neptune – i daglig tale Neppe. Det er længe siden, jeg har grædt så meget! Til gengæld ved jeg, at han vidste, han var højt elsket lige til det sidste. Han er dybt savnet stadig og vil altid være det (også af hans ejere), men jeg er så lykkelig for, at han var min særlige skønne ven og solstråle.
Tiden i stalden (og på banen) er vigtig. Den giver mig i høj grad følelsen af, at være til gavn og nytte, mit skøre helbred til trods. Og ikke mindre vigtigt, så er der alle de skønne venner i den forbindelse, som jeg slet, slet ikke kan overdrive betydningen af – Tak for hver og eneste en af jer og for jeres overbærenhed, forståelse og at I giver mig så mange, mange glæder.
Som nogen ved, havde jeg også fødselsdag i året der gik – endda en rund af slagsen. Egentlig ville jeg gerne have holdt en fest for alle mine dejlige venner. Men uanset, hvordan det blev vendt ville det koste langt flere penge end, jeg har. Vil prøve at fejre min venner hele året så meget jeg orker, med flere små middage, frokoster etc. Desværre er det ikke blevet til nok, og det skyldes så mit dumme helbred igen, men jeg prøver og det vil jeg også gøre i 2013. Så føler du dig forbigået, så er du ikke den eneste “jeg mangler”, og så er det ikke hensigten! I den forbindelse fejrede jeg lidt med min far, og i stalden. Senere var jeg en tur i til løb i Stockholm. En fantastisk tur også, og tusind tak til alle implicerede, der gjorde det til endnu en skøn oplevelse at huske tilbage på.
Når nu jeg har rost, så er der også bagsiden af medaljen, folk der siger et og gør noget helt andet. Jeg har i året oplevet 3 tilfælde, hvor jeg høfligt, har spurgt folk om noget, og fået enten “en kold skulder” eller et mere end beskidt svar tilbage. Den sidste skulle forestille at være en ven, men var det så åbenbart ikke. Heldigvis har jeg da fået langt flere venner, end jeg har mistet i året. Man skal åbenbart heller ikke på blogs sige sin mening, men kun være høflig og komme med “small-talk”, for ytre man sig i uenige toner, skal jeg da så love for, man risikere at få “revet hovedet af” – det oplevede jeg så også.
Det er desværre min oplevelse, at den rummelighed og næstekærlighed man ofte siger man står for, ikke gælder i blogland – og det synes jeg er trist. Jeg er ikke enige med alle, og det skal jeg heller ikke være. Alle har ret til deres, men jeg synes, jeg prøver at finde de indlæg, hvor jeg kan finde noget hyggeligt at kommentere på, og så gøre det. I det nye år kunne jeg ønske mig, at andre gjorde det oftere her. Om ikke andet, så siger jeg nu kun noget, hvis jeg kan sige noget “pænt”, for uagtet hvor respekttuldt man prøver at sige noget, der ikke er i tråd med skrevne, så er risikoen for verbale tæsk åbenbart overhængende – og det gider jeg simpelthen ikke!
Som sagt er glæderne heldigvis langt de fleste, som da en kær hesteveninde gav mig en fantastisk sød og smuk Julegave og en anden kom forbi med gaverne til mig, fordi jeg var sløj. Betænksomhed og kærlighed fra fantastiske venner i året, er klart det der har båret det, og vil blive ved at gøre.
Dette blev heller ikke året, hvor jeg fandt “Mr. Right”, men jeg fik da konstateret, at jeg ikke er helt død indeni endnu, hvis jeg skulle være i tvivl, og jeg mødte helt sikkert potentiale. Desværre intet mere, for den slags skal jo gå begge veje, og gør det ikke det, så …..no deal! Sjældent, jeg finder nogen der i den grad passer, så selvfølgelig ærger det mig, men det hjælper jo ikke. Et er sikkert, jeg vil ikke nøjes, så er jeg hellere fri. Vedkommende skal ind og røre min sjæl – har man mødt det, kan man ikke nøjes med mindre. Måske 2013 bliver året, for selvfølgelig vil jeg gerne have en dejlig kæreste – jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet – og lyve gør jeg altså ikke.
Nå, det blev en lang hilsen, men der skal jo siges det, der nu skal. Slutteligt var dette også året, hvor vi mistede en stor, stor sangerinde. En af de største nogensinde Whitney Houston, dette er årsagen til at hendes smukke stemme indleder dette indlæg. Det kunne snildt have været et foto, men der ryger jeg ud i sædvanlige problematik – at vælge. Ingen skal være i tvivl om, at jeg er en rigtig “soul sister”, og at Whitney absolut er og altid vil være en stor favorit.
Grunden til lige disse to sange og denne video, skal jeg gerne fortælle. “I’m telling you, I’m not going”, er en sang, der er helt, helt fantastisk, og en sang, der er ufattlig svær at synge, og en absolut yndling af mine og jeg anede ikke, at Whitney havde sunget den. Har man på noget tidspunkt været i tvivl om, at hun rent faktisk var mere end fantastisk på et tidspunkt, behøver man bare at se denne video. Sangen hun synger bagefter er “I who have nothing”, som er en kærlighedssang. En dejlig sang, men det er mere slutreplikken i sangen, jeg vil bruge her:
“I have nothing, if I don’t have you”
Med tak for alle kommentarer, hilsener, hyggelige chat’s, sms’er, varme kram, smil og dejlige oplevelser til venner, læsere og alle andre, der har beriget mig i året der gik. Tusind tak og rigtig godt Nytår!
Jeg tænker faktisk ofte på Tsunamien i 2004 Ikke så meget på grund af den, men en masse begivenheder det år. Først og fremmest var det også året, hvor jeg startede det med at miste min elskede mor. Så var stilen ligesom lagt. Dernæst mistede jeg en nær, nær veninde. Mistede – ikke fordi hun døde, men fordi hun dikteret af sin tyraniske mand, valgte mig fra. Jeg der ellers havde stået last og brast med hende, og som jeg havde kendt siden, vi var børn.
Det var også året, hvor jeg fandt en stor, stor kærlighed og sjæleven, jeg aldrig tror, jeg finder magen til. Det er ihvertfald ikke sket endnu, lad mig sige det sådan. Lige så hurtigt, jeg fandt den lige så brat og hårdt blev den revet fra mig igen (godt nok først på året efter, men alligevel). For godt til at være sand? Nej den var skam sand. Så at sige, det var et hårdt år forslår vist ikke. Alle 3 ting, var hver for sig helt forfærdelige at komme sig over og tog meget, meget lang tid, men at have dem alle på en gang, mere eller mindre, var rigeligt, skal jeg hilse og sige.
Jeg overlevede, og det gjorde familien ovenfor også. Det er en ny film, der kommer om katastrofen “The Impossible (2012)”. Jeg ved ikke, om jeg skal se den, men jeg behøver den ihvertfald ikke for at blive mindet om 2004.
Dog skete der een god ting også, og den er jeg så til gengæld stadig taknemmlig over, det var nemlig også året, hvor jeg fik min pension, så helt skidt var det ikke. Og man skal jo huske de gode ting og prøve at holde fast i dem. Og selvom jeg ikke har glemt noget som helst af det andet, så er jeg stadig taknemmelig for pensionen hver dag. Og selvom jeg ikke fik min store kærlighed, så ved jeg, at han aldrig glemmer mig heller, og minderne kan ingen tage fra en.
Det kan være svært at blive ved at finde på overskrifter. Noget jeg ser andre bloggere også har problemer med. Så kaster de sig ud i nogle meget kreative, meget lange konstruktioner. Fred med det, jeg er ikke i humør til at være så kreativ på den kant og slet ikke i dag. Og eftersom en dato er unik, så kan den være lige så god som så meget andet.
Dagen er startet skidt. Rigtig skidt! Med blæsende hovedpine. Som for lige at understrege, at jeg da bestemt ikke skal tro, jeg er noget, fik jeg smidt en verbal spand lort lige i hovedet i en besked her til morgen. At man spørger høfligt og pænt om noget, er bestemt ingen garanti for et i det mindste høfligt svar. Den slags bliver jeg rigtig ked af, og nogegange meget mere end andre. Denne var i den grad groft og skuffende i en grad, at jeg slet ikke kan udtrykke min harme og ikke mindst tristhed over det. Men så ved man da det…
Nå jeg skal jo være positiv – ikke? Føler mig meget langt fra, men ovennævnte skal ikke skygge for, at dagen i går sluttede på en yderst positiv note, da en veninde var forbi kort. Hun ved lige, hvad jeg godt kan lide og vi kan snakke solen sort også. Desværre var det kun et kort besøg, men se engang, hvad hun havde med til mig. Den sødeste Juledekoration, hun og en lille pige, hun havde passet, havde lavet til mig og med den kom den sødeste dåse med de dejligste hjemmebagte småkager. Jeg har smagt, og de er uhørt gode – vil tro, det er chokoladespecier. Jeg må spørge hende om opskriften. Det var da vildt sødt af hende. Tusind tak! En dejlig og betænksom veninde, det er dem, jeg skal bruge krudt på og jeg har heldigvis flere af dem.
Hvad skal dagen gå med? Tjah, den der hovedpine er jo ikke fremmende for noget, men vi får se. Jeg har internetproblemer, og eftersom YouSee tror at man kun har problemer i hverdagene, så løser det sig nok ikke lige. Ret irriterende, da jeg havde en del, jeg skulle lave her. Men med hovedpinen er det sådan set held i uheld. Først vil jeg kaste mig over en velvoksen kop kaffe – har spist – og ja slået morgenmad og frokost sammen igen. Røreæg af 2 æg og en smule ris og en rest curry, og det smagte skønt. Så må vi se.
Jeg bliver sgu lidt ked af det. Det er ikke ofte, jeg brokker mig over mit helbred sådan rigtigt. Jeg konstaterer, hvordan det er, og prøver HVER dag, at få det bedste ud af det.
Er det let? Nej det er det ikke. Kunne det værre MEGET, MEGET værre? Ja, det kunne det godt. Har vi alle uanset, hvordan dage, hvor det ikke er så let, lige at være positiv, fremadstræbende og i godt humør.
Dem som kender mig rigtig godt, ved godt, hvad jeg er oppe imod og at jeg faktisk gør det ret godt, alt taget i betragtning. Eller det troede jeg. Når jeg så fortæller en veninde i dag, at jeg ikke har det helt så godt og faktisk betror hende, at både min læge og jeg er sikre på, at jeg faktisk har en diagnose mere, (jeg har bare ikke sagt noget om det) som skyldes meget af det jeg slås med. Så får jeg bare at vide, at jeg jo skal være glad for, at det ikke er noget værre.
Jeg ér skam glad for, at jeg ikke fejler noget livstruende, eller meget mere alvorligt. Men set herfra, så ér det alvorligt nok. Jeg lever med smerter hver eneste dag, og mange andre ting, som jeg oftest ikke gider tale om her, for jeg synes jo netop jeg prøver på trods. Men jeg bliver sgu ked af det, når jeg så for en gangs skyld er træt af det, at jeg så får den smidt i hovedet. Vi kan jo prøve og bytte og se, hvad hun så synes! Øv!
Der skal noget til at hive en op sådan en mandag morgen. Den er ikke grå i dag. Solen er her, og det hjælper meget! Så det bliver en smuk, men kold dag. Her til morgen er det lige knap 2 graders varme!! Desværre starter jeg dagen med hovedpine, men jeg gider ikke fokusere på det. Det kan ikke betale sig. Der er trods alt meget at være taknemmelig for.
En dejlig fest i weeekenden med skønne venner. Dog blev jeg ikke sent, sent, for syg har jeg jo lige været, og ved, jeg skal passe på, jeg ikke “presser citronen”. Men det var rigtig hygggeligt. Imorgen skal jeg til den årlige Julebanko på galopbanen og onsdag kommer en veninde til frokost. Så det blier en travl uge.
Derudover har jeg bilen, hvilket betyder, der skal ordnes ting, der ikke ellers lader sig gøre så let. Jeg vil gerne nå så meget som muligt, men er også klar over, at jeg skal passe på ikke at stresse. Nu skal jeg lige sluge den sidste kaffe og så skal jeg ned og handle lidt ind til onsdag. Dyb indånding og en ting ad gangen! Vi får se, hvor meget, jeg når.
Tænkte at i denne kulde var det godt at huske på et af forårs/tidlige sommerminder fra Søndermarken en meget varm og solbeskinnet dag. Det er let at glemme den slags dage, når det hele bliver nøgent og koldt. God uge til jer.
